Annonce
Vesterhavsposten

Du har nok hørt Carsten Agerbæk før - du ved det bare ikke

55-årige Carsten Agerbæk laver fra sin hjemmebyggede skurvogn i Billum radiospots, reklamer, jingler og alt, der har med lyd at gøre. Den 1. februar kunne han fejre 20 år som selvstændig. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen
I 35 år har Carsten Agerbæk levet af at lave radio og lyd i alle slags afskygninger. De seneste 20 år som selvstændig fra det hjemmebyggede studie i Billum.

Billum: Du ved det nok ikke, men du har med god sandsynlighed hørt Carsten Agerbæks stemme i radioen, i storcenteret, i telefonsvareren eller i bussen.

Den 55-årige excentriske lydmand med den dybe stemme har det meste af sit liv levet af at lave radio, speaks, musik og reklamelyd, og han har sat sit personlige præg på virksomheder og lokalradioer over hele landet.

Den 1. februar kunne Carsten Agerbæk fejre 20 års jubilæum som selvstændig med virksomheden Agerbæk Reklamelyd. En virksomhed, han driver i to sammenbyggede skurvogne ved siden af sit hus. Her er der fuldt udstyret med akustikrum, massevis af mixerpulte og flere radiopriser.


Jeg tror ikke, jeg kan så meget andet. Når jeg først har fået sat mig godt og grundigt i en stol, er jeg den type, der skal sparkes ud. Det var det, jeg blev af Globe Reklame dengang, ellers var jeg aldrig kommet i gang som selvstændig.

Carsten Agerbæk


- Lyd er fantastisk, fordi lyd vil aldrig gå af mode. Lyd har den fordel, at det kan beskrive ting meget bedre, end billeder kan. Det kan sætte nogle følelser i gang og få dig til at huske ting, siger Carsten Agerbæk, der er selvlært inden for sit fag.

Annonce

Autodidakt helt ind til benet

Som 10-årig begyndte han at spille musik og begyndte at lave radio i 1985 på det daværende Radio Sundborg i Esbjerg, da en god ven lokkede ham med i studiet.

Det blev til 14 år på Radio Sundbo, hvor Carsten Agerbæk, ifølge ham selv, lavede alt det, de andre ikke gad, og eksperimenterede med egne evner.

- Dansktoppen, lægens bord, trafikradio, firmaportrætter. Alt, jeg kunne sidde og rode med. Vi kunne ikke tage en skole i det her. Der var kun Danmarks Radio, og de ville ikke lære fra sig, for vi var jo konkurrenter, siger Carsten Agerbæk.

Da Carsten Agerbæk i 2001 blev afskediget fra sin daværende arbejdsplads på Globe Reklame, tænkte han, at han skulle være selvstændig i et år. I dag kan han ikke forestille sig at skulle lave noget som helst andet.

- Jeg tror ikke, jeg kan så meget andet. Når jeg først har fået sat mig godt og grundigt i en stol, er jeg den type, der skal sparkes ud. Det var det, jeg blev af Globe Reklame dengang, ellers var jeg aldrig kommet i gang som selvstændig, siger han med et smil.

Det kræver en kreativ sans for at lave populære radioreklamer, og Carsten Agerbæk bruger sin humoristiske og musiske evner dagligt i sit arbejde.

Den lydbid, Carsten Agerbæk har hørt mest for, er grænsebutikken Fleggaards Bon Jovi-inspirerede jingle, som har kørt på landets radiostationer i årevis.

Ifølge Carsten Agerbæk er hemmeligheden ved en god speak de løftede øjenbryn. Ansigtsmimikken er med til at styre stemmen. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

Men det er også blevet til et par fine priser i Europæisk sammenhæng. I 2007 vandt han Europas bedste radioreklame for noget så uortodokst som en bedemandsreklame.

Annonce

Hører sig selv

Når man som Carsten Agerbæk har arbejdet professionelt med lyd i så lang en årrække, så sætter man sit personlige præg på storcentres, museers og virksomheders lydbillede.

Han har flere gange oplevet at støde ind i sine egne produktioner i civil sammenhæng, hvad end han har hørt sin dybe røst i virksomhedernes telefonsvarere,eller læse et stoppested op i en bybus.

- Engang var jeg på Nordsøakvariet, hvor jeg blev kaldt ud, til at sælerne blev fodret af min kones stemme.  Jeg har også tit hørt mig selv hos virksomheders telefonsvarere eller i Legoland. Hvis jeg har lavet noget for fem-ti år siden, så glemmer man det jo, siger Carsten Agerbæk.

Carsten Agerbæk bruger sin kreative og humoristiske sans hver dag i sit arbejde. - Det er jo en slags legeplads for mig det her, selvom alt udstyret er i orden, siger han. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

Står det til Carsten Agerbæk, så vil han lave radioreklamer, til den dag han går på pension. Ligesom så mange andre små virksomheder har han dog kunnet mærke nedgangen under coronanedlukningen.

- Jeg skal nok klare denne omgang, for jeg er ret så fleksibel, i og med at der kun er mig og en sekretær. Jeg er mere bange for, om mine kunder overlever, siger Carsten Agerbæk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce