Annonce
Ugeavisen Øboen

Godt, at vaccinationscentrene bredes ud

Michael Lorenzen

Hænger det dig ikke langt ud af halsen at skrive om corona? Sådan er jeg flere gange blevet spurgt inden for det seneste års tid, og svaret er lige så kort, som det er enkelt: - Jo. Men der er ingen vej uden om. Covid-19 har vendt op og ned på alting, og aldrig før har en sygdom fået så megen opmærksomhed.

Et tankeeksperiment: Hvad nu hvis de moderne medier, inklusive de såkaldt sociale medier, havde eksisteret under "Den spanske Syge"? Sygdommen hærgede fra 1918-20 og kostede skønsmæssigt 50 millioner mennesker livet på verdensplan, herunder 15-18.000 danskere. Det er næsten ikke til at forestille sig, hvordan man nyhedsmæssigt havde håndteret denne katastrofe.

Men lige nu handler det meste om corona, både i Danmark og store dele af den øvrige verden.

Det seneste års forløb har vist os, at der også findes masser af "mandagsvirologer". Ikke mindst i debatten om genåbning/ikke-genåbning af det danske samfund.

Derfor var det en opløftende nyhed, der kom her forleden, at Langeland får eget vaccinationscenter. Det er kun én dag om ugen, men med udsigten til i begyndelsen at få 200 vaccineret og senere 400, måske endda flere, vil indsatsen komme op i tempo. For mange andre kommuner får et lignende tilbud, og mange borgere slipper for lange ture til en af de større byer for at få sine stik.

Hyppigt kommer der ændrede meldinger om, hvornår den danske befolkning er færdigvaccineret. Om det er sidst i juli, engang i august eller senere kan ingen selvsagt give garantier for. Nye forudsætninger kan komme ind fra højre, nye mutationer kan ændre "spillereglerne", udviklingen i nabolande har indflydelse, og meget mere kunne nævnes.

Inden for fodbold findes et begreb, kaldet "mandagstrænere". Det er alle os, der ved meget bedre end dem med ansvaret på bænken - men først når kampen er spillet! Det seneste års forløb har vist os, at der også findes masser af "mandagsvirologer". Ikke mindst i debatten om genåbning/ikke-genåbning af det danske samfund.

Det er vel naturligt nok? Det danske samfund følger to modsatrettede spor: Troen på autoriteter er svækket, herunder alt, hvad der har med lægestanden og lægevidenskab at gøre.

Omvendt har myndighederne stærkere beføjelser end i mange årtier, og muligheden for at kigge selvsamme myndigheder i kortene er begrænset inden for den seneste halve snes år. Den slags giver grobund for konspirationsteorier og får i hvert fald ikke antallet af "mandagsvirologer" til at falde.

Selvfølgelig skal myndigheder kunne træffe beslutninger, og covid-19 har med al tydelighed blotlagt, at det i nogle situationer skal ske både hurtigt og af indlysende årsager på et mangelfuldt grundlag af viden. Til gengæld kunne myndighederne så, som i nabolandet Norge, lægge så meget af sit beslutningsgrundlag som muligt frem for offentligheden. Så man kan diskutere indsatsen og lære af erfaringerne.

Jeg kender godt indvendingen om, at det vil svække myndighedernes mulighed for at agere. Det er for at sige det ligeud noget vrøvl. Ingen ved deres fulde fem vil vel påstå, at Norge ikke fungerer? Man kan drille broderfolket i nord for mange ting. Man kan skælde ud over fordelingen i 1960'erne af olie- og naturgasfelter. Man kan se, hvordan nordmændene ligger i forhold til danskere på ranglisten over verdens lykkeligste folk.

Og nordmændene har da også lige som her i Danmark set voldsom opblussen af corona i perioder, ikke mindst i storbyerne. Men samlet set har landet ikke været værre ramt end os.

Lad os håbe, at vi snart får, om ikke bugt med covid-19, så dog situationen så meget under kontrol, at vi kan leve nogenlunde normalt igen. Og glæde os over, at det vil vaccinationscentret på Langeland give sit bidrag til.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Øboen

Sølvbryllup

Ugeavisen Øboen

Dødsfald

Ugeavisen Øboen

Roklub får ny bro

Annonce