Annonce
Ugeavisen Øboen

Tennis

Rudkøbing Tennisklub har fem udendørs baner på Strandbakken og en indendørs i Ellehaven. Arkivfoto

Rudkøbing Tennisklub blev stiftet i 1910 og vil som supplement tilbyde en ny form for tennis, der spilles i et lukket bur.

Annonce

Rudkøbing: Tennisklubben i Rudkøbing arbejder i øjeblikket på at etablere en padelbane til en ny form for tennis, som spilles i et lukket bur med bander og med bats i stedet for ketchere.

Padeltennis er den hurtigst voksende sportsgren i det meste af Europa.

- Vi har forventet byggestart 1. marts næste år og håber meget på, at padeltennis, som er nemt at gå til, vil kunne trække mange nye medlemmer og fastholde de nuværende, som forhåbentlig bliver glade for en ny udfordring.

Det fortæller bestyrelsesmedlem Henrik Jensen, der er ansvarlig for ungdomsspillerne og bor i Nyby ved Ristinge.

Klubben kæmper med de samme problemer som det øvrige Langeland.

- Der er ikke så mange ungdomsspillere. Vi har i øjeblikket omkring 30 aktive juniores med to U14 turneringshold. Klubben har tidligere spillet i 3. division med førsteholdet, men i øjeblikket er der ikke så stor interesse for turnerings-tennis blandt seniorspillerne, hvor gennemsnitsalderen efterhånden er betragtelig. I klubben ligger der en del stævner og traditioner, som vi hele tiden forsøge at holde fast i - og udvikle.

Rudkøbing Tennisklub har i øjeblikket fire grusbaner på Strandbakken og en tennishal i Ellehaven i Rudkøbing, og hallen betegnes som meget velfungerende.

Udendørssæsonen begynder i maj med åbent hus og fortsætter frem til slutningen af september.

Herefter er der mulighed for at spille indendørs.

Klubben i Rudkøbing bruges også en del af turister, som ofte lægger vejen forbi anlægget, samt af tidligere klubmedlemmer, der er flyttet fra Langeland.

Sådan kan den nye form for tennis i Rudkøbing tage sig ud. Pr-foto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce