Annonce
Ugeavisen Odense

Rottereden, der kunne have været en perle: - Der er ikke noget at kæmpe for - huset kan ikke reddes

Erik Olsen begræder bygningens forfatning og mener, at loven bør ændres, så andre bevaringsværdige bygninger kan reddes i fremtiden. Foto: Kristian Isaksen.
Erik Olsen kæmpede for 10 år siden imod nedrivningen af det gule bindingsværk på Hollufgaardsvej i Højby. Igen i 2014 talte han den bevaringsværdige bygnings sag. Men nu ser det alligevel ud til, at kampen er tabt.
Annonce

Højby: - Huset er jo en rotterede, taget er utæt, der vokser træer indenfor og nu har politiet sørget for at sætte et hegn op, fordi det er vurderet, at der er en reel nedstyrtningsfare.

Erik Olsen står ved et hegnindpakket bindingsværk på Hollufgaardsvej og lufter argumenterne for, hvorfor huset nok snart bliver revet ned.

Han er ellers stor tilhænger af bygningen og bevarelsen af den.

Når han opsummerer alt det, der er galt, er det for at belyse, hvori hans indignation og undren består.


Hver gang, vi river et stykke kultur ned, så kommer der ikke noget nyt. Der mangler grundlæggende respekt for kulturelle bygninger. Fra min synsvinkel burde loven ændres. For det her kommer til at ske igen og igen i Odense. Det er jo sket før. Der er ingen idé i at forbyde nedrivning, hvis det udelukkende handler om at forlænge en bygnings levetid i stedet for rent faktisk at bevare den

Erik Olsen


Ifølge ham er lovgivningen, med sine indbyggede paradokser, en katastrofe.

- Huset er bevaringsværdigt, men ikke fredet. Det vil sige, at der ikke påhviler ejeren pligt til at vedligeholde det, men kommunen har i sin tid vurderet, at det historiske islæt gjorde det for værdifuldt til nedrivning. Men det giver jo ingen mening, for Reitan-gruppen, der ejer Rema 1000 og dermed matriklen har aldrig ønsket at bevare huset, så de har blot kunnet vente på, at det af sig selv ville forfalde. Det har det gjort nu. Og det fatter jeg ikke. Jeg kan ikke forstå, at lovgivningen er, som den er, siger Erik Olsen, der tidligere har kæmpet bravt for bygningen.

Bindingsværket i Højby med Erik Olsen i forgrunden og Rema 1000 i baggrunden. Det er blevet hegnet ind af frygt for nedstyrtning. Foto: Kristian Isaksen
Erik Olsen med sin kone Alice Olsen i 2010. Dengang så bygningens omgivelser væsentligt anderledes ud. Foto: Yilmaz Polat

- Men der er ikke noget at kæmpe for mere. Jeg selv er gammel bygmester og jeg kan se, at opgaven er stort set umulig i dag. Der skulle have været investeret i vedligehold for lang tid siden, hvis huset skulle reddes.

Annonce

Manglende respekt

Det gule bindingsværk ser fuldkommen malplaceret ud på sin lille halvø omgivet af asfalt og parkeringspladser. Idyllen på den gamle matrikel er for længst borte og huset indtager snarere rollen som Højbys skamplet end som en del af landsbyens kulturarv.

- Det kunne have været så meget anderledes. I dag er det en rotteplage. En øjebæ, som borgerne helst vil være fri for. Men i sin tid, da den sidste ejer døde i 2008 og ingen private var interesserede i at købe huset, der var snak om at gøre det til et beboerhus, som de frivillige kunne have fikset. Vi kunne virkelig have haft en perle her i Højby, hvor historien var blevet bevaret. I stedet har vi fået en skamplet, ingen vil kæmpe for. Det synes jeg, er trist.

I 2010 og i 2014 var Erik Olsen på barrikaderne for at bevare huset. Han råbte højt med en vis succes. Og han gjorde det, fordi kulturen bærer en særlig plads i hans hjerte.

- Vi skal værne om historien. Hver gang, vi river et stykke kultur ned, så kommer der ikke noget nyt. Der mangler grundlæggende respekt for kulturelle bygninger. Fra min synsvinkel burde loven ændres. For det her kommer til at ske igen og igen i Odense. Det er jo sket før. Der er ingen idé i at forbyde nedrivning, hvis det udelukkende handler om at forlænge en bygnings levetid i stedet for rent faktisk at bevare den.

Er du afklaret med, hvis beslutningen bliver, at det skal rykkes ned?

- Den nuværende forfatning taget i betragtning, er det forståeligt. Det er et sørgeligt syn, og jeg mener, kommunen bærer et ansvar. Der skulle være gjort mere. Odense bliver en fattigere by, hvis det skal rives ned. Men som det er nu, er der ikke noget at sige til det. Det skulle bare aldrig være kommet så vidt.

Bindingsværkets skæbne bliver formentlig afgjort i denne uge, hvor meget altså tyder på, at en nedrivning er i vente.

Avisen følger op.

Hvor græsset gror vildt på dette billede er indkørslen til Rema 1000 i dag. Huset blev første gang nævnt i 1844 som bopæl for væver Rasmus Pedersen og hans familie. Arkivfoto Yilmaz Polat
Et træ er vokset op inde i stuen. Foto: Kristian Isaksen
Rotter er kommet op igennem kloakken. Foto: Kristian Isaksen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

50 år med blå strømper

Annonce