Annonce
Vinderup Avis

Tjek marinaens vejr hjemmefra

Nu kan man hjemmefra - via Handbjerg Marinas hjemmeside - følge med i vind og vejr på Handbjerg Marina. Arkivfoto

Handbjerg Marina har fået sin egen vejrstation, så man hjemmefra kan tjekke f.eks. vind, temperatur og såmænd også den såkaldte wind chill. Vejrstationen blev testet godt og grundigt under julestormen Urd.

Handbjerg: Handbjerg Marina er bygget op af initiativrige og handlekraftige mænd og kvinder, og der er normalt ikke langt fra tanke til handling.

Derfor fik Bent Christensen - der er webmaster på Handbjerg Marinas hjemmeside - også et ja, da han spurgte bestyrelsen, om han måtte købe og installere en vejrstation på Handbjerg Marina, så man hjemmefra kan følge med i vejret på marinaen.

- Jeg synes, at enhver havn bør have en vejrstation. Det er god service over for havnens brugere. Så kan de via marinaens hjemmeside følge med i vind og vejr hjemmefra. Jeg ved, at det er noget, som ikke mindst surferne sætter stor pris på. Det samme gør sejlerfolket, fortæller Bent Christensen.

Nu er han ret stærkt udi det it-mæssige, så han fandt frem til en pålidelig vejrstation.

- Vi har købt en vejrstation af de lidt bedre - faktisk én, der bruges professionelt. Den er kalibreret, så den er til at stole på, siger Bent Christensen.

Vejrstationen måler vind, temperatur, nedbør, luftfugtighed, lufttryk og den såkaldte wind chill faktor. Sidstnævnte er et kuldeindeks, hvor blæsten får det til at føles meget koldere, end termometeret viser.

Har selv udviklet

Vejrstationens medfølgende software var ifølge Bent Christensen lidt kedeligt, så han har selv udviklet den oversigt, man kan se på sin computer, smartphone eller tablet over marinaens vejr og vind.

- På længere sigt vil vi også gerne kunne vise både vandtemperaturen og vandhøjden. Det er også brugbare informationer for mange, siger Bent Christensen.

Der er dog ét af målepunkterne, som han ikke er helt tilfreds med: Vandmåleren.

- Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt regnmængderne er de korrekte. Det er jeg i øjeblikket ved at teste, siger Bent Christensen.

Vejroplysningerne bliver opdateret hvert andet minut, og der er to minutters forsinkelse på målingerne. Så de oplysninger, man ser på sin skærm, er altså højest fire minutter gamle. Det kan man vist kalde god service.

I øvrigt kan Bent Christensen konstatere, at den nye vejrstation, der sidder to meter over taget på grejbanken, er en ganske solid en af slagsen. Den blev nemlig testet godt og grundigt igennem i forbindelse med julestormen Urd. Her målte den 34 m/sek. i vindstødene - altså orkan - og en middelvind på 25 m/sek. som det højeste. Sidstnævnte er storm.

På Handbjerg Marinas hjemmeside får man i øjeblikket en række aktuelle vind-oplysninger i toppen af siden. Den såkaldte maks-vind er vindstødene, mens "vinden nu" er den aktuelle middelvind.

Det er i øvrigt planen, at vejroplysningerne skal kunne ses på en skærm gennem et vindue i grejbanken på marinaen. Bent Christensen er i øjeblikket på jagt efter den ideelle skærm til det formål.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce