Annonce
Rundt om Viborg

Lokal bagedyst-deltager: - Der er et stykke af mig på tallerkenen

29-årige Victoria Sloth Askjær er pædagogikstuderende. Yndlingskage: Romkuglen - fordi 40 kager kan blive til én god kage. Foto: Morten Pedersen
Victoria Sloth Askjær fra Løgstrup kan igen på lørdag aften opleves i Den store Bagedyst efter hun klarede sig videre fra første program. Deltagelsen handler om meget mere end kager.
Annonce

Løgstrup: 29-årige Victoria Sloth Askjær fra Løgstrup var blandt deltagerne, da der lørdag aften endnu engang blev sagt "klar, parat, bag!" i prime time på Danmarks Radio.

I 8. sæson af "Den store bagedyst", blev 10 amatørbagere kastes ud i den ene vilde kage- og bageudfordring efter den anden og skal præstere på smag og udseende, mens kameraerne snurrer, og Danmark følger med i både op- og nedturene fra sofaen derhjemme i stuen. Præcis som det altid har været.

Her skal glazen skal være blank, marcipan og fondant skal stå ubrudt og glat, kagerne skal være ens, velsmagende og stå skarpe og fine og lige store. Der er mange ting, der skal falde i hak for, at alting lykkes, mens der filmes og stilles spørgsmål undervejs.

Den store bagedyst

Programmet "Den store bagedyst" blev første gang sendt på Danmarks Radio i 2012, og 2019-udgaven er 8. sæson.

De første sæsoner blev programmet sendt onsdag aften, men nu sendes det i prime time lørdag aften klokken 20.

De første fem sæsoner var Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen dommere, og fra sæson 6 har det været Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo, der har bedømt kager og bagværk.

Den første sæson var værterne Peter Ingemann og Neel Rønholt. I anden sæson var Peter Ingemann alene i værtsrollen og i 2014 blev Timm Vladimir vært på programmet.

Programmerne er optaget først i haven ved Vinderslevholm, nær Silkeborg og Kjellerup i Midtjylland og siden 2016 på Clausholm Slot ved Hadsten.

Fremover kan man se med hver lørdag klokken 20.

Annonce

Et stykke af mig på den tallerken

Med beslutningen om at melde sig til programmet følger også den indbyggede risiko for, at tingene går galt. At kagen falder sammen, og ikke bliver, som den skulle være. Og det kan slå hårdt. Det ved enhver, der har fulgt bagedyst-deltagerne over de foregående sæsoner.

- Jeg har da selv siddet og tænkt, at der er da ikke noget at blive så ked af, fordi det går galt med en kage. Det er bare en kage. Men det er noget andet at være der. Vi har alle sammen knoklet i mange uger for at nå frem til den kage, og det er mig, der ligger på den tallerken, siger Victoria Sloth Askjær, der er pædagogikstuderende.

Deltagerne bruger ofte noget fra deres egen verden - et barndomsminde eller en yndlingssmag. Og hvis det så mislykkes, gør det ekstra ondt, fordi man har lagt så meget arbejde i det.

- Men det er nok noget, man skal have været deltager for helt at kunne forstå. Og vi har fået et helt fantastisk sammenhold, indskyder Victoria Sloth Askjær.

Bevidstheden om den indbyggede risiko for at falde igennem har dog ikke afskrækket.

- Jeg havde ikke tænkt så meget over det på forhånd. Jeg kommer fra et hjem, hvor man følger sine drømme, og derfor var det naturligt at kaste sig ud i denne udfordring. Jeg sprang bare ud i det, siger Victoria Sloth Askjær.

Annonce

En god oplevelse

De ni programmer i dette års udgave af "Den store bagedyst" er optaget fra påske og over de efterfølgende 10 uger. Mellem programmerne er der forberedelserne med kreativ tænkning og prøvebagninger derhjemme, så der har været rigtig meget bagning over en koncentreret periode.

Og den intensive bagning har sat sit præg på bagelysten i det daglige, selvom bagningen er den store hobby.

- Jeg har et firma, hvor jeg bager, så jeg har lavet kager til fester og den slags, når jeg har skullet det, og det gør jeg fortsat. Men det er længe siden, jeg har bagt sådan bare af mig selv, siger Victoria Sloth Askjær.

Det ændrer ikke ved, at deltagelsen i "Den store bagedyst" har været en rigtig god oplevelse med en indlagt portion personlig udvikling.

- Jeg er blevet god til at hvile i mig selv. Når der er fem kameraer på en hele tiden, tænker man ikke på, hvilken version af én selv de gerne skal se. Det er den rå udgave, og så må man hvile i det, siger Victoria Sloth Askjær.

Victoria Sloth Askjær gik i øvrigt videre fra det første program sammen med alle de andre deltagere, og kan således også næste lørdag opleves i tv. Hvor langt hun kommer må man se med lørdag klokken 20 for at finde ud af.

Sammen med en anden deltager fra Bagedysten, Rikke Baun fra Skive, besøgte Victoria Sloth Askjær torsdag i sidste uge Radio Viborg til fælles interview. Foto: Morten Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce