Hesbjerg: Flere læsere har efter tirsdagens nyhed om Den Danske Naturfonds køb af Hesbjerg Skov, set sig nysgerrige på, om det mon betød, at også det navnkundige og særprægede Hesbjerg Slot var med i handlen.
Det er det ikke. Ja, faktisk forholder ejerskabet sig snarere modsat, da fonden er herre over den del af Hesbjerg Skov, som ligger tæt op ad slottet, og det skabte sidste sommer uvished om naturstiens fremtid.
- Vi ejer cirka fem hektar af skoven, hvor vores natursti løber, men den går også et godt stykke ind i den øvrige del af skoven. Vi var derfor usikre på, om et nyt ejerskab betød, at vi måtte nedlægge stien. Nu har vi ikke været i dialog med Den Danske Naturfond, men jeg har da en umiddelbar forestilling om, at vi kan finde en god løsning. Især, når deres vision er, at det skal være en skov for naturen, som gerne vil vise sig frem til borgerne, siger Henrik Jacobsen, der er næstformand i Hesbjerg Fonden.
Naturstien er et såkaldt naturarium - et begrænset område i naturen, hvor der er skabt et landskab, hvor besøgende kan lære naturen bedre at kende. Det er i Hesbjergs tilfælde tænkt som en koncentreret samling af den danske flora og fauna.