Annonce
Vesterhavsposten

Vrøgum Lopper beholder lopperne, men skifter navn

At danskerne under coronapandemien handler mere på nettet, har makkerparret bag Home of Hygge i den grad mærket. Omsætningen er steget så meget, at den fysiske butik ikke har kunnet søge hjælpepakker. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen
Susanne Sørensen og Sascha Mikkelsen er på få år blevet veletableret med deres vintage-interiørbutik i Vrøgum. Nu skifter butikken navn og satser mere på websalg.

Vrøgum: I den gamle købmandsbutik i Vrøgum har Sascha Mikkelsen og Susanne Sørensen siden 2017 drevet butikken Vrøgum Lopper, der lagde ud med at sælge håndplukkede genbrugsvarer.

Løbende har makkerparret udvidet sortimentet til også at indeholde nyindkøbte brugsvarer, som indretningsmæssigt går i spænd med genbrugsfundene, og websalget er eksploderet under coronapandemien.

Derfor traf de to i efteråret beslutningen om at skifte navn fra Vrøgum Lopper til Home of Hygge, som i forvejen var navnet på webshoppen.

Annonce

Det nye navn afspejler ifølge Sascha Mikkelsen bedre det image, som butikken ønsker at have.

- Folk havde en forestilling om, at tingene ikke måtte koste noget når nu vi hed Vrøgum Lopper. Vi ville af med loppe-navnet, fordi vi efterhånden er meget andet end lopper.

Susanne Sørensen elsker kicket ved at gå på 'skattejagt' efter de perfekte genbrugsfund til butikken. Hun bruger meget tid på at opsøge varer på kræmmermarkeder, hos private og på Facebook. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

Lopperne er nøje udvalgt

På trods af navneskiftet og det øgede salg af nye varer, så bugner den store butik stadig med unikke og spøjse genbrugsfund, der er tiltænkt danske og tyske kunder, unge som gamle.


Det er skattejagten, som vi begge brænder for.

Susanne Sørensen



Hvor butikken tidligere havde alt ligesom en almindelig genbrugsbutik, så har makkerparret i dag et mere kurateret udvalg, så der blandt andet ikke er tøj og legetøj. Til gengæld er der indrettet særlige områder efter målgruppe i butikken.

Der er en herreafdeling med LP-plader, barskilte og maskiner til de mænd, som er blevet slæbt med af konen. En stor hylde fyldt med emaljeservice og små møbler er populært blandt tyskerne, og til de unge er der vintage-plakater og gamle kameraer.

Home of Hygge forsøger at have et kurateret udvalg til forskellige målgrupper. Senest er herreafdelingen blevet indrettet i hjørnet. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

Susanne Sørensen og Sascha Mikkelsen tager under normale omstændigheder til kræmmermarkeder i det sydvestjyske for at lede efter varer, og her er de to efterhånden blevet kendte ansigter, der har for vane at købe stort op. Nu glæder de sig til, at de igen kan gå på jagt efter nye fund, når restriktionerne tillader det.

- Det er skattejagten, som vi begge brænder for. Det at tage ud og aldrig vide hvad og hvor meget, man kommer hjem med, siger Susanne Sørensen.

Vrøgum er perfekt

De to kvinder arbejder hver især for deres mænds virksomheder ved siden af den daglige drift af Home of Hygge. Men det er deres begges drøm at kunne fortsætte med at vækste forretningen, som den har gjort hvert år siden opstarten.

- Selvom butikken har holdt lukket, så har vi oplevet et stigende salg i webshoppen. Så meget, at vi faktisk ikke har kunnet søge hjælpepakker. Så vi skal ikke klage, siger Sascha Mikkelsen.

Brugskunst som disse huse til fyrfadslys er gået som varmt brød på nettet under coronanedlukningen. Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

Den nedlagte købmands lokaler i Vrøgum er ideel for de to kvinder, der hver især bor 50 meter fra butikken. De kan få det, som de vil have det i Vrøgum, uden at gå på kompromis med kundestrømmen.

- Selvom mange ser Vrøgum som en lille søvnig by, så er der en massiv trafik ud til Henne Strand, Jegum Ferieland og Filsø. Der ligger vi lige her på rådhuspladsen, hvor folk kommer forbi. Selvfølgelig ville det også have været ideelt at ligge i Henne eller Blåvand, men så havde huslejen været meget højere, og vi havde haft mindre plads, siger Sascha Mikkelsen.

De to opfordrer også private til at komme forbi butikken, hvis man har gamle ting, man vil sælge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vesterhavsposten

Dyre superbiler i millionklassen og bæredygtige produkter: Familien Frederiksmose rykker ind i Sparekassens tidligere lokaler

Vesterhavsposten

Styrk din krop i Bork Havn

Annonce