Annonce
Ugeavisen Møldrup-Aalestrup

Stadig fuld gang i Skals' byudvikling

Udviklingsplanerne gemmer blandt andet på spændende planer for Skalma-grunden i Skals. Arkivfoto: Morten Pedersen.
På trods af udfordringerne med Coronasmitten, fortsætter arbejdet med at udvikle Skals ufortrødent. Forslag til udviklingsplan for byen er lige nu i høring i Viborg Kommune.
Annonce

Skals: Borgerne i Skals er trukket i arbejdstøjet, og der arbejdes på projekter i alle størrelser i og rundt om byen.

Renovering af Skals Skole og børneinstitutioner, renovering, udvidelse og mulig flytning af plejecentret, etablering af seniorbofællesskab, etablering af ny bypark, ændring og forskønnelse af torvet og udvikling af Skalmagrunden er alle eksempler på større projekter, der enten er i gang eller lige på trapperne. Dertil kan så lægges alle de andre projekter og opgaver, som byens borgere arbejder på året rundt.

I centrum for det hele står Skals Borgerforening, der koordinerer aktiviteterne og projekterne i byen. Og der er nok at have styr på.

"Der arbejdes på utrolig mange fronter for at fortsætte den positive udvikling for Skals by og omegn," fortæller Heine Sørensen, formand for Skals Borgerforening, i en pressemeddelelse.

"Jeg oplever en stor gejst og vilje til at hjælpe hinanden med at løfte de meget forskellige opgaver og projekter, som allerede er sat i gang eller bliver det indenfor de næste år. Og det er til at realisere alt fra helt store projekter til daglige opgaver i og rundt om byen. Det er jeg meget stolt af kan lade sig gøre i vores by," siger Heine Sørensen.

Et overblik over de mange projekter, der er i gang. Grafik: Skals Borgerforening.
Annonce

Borgerdreven plan

Et af de seneste resultater af arbejdet i byen er den borgerdrevne udviklingsplan, som er blevet til efter en længere proces blandt byens borgere. Op til 300 deltog i dialogen og arbejdet med at lave oplægget til planen, som lige nu er sendt i høring på Viborg Kommunes hjemmeside.

"Arbejdet med at forme udviklingsplanen har været over al forventning. Jeg synes, den er blevet rigtig god og viser hvor mange gode ideer og engagement, vi kan mønstre i Skals. Nu, hvor planen er i høring, håber jeg at så mange som muligt bruger lidt tid på at kigge den igennem på Viborg Kommunes hjemmeside, og kommer med kommentarer til den derinde. Så har vi en fantastisk udviklingsplan, vi kan arbejde videre med i de kommende år," slutter Heine Sørensen.

Den borgerdrevne udviklingsplan kan findes på Viborg Kommunes hjemmeside. Link til siden findes på Skals Bys hjemmeside www.skalsby.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce