Brevkassen: - Hvad tænker folk mon om mig?

Hej Heike

Jeg er sygeplejerske og elsker mit job.

I min arbejdsfunktion er jeg velfungerende. Jeg kommer godt ud af det med mine kollegaer og patienterne. Mit problem er i mit privatliv, hvor jeg er bange for, hvad folk tænker om mig, og jeg kan derfor være stille eller tilbageholdende i sociale sammenhæng.

Jeg synes, at det er svært at møde nye mennesker. Jeg har været i behandling hos en kognitiv terapeut og synes bestemt, at det har hjulpet, men jeg kunne tænke mig flere værktøjer og råd til, hvordan jeg kan takle min usikkerhed.

Hilsen Anna

Kære Anna

Rutiner kan give os en tryg ramme at agerer i. På hvilken som helst arbejdsplads er der en kultur, som er medskabt af medarbejdere. Det er organisationens personlighed, så at sige, som baserer på fælles værdier, traditioner, overbevisninger og den måde man arbejder sammen på. Det er oftest noget underliggende og uspecificeret, som vi ubevidst er med til at opretholde ved at indgår i fællesskabet. Det kan være opbyggeligt eller nedbrydende afhængig af, hvor meget kulturen på arbejdspladsen falder i hak med ens egen personlighed.

Det, der modvirker angst, er tryghed, og vi kan skabe tryghed enten gennem tillid, struktur eller kontrol. Dine gode kollegaer, din faglighed og rutinerne er med til at skabe en atmosfære, der hjælper dig med at tilsidesætte din sociale usikkerhed, således at dit fokus kan rettes udadtil.

Det er som det skal være, men det er også ganske almindeligt, at man har en større selvfokus i privatlivet, hvor man ikke kan søge dækning i sin professionalitet. Til gengæld kan man drage læring af de områder i ens liv, hvor det synes at fungere bedre.

1. Det er ok at være privat, introvert eller blot lidt mere stille end andre. Det kommer an på, hvordan man har det med det. Man må stille sig spørgsmålet, om man gerne vil være mere ekstrovert, fordi man har en idé om, at det er bedre eller om det rent faktisk er bedre.

Jeg møder mange rummelige mennesker, som er tolerante overfor forskellighed bare de ikke selv udskiller sig. Der tænker jeg, at der kan være en udviklingsmulighed og en gave i at øve sig i mere selvaccept.

2. Kan det være meningsfuldt at være lidt tilbageholdende? Er der noget naturligt i at være en smule usikker, at se folk an og være afventende inden man kaste sin lid på dem? Med andre ord: Er der dele i den sociale usikkerhed, der også kan være almindelig sund skepsis?

3. På en arbejdsplads har man ofte fraser og vendinger eller en bestemt jargon man bruger gentagne gange, som alle forstår. Der er fx sætninger, som man siger til patienter, som får dem til at føle sig godt tilpas, giver tillid, håb eller trøst.

Sådan nogle sætninger kan man også have for privatlivet, såkaldte icebreakers eller conversation starters. Samtidig kan høflighedsfraser være med til at holde dialogen i gang. Filosoffen Arthur Schopenhauer har engang sagt, at høflighed er ligesom en luftpude; det er måske uden indhold, men det mildner livets stød.

Jeg forstår det således, at høflighed kan være yderst meningsfuldt især i det første møde, hvor man intet aner, hvem man har at gøre med og hvad de har oplevet. Der kan opstå mange misforståelser og man kan komme til at såre nogen med en for tidlig kæk bemærkning.

Smalltalk er et håndværk som alle kan øve sig i og blive bedre til og ganske vist er det en elegant introduktion til noget, der engang kan blive ”big talk”.

4. Hvis man har styr på sin opmærksomhed, så har man styr på noget meget væsentligt især ifm. angst. Ret opmærksomheden på de nye mennesker du møder, stil dem spørgsmål – gerne flere og gerne uddybende indtil du finder en kulturel overensstemmelse med din personlighed. Det gør dig selv mere tryg og vedkommende føler sig set. De fleste mennesker kan godt lide, at man viser interesse. Det hjælper dig med at orientere dig socialt blandt nye mennesker, samtidig med at det tvinger dig ud af den selvfokus, der forstærker angsten.

Alle har en historie og du er bestemt ikke alle med din usikkerhed.

God vind

Kærlig hilsen

Heike