Kære jordemødre på OUH - I tændte et lys, da det var allermørkest

Er vi generelt for dårlig til at takke, når noget virkelig har rørt os? Og for gode til at brokke os ved det mindste vink? Måske. Jeg har skrevet denne hyldest, fordi det sjældent har været så fortjent. Fordi det ville have været skammeligt at lade være. I jordemødre gjorde en forskel for min kæreste - og for mig -, da nøden var størst. Og for det skal I have verdens største tak.