Annonce
Ugeavisen Vejle

Kendt bilforhandler takker af - kendt mekaniker kommer til

Anne-Mette og Frank Lawcock, Vejle Motor Compagni, overdrager per 1. januar bilforretningen til Mathias og Trine Poulsen. Foto: Flemming Larsen
Anne-Mette og Frank Lawcock, Vejle Motor Compagni, overdrager forretningen til Mathias og Trine Poulsen. Nu skal der sælges brugte biler, og senere flytter Nicolaisen Auto ind.
Annonce

Vejle: Det var Anne-Mettes farfar, der tilbage i 1933 etablerede Vejle Motor Compagni i Søndergade. Siden er bilforretningen med tilhørende autoværksted flyttet fire gange, i 1935 til Vestergade, i 1965 til Flegmade, i 1972 til Boulevarden og i 1986 til den nuværende adresse på Diskovej 1.

Bilforretningen, der indtil i nu har stået for forhandlingen af bilmærket Mitsubishi, blev i 1954 overtaget af Anne-Mettes far, Hilmer Buch.

- Vi overtog bilforretning fra min svigerfar i 2000, efter vi i en årrække havde været med. Og i forbindelse med, at vi ikke længere skal forhandle Mitsubishi, var det et godt tidspunkt at takke af og nyde vores tredje alder, siger Frank Lawcock, der ser frem til at holde ferie og fri i weekenderne sammen med sin hustru.

Ægteparret Lawcock har været med i den mest spændende tid i bilbranchen.

- Vi har i alle årene været glade for at være Mitsubishi-forhandler. Kunderne har i alle årene været trofaste. Mange af kunderne har vi handlet bil med flere gange og har også solgt bil til deres børn, siger Frank Lawcock.

Han nævner, at det dog ikke er blevet nemmere, efter bilimportøren i de sidste par år har fusioneret på kryds og tværs.

- Derfor var tidspunktet også det rigtige, siger han.

Annonce

Brugte biler

Køberen af Vejle Motor Compagni er Mathias og Trine Poulsen.

Mathias Poulsen har siden 2014 været indehaver af Nicolaisen Auto på Flegmade 9, og han er allerede begyndt at glæde sig til at udvide med en bilforretning.

- Vi har planer om at sælge nyere, brugte biler i familie-segmentet. Det vil sige biler i prisklassen fra 50.000 kroner til 150.000 kroner. Og tidspunktet er det helt rigtige, siger Mathias Poulsen.

Indehaveren af Nicolaisen Auto har i første omgang gjort Daniel Kielstrup til daglig leder af autoværkstedet på Flegmade 9, mens han sammen med sin hustru, Trine, selv skal drive Vejle Motor Kompagni.

- Planen er, at vi på et tidspunkt skal flytte fra Flegmade, (der skal på et tidspunkt bygges boliger på grunden i midtbyen, red.) og indtil da får vi to filialer. Men på et tidspunkt rykker hele forretningen til Diskovej 1, siger Mathias Poulsen.

Overtagelsen markeres ved en reception fredag 31. januar klokken 13 til 16.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce