Annonce
Ugeavisen Vejle

Din perfekte indgang til fantasy-genren

Ansatte ved Vejle Bibliotekerne anbefaler hver uge et stykke litteratur eller musik i Ugeavisen Vejle Weekend. I denne uge anbefaler ungeformidler Anders Østergaard Andersen fantasy-romanen "Mithos med fornuft og spiritualitet side om side.

Annonce

Bøger: Kristian Leth er af de fleste kendt som enten digter, forsanger eller søn af Jørgen Leth, men med debutromanen Mithos træder Kristian Leth nu i karakter som fuldbolds fantasyforfatter. Hans baggrund som poet og selverklæret fantasynørd udgør en vindende kombination og resulterer i en særdeles velskreven og stilsikker fantasyroman rettet mod voksne - ældre såvel som "young".

I romanen følger vi den 13-årige dreng, Taom, som bor i ø-riget Mella, hvor den eneherskende Kejser har forbudt al magi og overtro. Taoms far er Kejserens mest betroede videnskabsmand og rejser riget rundt for at bekæmpe magi og overtro. Taom er udset til den samme opgave, men da han begynder at få uforudsigelige syner blandt andet om rigets undergang, tager han sammen med veninden Aena på en (dannelses)rejse dybt ind i Skoven, hvor det mystiske Broderskab lever i eksil.

Taom går i lære hos mystikeren Endigo, men snart må han og Aena rejse tilbage til hovedstaden Mantua, hvor dommedag nærmer sig.

På deres vej tilbage bliver Taom og Aena adskilt og må igennem hver sin farefulde færd tilbage til civilisationen. Undervejs støder de på bjørne, ulve, abelignende væsener og reinkarnationer, alt i mens de forsøger at finde ud af, hvem de er.

Fans af fantasygenren vil nikke anerkendende til Kristian Leths fine brug af fantasygenrens grundelementer, heriblandt de klassiske symboler og myte-elementer, og særligt læsere af New Weird-forfattere som Jeff VanderMeer vil sætte pris på historiens apokalyptiske undertoner. Der er dog skåret ned for genrens mere paranormale elementer, så frygt hverken teenagevampyrer eller -varulve.

Bogen er med sine 350 sider en del kortere end den gennemsnittelige fantasy-mursten, og som konsekvens er romanens univers og persongalleri knapt så omfangsrigt og dybdegående sammenlignet med tidens udgivelser. Det virker dog til at være en bevidst prioritering fra forfatterens side. Han har uden tvivl haft som mission at drage flere læsere til fantasigenren, og det burde da også lykkes for ham.

Annonce

Malerisk sprog og dybsindigt komplot

Kristian Leths baggrund som poet skinner klart igennem, og sproget er malerisk, intellektuelt og flyder som floden i Mantua. Sproget vil sandsynligvis falde i god jord hos den garvede romanlæser, men det havde måske klædt romanen med et par skæve karakterer eller humoristiske passager undervejs.

Generelt er der tale om en meget seriøs fantasyroman med et yderst dybsindigt plot og et tankevækkende budskab om at tillade fornuft og spiritualitet at eksistere side om side: Et relevant og vigtigt budskab, ja, men måske en smule for abstrakt for især yngre læsere.

Kristian Leth har uden tvivl brugt en masse tid og energi på at udvikle en fantasiroman, der ikke blot underholder, men som også øger læserens bevidsthed. En glimrende indgang til fantasygenren for den nysgerrige og nogenlunde fantasifulde læser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce