Svendborg: Iværksætterhuset på Kvægtorvet kan nu skrive endnu en virksomhed i den maritime branche på postkassen. Besigtigelseskontoret af 1914 etablerer som led i deres vækststrategi nu en lokalafdeling i Svendborg. Jan Rindebæk, tidligere teknisk direktør i rederiet Uni-Tankers A/S, bliver ny mand bag roret med titel som general manager.
Det er ikke tilfældigt, at virksomheden har Svendborg i kikkerten, fortælles det i en pressemeddelelse:
- Byens maritime miljø er en fantastisk smeltedigel i kompetencer inden for den maritime sektor. Det er det helt ideelle sted at udbygge forretningen fra, siger Jan Rindebæk, der har boet i Svendborg med sin kone i en årrække.
Skader på skibe kan forebygges
Hans primære opgave bliver havariinspektioner; besigtigelse af skader på skibe og at forebygge, at skaderne sker. En typisk skade kan for eksempel være to skibe, der støder sammen og skader stål og maskineri. Her træder Besigtigelseskontoret af 1914 til og agerer uafhængig havariekspert. Virksomheden tilbyder både her-og-nu opklaring samt projektstyring, når et skib for eksempel skal bugseres tilbage til land.
Oftest er menneskelige fejl årsagen til skaderne, og dermed er der mulighed for at forebygge. Jan Rindebæk tilbyder derfor også workshops og seminarier på blandt andet SIMAC som gæsteforelæser.
Fra København til Svendborg
- Jeg glæder mig til at udvikle konceptet og udbygge porteføljen. Derudover er der en lang række spændende teknologiske muligheder inden for branchen. Det giver mening både bæredygtighedsmæssigt og i en coronatid, hvor det er nærmest umuligt at rejse ud og tilse skaderne, siger Jan Rindebæk.
Jan RindebækSvendborgs maritime miljø er en fantastisk smeltedigel i kompetencer inden for den maritime sektor. Det er det helt ideelle sted at udbygge forretningen fra.
Udover det nye lokalkontor i Svendborg er virksomheden også repræsenteret i Esbjerg. Hovedkontoret ligger i København, hvor man fokuserer på de udenlandske aktiviteter, blandt andet markedsføring. Derfor har man fastholdt det engelske navn ”Survey Association of 1914 Ltd. A/S”. I Svendborg holder man sig dog til den danske version.
- Jeg ser frem til samarbejdet med en teknisk ekspert som Jan Rindebæk. Han er garant for erfaring, høj faglighed og integritet. Med ham i spidsen for vores nye lokalafdeling kommer vi tættere på lokalmarkedet og kunderne, siger Henrik Uth, CEO, Survey Association, i pressemeddelelsen.
Kort om virksomheden
Besigtigelsesvirksomheden Survey Association har været i branchen siden 1914. Virksomheden var ejet af Codan indtil 2017, hvor den nuværende ledelse løsrev sig og købte firmaet ud.
Hovedkontoret ligger i København og har derudover lokalkontorer i Esbjerg og Svendborg, hvorfor firmaet også har beholdt det gamle navn: Besigtigelseskontoret af 1914.
Survey Association har også projektsamarbejder i Japan og USA inden for risikostyring og vejledning inden for off shore vind.