Annonce
Vesterhavsposten

Maja sagde op uden at have en plan: - Alle bør tage deres liv op til overvejelse indimellem

Maja Schmidt Poulsen blev chokeret over, hvor påvirket hun egentlig var blevet af at arbejde et sted, hvor en chef gjorde arbejdsmiljøet betændt. - Det slog mig ud, for jeg troede ikke, jeg var sådan en, der kunne blive så påvirket af det. Men det kunne jeg! Jeg skulle være stoppet langt tidligere, men det kunne jeg ikke se dengang, og jeg havde mange kolleger, jeg var rigtig glad for. Det er sjældent enkelt med den slags situationer, siger Maja, som efter et par måneder i tænkeboks begyndte på en ny uddannelse, hun selv betalte for. Foto: Christine Aagaard-Kragh
Maja sagde op uden at have en plan. To måneder senere begyndte hun på en ny uddannelse, og i dag driver hun sin egen klinik med permanent makeup i Outrup.

Outrup: Hvad er det egentlig, jeg vil?

Det spørgsmål stillede Maja Schmidt Poulsen sig selv i efteråret 2020.

Hun havde lige sagt sit job som bogholder i Esbjerg op, fordi arbejdsmiljøet var helt ad pommern til, og til sidst var det den eneste udvej, hun kunne se for sig: At trække stikket og finde på noget andet. Men hvad?

Annonce

- Egentlig mener jeg, alle bør stoppe op indimellem og spørge sig selv, hvad det egentlig er, de gerne vil. Det er en sund overvejelse at gøre sig. Ikke blot i forhold til arbejde, men i det hele taget. At tage et kig på sig selv og sit liv og se, hvad, man gerne vil have, skal være anderledes, og hvad man er taknemmelig for, siger Maja.

Det er sundt nok at blive rusket op i engang imellem og lige stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det, jeg vil? Ikke bare i forhold til job, men på alle parametre i livet.

Maja Schmidt Poulsen

Men det er ikke nødvendigvis en let øvelse. For det kræver, at man er villig til at flytte sig, og det kan godt være svært, når man har en lille tryghedsnarkoman indeni. For sådan en har hun også, Maja. Selvom hun er en overlever, der umiddelbart står stærkt i sig selv, så skal det ikke forveksles med en trang til at lave tingene mere om end højst nødvendigt.

Maja forhandler også lidt makeup i sin klinik. Det er et mærke, der hedder Ilia, som er økologisk. Foto: Christine Aagaard-Kragh

Fandt ud af, hvad der var vigtigt

Men det var højst nødvendigt.

- Jeg var blevet i et dårligt arbejdsmiljø alt for længe. Det kunne jeg jo se bagefter. Jeg gik fra at være et glad menneske, en glad mor, til at være en, der ikke gad noget, når jeg kom hjem. Alt var bare træls, syntes jeg. Men det var svært for mig at trække stikket, for jeg havde dels mange søde kolleger, og dels smittede situationen af på mit selvværd, så jeg tvivlede på så mange ting og havde svært ved at træffe en beslutning, fortæller Maja.

Heldigvis gik det godt med hendes mand, Sørens, murerfirma, som hun havde været med til at starte i januar 2020.

- Vi har været sammen om at starte det. Søren som murer og mig som bogholder. Så jeg føler også lidt, det er mit firma, og det betyder meget for mig. Det fandt jeg også ud af, da jeg stod og havde sagt op, og der var gået lidt tid. For selvom der ikke var nok arbejde til en fuldtidsstilling til mig, så kunne jeg mærke, at jeg ville indrette mig sådan, at jeg ikke skulle finde mig et nyt fuldtidsjob. Jeg ville have tiden til at arbejde på deltid i vores eget murerfirma. Så jeg skulle finde ud af, hvad jeg havde lyst til at lave mere, fortæller Maja, som trak sig fra alt, lige da hun havde sagt op, for at slikke sårene og få mærket efter, hvad hun egentlig havde lyst til.

Valget faldt på permanent makeup.

- Jeg vidste, jeg gerne ville lave noget, der gjorde andre mennesker glade. Jeg har altid gået op i, hvordan jeg ser ud selv og været bevidst om, hvordan det at være tilfreds med sit udseende kan være med til at booste selvværdet og give en energi. Og så havde jeg selv fået lagt permanent makeup nogle gange, så jeg vidste godt lidt om det, fortæller Maja.

Da valget om, hvad hun skulle, var truffet, gik det stærkt. I januar 2021 begyndte hun på uddannelsen som permanent makeupartist i Vejle, og i juni åbnede hun sin klinik, Clinic M. Den ligger i hjemmet på Stadionvej i Outrup. Men kun lidt endnu.

Maja og hendes mand, Søren, er nemlig i gang med at bygge nyt domicil til både murerfirmaet og til skønhedsklinikken. Stadig i Outrup, men på Rottarpvej.

- Man skal turde kigge på sig selv og sit liv og stille sig selv spørgsmålet: Hvad gør mig glad? Og hvad gør os glade som familie? Det er ikke altid, der er noget nemt svar, og det kan godt tage tid at finde ud af. Men hvis man ikke gør det, så går tiden nogle gange med noget, man måske slet ikke er glad for, men det er bare blevet en vane. Man behøver jo ikke kun tage sit liv op til overvejelse, når der kommer et dårligt arbejdsmiljø eller noget andet alvorligt ind i ens liv. Men det er klart, at i de situationer bliver man virkelig mindet om det. Men hvis man gør det indimellem bare lige for at tage et tjek på sit eget liv, så tror jeg, man kan få virkelig meget mere ud af livet, siger Maja.

Udseendet betyder meget for Maja selv, og hun kan mærke på sine kunder, at det er nøjagtig det samme for dem. - Der er identitet og selvværd forbundet med, at man har det godt med sit udseende. Derfor er det vigtigt, man tager sig selv alvorligt på den front, siger Maja. Foto: Christine Aagaard-Kragh
Annonce

Flere planer

Men det koster naturligvis noget. For Maja betød det, at hun brugte godt 50.000 kroner på at tage uddannelsen til permanent makeupartist, og så kom der udgifter til udstyr og inventar oveni. Og nu en helt nyopført klinik på Rottarpvej, fordi hun gerne vil have klinikken ud af privaten, så Julie kan få sit værelse igen i stedet for at være på kontoret, og hun og Søren ikke skal sove blandt regnskaber og hæve-sænkeborde, fordi kontoret er rykket ind i soveværelset på grund af værelses-tetris.

- Men jeg kunne jo have nøjedes med at leje et lokale et sted. Nu passer det bare med, at Sørens murerfirma også skal bruge mere plads, siger Maja, som allerede er i gang med at overveje supplerende uddannelser.

- Jeg vil gerne hjælpe folk med ar-reduktion, og jeg overvejer også at kunne hjælpe cancerpatienter, der skal have rekonstrueret brystvorter efter operation, siger Maja.

Permanent makeup kan nemlig mere end at gøre det hurtigere foran spejlet om morgenen.

- Når man har været syg, kan man virkelig have brug for at få sig selv tilbage. Hvad enten det så er psykisk eller fysisk sygdom, der er tale om. Ens udseende er så meget mere end en poleret overflade. Der ligger identitet i det foruden velvære og selvværd. Man skal være tilfreds med sig selv. Det er faktisk min fornemste opgave. At sørge for, at folk går tilfredse ud ad min dør, siger Maja.

Blå bog

Maja Schmidt Poulsen, 31 år. Gift med Søren, 34, som er selvstændig murer. Sammen har de Alberte på 6 år, Søren har Julie på 11, og Maja har Victoria på 10. Familien bor i Outrup.

Maja har sin klinik, Clinic M, hvor hun laver permanent makeup. Find hende på Instagram, clinicm.dk

Øjenbryn er noget af det, der er populært at få ordnet med permanent makeup. Men også eyeliner og læber. Der er forskellige teknikker, man kan bruge, men det kommer an på hver enkelt behandling. Det er forskelligt, om man synes, det gør ondt at få lagt permanent makeup. Der kommes altid bedøvelsescreme på inden behandling. Foto: Maja Schmidt Poulsen
Annonce
Vesterhavsposten

Tilflytteren Birgitte har flyttet Sportigan til det gamle apotek

Annonce
Vesterhavsposten

Boldklubben Vestkysten kåret som tredjebedste idrætsforening

Annonce
Ugeavisen Varde

Naturvejleder fortæller om naturens afslappende påvirkning

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Varde

Ny bankrådgiver i Nordea Bank Varde

Vesterhavsposten

Outlet og svigerdatter blev fast del af tøjbutik

Ugeavisen Varde

Udstilling i nyåbnet galleri reflekterer over livets gang

Vesterhavsposten

Butiksejer: ”Det ville være en katastrofe”

Vesterhavsposten

Biler, påskeæg, godter og gavekort er klar til AMOK Søndag

Ugeavisen Varde

Lokal maler nyfortolker det vestjyske landskab

Annonce