Annonce
Ugeavisen Vejle

Biblioteket anbefaler: TV-serien, der tog verden med storm

Game of Thrones tog verden med storm - og med god grund. Har du ikke set serien, kan du låne den på biblioteket. Foto: Vejle Bibliotekerne
Ansatte ved Vejle Bibliotekerne anbefaler hver uge et stykke litteratur, musik eller en film i Ugeavisen Vejle. I denne uge tager bibliotekar Theis David Hambo Sand et tilbageblik på den episke fantasyserie Game of Thrones.

Vejle: Det er næsten to år siden, at den sidste episode af Game of Thrones rullede over skærmen, men den 17. april i år markerede 10 års jubilæet for premieren på den episke fantasyserie.

Game of Thrones var en kolossal del af den globale popkultur. Bare sig “Winter is coming”, og der er en stor chance for, at folk ved hvad du taler om. Serien tog verden med storm, og jeg vil vove at påstå, at ikke siden filmatiseringen af Tolkiens’ Ringenes Herre, har et univers fascineret folk på denne måde.

Kontroversiel og chokerende

Men allerede fra starten, skabte serien kontroverser verden over. Folk var lige dele betagede af og forargede over det, til tider, meget grafiske udtryk. Om det var hud, blod eller menneskelig forfærdelighed, så lagde serien ikke fingrene imellem - og måske det er derfor, at folk blev så draget af fortællingen?

Jeg kan i hvert fald stadig huske den første sæson, og hvordan det kom som et chok, at en karakter, som jeg forventede ville være en gennemgående hovedperson, mistede sit hoved. Det var lidt af en udfordring at slå sig til tåls med det, som foregik på skærmen; kunne jeg overhovedet heppe på nogen af karaktererne? De kunne jo alle miste livet om lidt!

Netop denne usikkerhed, var et af de elementer, som for alvor fascinerende ved Game of Thrones. Man vidste aldrig helt, hvem man kunne stole på, eller hvem som rent faktisk klarede sig igennem med livet i behold. Det var en slags spænding uden forløsning, som trodsede mange af de karaktertræk, vi er vant til ved genren. Normalt opnår hovedpersoner en form for plotmæssig sikkerhed, som gør, at de ikke bare pludseligt dør. Men denne serie vendte det hele på hovedet, og selv karakterer som vi begyndte at holde med, var ikke undtaget. Måske var det det, der var meningen? At vi netop ikke skulle føle, at der var nogen form for sikkerhed i Westeros? Det gav i hvert fald grobund for en masse spænding og fik mig til at følge trofast med hver uge.

Hvad bringer fremtiden så for Game of Thrones-universet? HBO er i samarbejde med George R.R. Martin begyndt på indspilningen af en forgænger med titlen House of the Dragon, som tager solidt udgangspunkt i bogen Ild & blod. Her følger vi House Targaryen under dets storhedstid og får et mere intimt indblik i den royale dragefamilie og de hændelser, som var med til at skabe det Westeros, vi kender fra Game of Thrones.

Kan du ikke vente med at få dit fiks, så kan du låne og se eller gense hele serien på biblioteket, eller få et andet indblik i det fantastiske univers, ved at dykke ned i bogen The History Behind Game of Thrones: The North Remembers af David Weinczok.

Her udforsker David Weinczok den skotske historie, og drager paralleller til en række karakterer, begivenheder og temaer, der vækker genklang med hændelserne i Game of Thrones. Han besøger slottet, hvor det virkelige røde bryllup fandt sted, retter blikket mod de frygtindgydende stammer, som boede på den anden side af Hadrians mur, og udforsker hvordan et blodrødt hjerte blev den mest frygtede symbol i Skotland.

Bogen er et godt læs for alle, som er fans af serien, og nysgerrige om hvor George R. R. Martin fandt inspirationen til sine bøger.

… Summer is coming!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Irmas brevkasse: Datter vil ikke spise

Annonce