Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Salg af byggegrunde nærmer sig: Lokalplan forventes godkendt i starten af november

Det er den første etape af udstykningen, nederst på grafikken her, hvor byggemodningen forventes af kunne gå i gang, når lokalplanen er endeligt godkendt. Grafik: Kolding Kommune
Lokalplanen for udstykningen af 43 parcelhusgrunde på den nordlige del af Hvidkærgårdsvej forventes godkendt i starten af november, og så kan byggemodningen og reservationen og salg af grunde så småt gå i gang i den første etape af byggeriet.
Annonce

Vamdrup: Det har ladet vente på sig siden før sommerferien, men i starten af november er politikerne i Kolding Kommune endelig klar til at godkende lokalplanen, der kan sætte skub i byggemodningen af nye parcelhusgrunde på den nordlige del af Hvidkærgårdsvej.

- Det er en sag, som har været undervejs i noget tid, så det er glædeligt, at man endelig kan begynde at tage de næste skridt, siger Yrsa Mastrup, som er medlem af teknik- og klimaudvalget for Venstre i Kolding Kommune.

Byggemodningen består af tre planlagte etaper. Den første etape af byggeriet omfatter 13 parceller. Efterhånden som etape 2 og 3 skal gå i gang, vil der tilsvarende blive søgt bevillinger til dette.

Udgifterne til byggemodningen af den første etape, der omfatter areal-erhvervelse, etablering af boligveje, stier, belysning, beplantning, tilslutningsbidrag til forsyningsvirksomheder og lignede forventes at udgøre 4,7 millioner kroner. Salgsindtægterne forventes at udgøre samme beløb.

Annonce

Lang tid undervejs

Den endelige godkendelse af lokalplanen har trukket ud på grund af et veto fra Haderslev Stift, som gjorde indsigelse, da man i stiftet mente, at lokalplansforslaget ikke sikrede oplevelsen af Vamdrup Kirke som et markant kendingsmærke i landskabet.

- Der skulle være en aftale om en endelig lokalplan på plads, men det hele skal lige ned på skrift, før det kan blive helt formelt godkendt, siger Yrsa Mastrup.

Hun ved endnu ikke, hvilket prisleje byggegrundene vil blive solgt i, men grundene forventes at blive i størrelsesordnen fra 840 til 1200 kvadratmeter, og reservering og salget af grunde skulle efter planen starte inden for det næste halve år.

- Det er et spørgsmål om tid, men jeg forventer, og jeg håber, at de 13 grunde i den første etape kan reserveres i slutningen af året og udbydes til salg i starten af 2021. Det kommer lidt an på, hvornår det hele lige falder endeligt på plads, men i udvalget har vi skyndet på, fordi vi gerne vil have gang i salget så hurtigt som muligt, siger Yrsa Mastrup.


Det er et spørgsmål om tid, men jeg forventer, og jeg håber, at de 13 grunde i den første etape kan reserveres i slutningen af året og udbydes til salg i starten af 2021.

Yrsa Mastrup


Det forventes, at lokalplanen bliver godkendt på et møde i plan,- bolig- og miljøudvalget den 4. november.

Den kommende udstykning er placeret på et godt syv hektar stort areal. Udover at udlægge området til boligformål skal lokalplanen ligeledes beskytte diget i området og sikre den fire-længede gård Bastrupminde, som er bevaringsværdig.

Om udstykningen

Udstykningen på den nordlige del af Hvidkærgårdsvej består af et cirka syv hektar stort areal.

Lokalplanområdet bliver delt ind i tre grupper:

Nærmest Bastrups eksisterende bebyggelse bliver der udlagt 13 parcelhusgrunde.

Centralt i området kommer der 14 parcelhusgrunde, som afgrænses af det beskyttede dige mod øst og et levende hegn mod vest.

Længst mod vest og nord for den eksisterende gård lægges der op til 16 byggegrunde omkring et grønt opholdsareal og et regnvandsbassin.

Der bliver to adgangsveje fra Hvidkærgårdsvej ind til området, hvor husene må bygges i op til to etager og maksimum 8,5 meters højde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vamdrup

Jobcentret flytter

Annonce