Annonce
Ugeavisen Vejle

Den lille forretningsdrivende: Det er virkelig svært lige nu

Salar Gelal, Olivenland på Gammelhavn i Vejle, håber, at folk snart må holde fester igen. Han kan ikke holde en fornuftig omsætning, uden at kunne levere buffeter. Foto: Lars Saugbjerg
Vejles måske mindste fødevarebutik er hårdt ramt. På grund af forsamlingsforbuddet er der ingen fester og store fødselsdage. Og uden dem, er der ingen ordre i bogen hos Olivenland. Fremtiden er usikker.
Annonce

Vejle: Der er kun plads til én kunde i den lille kælderforretning på Gammelhavn, hvor 48-årige Salar Gelal tryller små gourmetoplevelser frem. Det er velsagtens byens mindste fødevarebutik.

Er Salar Gelal så heldig, at der kommer flere kunder på én gang, må de stille sig i kø på trappen. Men lige nu er han ikke heldig.

De fleste virksomheder, der handler med fødevarer, har i forbindelse med corona-nedlukningen skabt større omsætning. Men hos Olivenland er den raslet ned. Nok sælger indehaveren en lang række interessante, hjemmelavede specialiteter - for eksempel feta-creme, aubergine-creme og hummus - men det er de store buffeter, han lever af.

- Det er virkelig svært lige nu, omsætningen er faldet drastisk. Jeg er bange for, at butikken må lukke, hvis ikke restriktionerne bliver ophævet. Jeg lever af at sælge buffeter til selskaber og fødselsdage, så når folk ikke har mulighed for at samles til fester, går det hårdt ud over min forretning, siger Salar Gelal, der har brugt sine feriepenge på at betale regninger.


Jeg lever af mine buffeter. Men jeg har næsten ikke haft nogen bestillinger i syv-otte måneder. Der bliver jo ikke holdt store selskaber og fødselsdage

Salar Gelal, Olivenland


Annonce

Må finde et ekstra job

Olivenland åbnede i november 2018. Salar Gelal, der er fra Syrien, fortalte dengang avisen om sin passion for madlavning.

- Som barn stod jeg altid i køkkenet, når min mor lavede mad. "Hvad laver du her. Du skal gå ind og sætte dig hos mændene", sagde hun. Men jeg elsker at lave mad. Jeg elsker at være i køkkenet og bage og lave mine egne specialiteter. Det er mit liv, lød det fra den autodidakte kok.

Godt to år efter åbningen står der på menuen stadig oliven i egen krydderiblanding, diverse sandwicher og kager med mellemøstlig smag.

Salar Gelal vil kæmpe en brav kamp, men hvis landet ikke snart åbner op, så...

- Ja, så bliver det nok nødvendigt for mig at finde et ekstra job. Vi må se, hvad regeringen beslutter sig for, og så må jeg tage en beslutning. Det er en svær situation.

- Reglerne for hjælpepakker er indviklede, og der er stor risiko for, at jeg intet kan modtage, tilføjer butiksindehaveren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce