Vejle: Her ser vi et luftfoto af Kirketorvet i Vejle på en torvedag i 1948.
I flere hundrede år er Kirketorvet blevet brugt til forskellige aktiviteter, for eksempel markeder for pottemagere, kandestøbere og kobbersmede. I dag bliver torvet ikke brugt til ret meget andet end parkeringsplads.
I gamle dage blev Kirketorvet blandt andet brugt til forlystelser, når omrejsende markedsgøglere kom til byen.
- Forestillingerne blev overværet fra opstillede træbænke, og det var noget af et tilløbsstykke, når for eksempel en linedanser balancerede på et tov, udspændt mellem kirketårnet og en mast, oplyser HistoriskAtlas.dk.
Efter at selve kirkegården var blevet nedlagt i 1840'erne, købte og nedrev kommunen tre huse syd for Sct. Nicolai Kirke, og torvet blev herefter udvidet til sin nuværende udstrækning. Efterhånden kom der gang i en livlig torvehandel, hvor land og by mødtes - især lørdag formiddag udfoldede der sig et broget folkeliv på Kirketorvet.
På billedet kan man skimte Passagen, hvor Sct. Nicolai ure ligger i dag. I Kirkegade ses også Torve-Caféen. Her har Vefa Foto i dag butik.
Midt på Kirketorvet står en stenbrønd, tegnet af professor Martin Nyrup. Den blev indviet i 1915.
Foran Sct. Nicolai Kirke (kan ikke ses på billedet) står en statue af Anders Sørensen Vedel, der var historiker og forfatter til en lang række værker. Han blev blandt andet kendt for, at han oversatte Saxos Gesta Danorum - Danernes Bedrifter - fra latin til dansk.
Helt til venstre i billedet kan man lige få øje på Vejle Rådhus.
Vejle Stadsarkiv
Ugeavisen bringer ugens foto i samarbejde med Vejle Stadsarkiv, Vedelsgade 17.
Åbningstiderne: Mandag til torsdag klokken 10-16, fredag klokken 10-12. Den første lørdag i måneden kan læsesalen også benyttes klokken 10-14.