Brandts Passage: Kogebøger er der mange af, men ifølge chokolademager Morten Aagaard manglede der en dansk chokoladebog, som udelukkende koncentrerede sig om at arbejde med chokolade i sin rene form. Derfor satte han sig til tasterne og skrev ”Mortens bog om chokolade”.
- Der er mange bøger, der fortæller om chokolade i en mere bred forstand. Bøger med opskrifter på kager, mousser, bagværk og alt muligt andet. Men jeg manglede en grundbog om chokoladetemperering og arbejdet med fyldte chokolader, fortæller han.
Chokoladeerfaring
I løbet af chokoladebutikkens korte levetid, har Morten Aagaard holdt mange chokoladekurser. Et spørgsmål fra kursisterne stod dog altid ubesvaret.
- Jeg manglede en dansk chokoladebog, som jeg kunne henvise mine kursister til. Jeg havde selvfølgelig udviklet mit eget kursusmateriale, som kursisterne kunne gå hjem og arbejde med. Men hvad hvis de havde lyst til at arbejde videre? Så satte jeg mig til computeren og samlede alle mine erfaringer, siger han.
Chokolade i historisk perspektiv
Bogen er dog mere end blot en guide til chokoladetemperering.
- Jeg går altid til de ting, jeg arbejder med, som en opdagelsesrejsende. Derfor begyndte jeg også at interessere mig for chokoladens historie. Det er en god måde at lære sin hovedingrediens at kende på, og det giver en stor respekt for arbejdet. Jeg fandt ud af, at chokoladen har en spændende historie. Det blev grundlaget for mine chokoladeforedrag. Nu er historien også skrevet ned som en del af min chokoladebog, siger han.
Morten AagaardMin innovative tilgang til chokolade er mit varemærke. Det vil jeg selvfølgelig gerne værne om, men jeg synes samtidig, at en chokoladebog skal indeholde opskrifter. Så ja, der bliver åbnet op for hemmelighederne
En af de spændende historiske fortællinger handler om, hvordan den katolske kirke i mere end hundrede år – med hele tre paver som vidne – kæmpede om chokoladen.
- Man får jo energi af chokolade. Så når munkene drak varm chokolade under fasten, så blev man rygende uenige om, hvorvidt drikken rent faktisk var en drik – eller om det egentlig var en tynd vælling eller en form for grød. Det tog altså hundrede år at få løst det mysterium, fortæller Morten Aagaard.
Hemmelige opskrifter
Samtidig åbner Morten Aagaard en smule op for sine opskrifter. En skattekiste som chokolademageren ellers holder lukket.
- Jeg har opskrifter, som jeg har udviklet og arbejdet med helt fra begyndelsen af min chokoladeforretning. Mine kunder kommer netop fordi, smagen i mine chokolade er genkendelig og unik. Min innovative tilgang til chokolade er mit varemærke. Det vil jeg selvfølgelig gerne værne om, men jeg synes samtidig, at en chokoladebog skal indeholde opskrifter. Så ja, der bliver åbnet op for hemmelighederne, siger Morten Aagaard, der har arbejdet videre med sine opskrifter, så de også fungerer i et almindeligt køkken.
”Mortens bog om chokolade” koster 180 kr. og kan købes i chokoladebutikken i Brandts Passage i hjertet af Odense fra den 28. august – og bestilles via www.mortenschokolade.dk