Annonce
Vesterhavsposten

De arbejder dag og nat i brugsen

Michael Hilmar Nielsen er uddeler i SuperBrugsen Nørre Nebel, hvor ældre og udsatte nu har mulighed for at bestille varer inden klokken 12 og få dem afleveret gratis på privatadressen. Foto: Tatjana Johnsson
I SuperBrugsen i Nørre Nebel har man omlagt driften, så der arbejdes døgnet rundt. Ingen af de 70 ansatte er blevet opsagt. En ny ordning for ældre og kronisk syge med udbringning af varer er også sat i værk.
Annonce

Nørre Nebel: Coronoa-krisen rammer alle. I Nørre Nebel gør man alt, hvad man kan for at overleve og holde hjulene kørende.

- Intet er, som det plejer at være. Det er nu, vi skal stå sammen og holde synergien i gang i vores handelsby, siger Michael Hilmar Nielsen, der er uddeler i SuperBrugsen Nørre Nebel.

Derfor har SuperBrugsen valgt at gøre noget helt ekstraordinært for deres udsatte kunder under krisen.

- Vi bringer varer ud til Nørre Nebel og omegn på hverdage, og vi har ikke sat geografisk begrænsning på som sådan. Man skal bare ringe til os på hovednummeret 7528 8500 inden klokken 12, så får man varerne afleveret om eftermiddagen, siger Michael Hilmar Nielsen og tilføjer:

- Det er ganske gratis, og vi tager imod mobil pay og kontanter i plasticpose.

Intet er, som det plejer at være. Det er nu, vi skal stå sammen og holde synergien i gang i vores handelsby.

Michael Hilmar Nielsen, uddeler i Superbrugsen Nørre Nebel

Annonce

Driftsomlægning og natarbejde

Den daglige drift i Superbrugsen Nørre Nebel er fuldstændig omlagt, siden coronakrisen for alvor satte ind.

- Der er mange personalehensyn at tage, da det ikke bare er sådan at få passet børnene i det daglige. Derfor har vi også folk, der selvvalgt løser arbejdsopgaver på nathold. Blandt andet i delikatesseafdelingen, siger Michael Hilmar Nielsen, der løber ekstra stærkt i disse dage.

- Vi er flere, der gik 40.000 skridt her i SuperBrugsen i går, så vi behøver ikke ekstra motion, når arbejdsdagen er slut, siger han med et smil.

Når man omlægger driften fra dag til dag, tager mange ting også ekstra tid for nogen, der ikke har rutinerne i uvante arbejdsopgaver. Det kan ikke være anderledes, siger Michael Hilmar Nielsen.

Annonce

Vi passer på hinanden

Der er taget mange forholdsregler i den 1900kvm2 store SuperBrugs.

- Vi spritter konstant af, som alle andre butikker, men har også taget ekstra sikkerhedsforanstaltninger og opsat plexiglas ved vores kasser, så man skærmer af, siger Michael Hilmar Nelsen.

Det er gjort for at undgå, at man kommer for tæt på hinanden.

Michael Hilmar Nielsen understreger, at det er vigtigt, at byen holder sammen lige nu. Og når det bliver hverdag igen, at alle handler lokalt, så der er butikker at besøge i Nørre Nebel under og efter krisen.

Ved kassen i SuperBrugsen i Nørre Nebel er der opsat pleksiglas op, så man ikke kommer for tæt på hinanden i coronatid. Foto: Tatjana Johnsson
Britta Nielsen er rengøringsansvarlig i SuperBrugsen. Hun får blandt andet alle indkøbsvogne spulet daglig, og der gøres ekstra rent på alle overflader i tiden. Foto: Tatjana Johnsson
I SuperBrugsens delikatesse og slagterafdeling emballeres alt og lægges ud i kølediskene, for der er ikke mange, der har lyst til at købe mad uden emballage, siger Michael Hilmar Nielsen. Foto: Tatjana Johnsson
Kunderne holder god afstand på to meter ved kassen. Foto: Tatjana Johnsson
Bageren i SuperBrugsen ligner lidt et åbent fængsel med pleksiglas imellem. Men man gør bare alt, hvad man kan, for at passe på hinanden og vores indkøb af varer i denne tid. Foto: Tatjana Johnsson
Jakob Degn Olesen er leder trainee, og han er her ved at samle varer sammen i SuperBrugsen til levering. Foto: Tatjana Johnsson
Der er skiltning overalt i butikken i forhold til at tage sig forholdsregler mod spredning af cornoavirus-smitte, siger Michael Hilmar Nielsen. Foto: Tatjana Johnsson
Naturligvis er bland selv-slik lukket ned i SuperBrugsen, som alle andre steder i landet. Foto: Tatjana Johnsson
Der er mange dagligvareordrer i SuperBrugsen i Nørre Nebel lige nu. Folk handler gerne på nettet og henter selv, hvilket er den normale ordning udenom coronakrisetid. Foto: Tatjana Johnsson
- Vi kommer kun ud med varer til ældre og udsatte i en krisetid, siger Michael Hilmar Nielsen og tilføjer: Vi har haft spøgefugle, der lige ville bestille to kasser bajere. Den går altså ikke. Foto: Tatjana Johnsson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce