Annonce
Ugeavisen Vejle

Irmas Brevkasse: Konen er blevet vegetar

Arkivfoto: Colourbox

Konen er blevet vegetar

Hjælp! Min kone er blevet vegetar. Aldrig havde jeg troet, det kunne ske, og jeg tager mig til hovedet.

Hendes forklaring er, at landbrugsdyr belaster klimaet, og det vil hun ikke være en del af mere. ”Det handler også om dyrevelfærd. Vi har ingen ret til at bruge dyr på den måde,” var hendes direkte ord.

Hendes valg går ud over mig og vores børn på 13 og 15, for nu nægter hun at tilberede mad med kød til os. Ellers bruger hun jo stadig kød, er forklaringen. Dog vil hun gerne lave vegetarmad til os. Det provokerede mig så meget, at jeg begyndte at kalde hende Vegetaren. Hun svarede, at så kunne hun vel kalde mig Lig-spiser. Hun retfærdiggjorde det med, at jeg jo ikke spiste dyret levende, altså måtte det være dele af et lig, jeg sad og tyggede på.

Det syntes jeg virkelig var toppen! Hun har altid stået for madlavningen, det kan hun da ikke bare droppe for en fiks ide. Jeg kan ikke holde det her ud! Hvad gør jeg for at få et normalt liv igen?

Hilsen, Allan

Kære Allan!

Det lyder jo næsten som åben krig. Trist, at et ønske om forandring kan udvikle sig sådan, og trist for børnene at skulle overvære den slags. I er jo deres forbilleder.

’Et normalt liv’ – hvad er det? At kunne flytte sig fra gamle vaner og prøve noget nyt er tegn på LIV. Selvfølgelig kan din kone da stoppe med at lave kødretter til jer, hun bestemmer vel selv, hvad hun foretager sig …?

Om hendes valg er en ’fiks ide’ eller permanent, vil vise sig. Dog tilbyder hun stadig at lave mad til jer, nu bare uden kød. Hvorfor ikke prøve det, i stedet for konsekvent at afvise? Måske kunne det give en god, spændende oplevelse.

Mit råd er: Det, du ikke kan holde ud, ændrer du. Nej, du forsøger ikke at ændre din kone – men at tilpasse dig det, du selv og børnene har lyst til. Vil I spise andet end det, din kone tilbyder at lave, hvor slemt kan det så lige være selv at stå for det? I er trods alt mere eller mindre voksne alle tre.

P.S. Dårlig ide at provokere hinanden med irriterende navne. Den slags hører ikke voksenlivet til.

Venlig hilsen

Irma

Annonce

Stadig forelsket i min eks

Hej Irma!

Jeg er 16 år og har fortrudt, jeg slog op med min kæreste. Det gjorde jeg efter at jeg en aften gik med en anden fyr hjem – og fortsatte med at se ham et par uger, før jeg sagde noget til min kæreste og slog op.

Han blev rigtig ked af, at jeg nu var sammen med en anden.

Men da han også fandt en anden, vidste jeg pludselig, at jeg havde gjort noget dumt, for jeg elsker ham stadig. Nu kommer jeg kun sammen med nr. 2, fordi jeg ellers vil føle mig ensom til fester og andet. Men jeg ønsker bare SÅ meget nr. 1 tilbage. Skal jeg prøve at lokke ham fra hans kæreste for at få ham tilbage?

Sille

Kære Sille!

Nej. Du har selv fyret ham – hvorefter han fandt en anden. Det er ikke fair at begynde at lege med andre på den måde, at du prøver at lave det om. Så længe din eks har sin kæreste, har du ikke noget at gøre i deres forhold. Måske skulle du overveje at sige farvel og tak til ham du er kæreste med nu, for synes du ikke, du snyder ham ved at fortsætte – af de årsager, du lige har beskrevet. I kunne måske være venner i stedet …?

Venlig hilsen

Irma

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Irmas brevkasse: Datter vil ikke spise

Annonce