Annonce
Ugeavisen Vejle

Guitarsafari: Fremtidens musikundervisning er skabt i Vejle

Der bliver taget alternative midler i brug for at lære noder til guitarsafari. Her skal eleverne selv ind at stå i nodesystemet. PR Foto
Fremtidens musikundervisning er noget helt andet end 20 minutters eneundervisning. Det mener Michael Larsen Hansen, der hver uge underviser en elevgruppe i guitarsafari på Hældagerskolen. Et undervisningskoncept, han selv har udviklet, og som nu bliver kopieret flere steder i landet.
Annonce

Vejle: - Hvordan er det nu, vi sidder med guitaren?

- Sådan her!

- Ja, og hvordan er det, du sidder?

- Rigtigt.

De seks børn fra 2. klasse har taget plads i en halvcirkel foran Michael L. Hansen. Med sig har de deres guitar og et nodehæfte, som de har øvet sig på derhjemme.

Undervisningen går i gang og børnene plinger den samme tone på deres guitar, mens de koncentreret følger med, når Michael L. Hansen gør tonen svagere, kraftigere, hurtigere og langsommere.

- Hvor er I bare gode! Kunne I høre, at I fulgtes ad? Det er bare så flot, siger Michael L. Hansen.

Det er tredje gang, at børnene er til undervisning i guitarsafari, men de har tydeligvis allerede styr på både højre og venstre hånd på guitaren. Og det med at folde et nodestativ ud, er heller ikke noget problem.

Der er ingen tvivl om, at børnene har det sjovt. PR Foto
Annonce

Ny undervisningsform

Det er Michael L. Hansen selv, der har udviklet guitarsafari, som kører på sjette sæson på Hældagerskolen og Vejle Musikskole. Her underviser han hold på op til otte elever i 45-60 minutter en gang om ugen.

- For mig var det en pædagogisk nødvendighed, da jeg udviklede guitarsafari. Vi stod i en situation, hvor alt for mange børn fik alt for lidt ud af deres undervisning. Samtidig oplever nyuddannede musikere et stigende pres til, at de skal kunne undervise hold. Men man manglede simpelthen metodikken. Så den satte jeg mig for at udvikle, siger Michael L. Hansen.

Michael L. Hansen har selv udarbejdet sit undervisningsmateriale og indholdet i undervisningen. I dag turnerer han landet rundt og fortæller om sin metode til musikkolleger, der er ivrige efter at høre om hans erfaringer med holdundervisning. Guitarsafari bliver også fulgt tæt af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

- Michael har formået at knække koden, så eleverne virkelig får noget ud af holdundervisningen. Musikkonservatoriet har fulgt guitarsafari igennem de sidste tre år, og vi observerer undervisningen ned til mindste minut, fordi det er nogle af de detaljer, som kan være en hjælp for nyuddannede musikere, siger Jesper Sivebæk, der er guitarlektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Annonce

Holdundervisning kommet for at blive

Den klassiske musikundervisning er bygget op om eneundervisning, hvor en elev har koncentreret undervisning i 20 minutter. Men den tilgang er på tilbagetog, hvis man spørger Michael L. Hansen.

- Vi ser jo heller ikke andre områder, hvor børn får eneundervisning. Hverken i skolerne, til fodbold eller keramik. Derfor tror jeg, at det er en forkert tankegang at tro, at eneundervisning er det eneste, der dur inden for musikkens verden, siger Michael L. Hansen og fortsætter:

- Holdundervisning giver børnene nogle flere kompetencer. De lærer at tage ansvar for hinanden og spille sammen. Og så er holdundervisningen ikke mindst med til at understøtte den vigtige pointe, at musik er noget, vi kan samles om og finde fællesskaber i.

Michael L. Hansen sætter desuden en stor dyd i at inddrage børnenes forældre forud for den første undervisningsgang. Børnene lærer nemlig mest, når forældrene ved, hvad der forventes af deres børn, og hvordan de bedst kan hjælpe til at understøtte børnenes udvikling.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har længe været på udkig efter nye lokaler til musikskolen i Vejle. Den gamle Domus-bygning, der i dag huser musikskolen, er nemlig ikke opdateret i forhold til de krav, der stilles til en moderne musikskole.

- Det er ingen hemmelighed, at man i mange år har ledt efter bedre lokaler til musikskolen. Vi er enormt heldige, at vi har visionære undervisere som Michael, og så bør vi også kvittere med at have ordentlige rammer til at skabe fremtidens musikundervisning her i Vejle, siger Dan Arnløv Jørgensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle.

Et af kravene, som den kommende musikskole skal opfylde er, at stedet skal invitere til mere holdundervisning og anderledes og tværfaglige undervisningsforløb.

Luna, Anna og Kevin fra 2. klasse på Hældagerskolen har lige fået stemt deres guitar og sidder klar til, at undervisningen går i gang. PR Foto
Eleverne til guitarsafari tripper efter at svare på, hvad noderne hedder. PR Foto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce