Annonce
Ugeavisen Vejle

Irmas brevkasse: Ved ikke om jeg elsker ham

Arkivfoto: Colourbox

Ved ikke om jeg elsker ham

Vi mødtes hos venner og jeg tog med ham hjem, fordi vi snakkede så godt sammen. Vi blev en slags kærester, skønt det ikke var den side af det, jeg følte mest for. Nu, efter to måneder, er jeg i tvivl, da han er ret forelsket i mig og måske forventer en fælles fremtid.

Jeg har været forelsket før, men ved ikke om det her er kærlighed. Bare at det er hyggeligt at være sammen. Bør jeg fortælle ham om de tanker eller lade det være som det er?

Sara

Kære Sara!

Kærlighed kan være så mange ting. Behøver en følelse at kaldes noget eller ligne tidligere følelser?

Og hvad med fremtiden? – jeg tænker, at det er det spørgsmål du stiller mig. Men ærlig talt ved jeg ikke, hvordan man tager højde for fremtiden, fordi den kan gemme på alting og ingenting, store udsving eller noget helt uventet.

Hvis din (en slags) kæreste ikke ligefrem siger, at han forventer noget bestemt af forholdet, kan jeg ikke se noget problem i, at det kører videre sådan her, hvis I har det godt med det. Et forhold behøver vel ikke være faste aftaler, løfter og kontrakter?

Siger han derimod direkte, at han forventer ægteskab, skal du selvfølgelig fortælle ham hvad du føler og tænker – med den lille tilføjelse, at alt måske kan ændre sig hen ad vejen. Sker det ikke, og ønsker du over tid kun en form for venskab, kan det måske også være/blive helt fint for jer begge.

Venlig hilsen Irma

Annonce

Datter trækker sig fra mig

Kære Irma!

Jeg boede langt væk fra min datter på 23, men bestemte mig for at flytte tæt på hende, manden og barnet, så jeg kan følge med i barnets liv. Men da jeg fortalte om min nye lejlighed, fik jeg ikke nogen særlig respons. Det skuffede.

Jeg tilbyder tit at passe den lille, og de tager imod det, men min datter trækker sig mere og mere og virker sur. Hun kontakter mig ikke mere, skønt jeg altid har været med i alt i hendes liv. Jeg har spurgt dem begge, om der er noget i vejen, og de svarer nej. Men det er der jo! Forleden sagde hun: ”Åh mor, vil du ikke godt blande dig udenom!” – til en lille ting, jeg bare sagde min mening om. Jeg har været der for dem i ét væk, betalt en masse og hjælper dem i huset. Hvad er der mon galt?

En mor

Kære du!

Jeg kan kun gætte. Muligvis er du kommet for tæt på. Din datter er blevet voksen og prøver nu kræfter med sin egen lille familie. Her ønsker hun måske ikke sin mor som tilskuer – der kender hende som hun var – men ikke som den, hun nu er ved at udvikle sig til. Jo, du gør det af dit gode hjerte, men måske har hun brug for at gøre sig mere fri og selvstændig. Snak om det, set fra denne vinkel. Aftal evt. at du trækker dig lidt. Uden vrede. Uden at vise skuffelse. Men med forståelse.

Måske nægter hun, at hun har det sådan, fordi det er svært at snakke om. Men giv dem alligevel lidt mere alenetid. Jeg tror, alt kan blive bedre – med din voksenforståelse og hende, der først lige er begyndt at stå på sine voksne, selvstændige ben. Find så noget interessant at beskæftige dig med, der slet ikke handler om datterens familie. Venlig hilsen Irma

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Skyttehuset får livvagt

Annonce