Skjern: - Da jeg skulle vælge uddannelse, var jeg i tvivl om, jeg skulle vælge dyrlæge eller kunsthåndværker. Det er svært at leve af at være kunsthåndværker, så jeg valgte dyrlæge, fortæller Helga Rude Nielsen.
Hun startede med at være kvægdyrlæge, men syntes efterhånden at hun tilbragte for meget tid på landevejen, så hun valgte smådyrene, der kommer til hende.
Helga Rude Nielsen har boet flere år i udlandet i forbindelse med sin mands udstationering.
- Jeg var ved at overveje, om jeg skulle få den australske autorisation, men det blev ikke til noget. Mellem Melbourne og Singapore var jeg ansat på slagteriet i Esbjerg, og det var rigtig hyggeligt at have kollegaer, man kunne spise frokost med. Det var også en af grundene til at jeg valgte smådyrene og først var i Ringkøbing og så på Frodesgade i Esbjerg, forklarer Helga Rude Nielsen.
Det blev lidt langt at køre, så i 2018 købte hun Ellen Hommelhoffs andel i Skjern. Her i 2022 har hun så købt Jette Munkgaard Christensens andel.
- Vi er et rigtigt stærkt team, hvor Ellen fortsætter, vi har fået Ninna Haahr, vores veterinærsygeplejerske Birgitte er rigtig god til tandpleje, mens Helle er god til at planlægge, hvilket jeg er glad for, for jeg er ikke så business-agtig, påpeger Helga Rude Nielsen med et smil.
Skjern Dyrehospital modtager kunder fra et stort geografisk område.
Hjemme på gården i Stauning har hun høns, katte og tre islandske heste. Hun er formand for islandshesteklubben Skari.
- Jeg har en stor have, som jeg egentlig gerne vil dyrke som fælleshave, hvis jeg kan finde andre med de samme interesser., men den ligger selvfølgelig lidt langt ude, siger Helga Rude Nielsen.
Helga Rude Nielsen
Ejer af Skjern Dyrehospital.
52 år.
Født i Nuuk, bor i Stauning.
Uddannet dyrlæge i 1997.
Fik ansættelse hos Skjernå-dyrlægerne.
Boet i udlandet i flere år, Tasmanien, Melbourne og Singapore
Arbejdet på Ringkøbing Dyrehospital, Dyreklinikken Esbjerg Frodesgade.
I 2018 Køber sig ind i Skjern Dyrehospital. Eneejer fra 2022.
Klinikken vil fremover bestå af tre dyrlæger, to veterinærsygeplejersker og en elev.
Gift med Troels, sammen har de Dyveke på 21 og Valdemar på 19 år.
Fritiden bliver brugt på de tre islandske heste, de fire katte og de to guldfisk samt haven.