Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Avisens kongehusreporter: Derfor er Meghan og Harry-interview interessant for os

Den engelske prins Harry og hans hustru Meghan var i sidste uge hovedpersonerne i et meget omtalt interview med den amerikanske talkshow-vært Oprah Winfrey. Et interview, som har givet genlyd over hele verden - også i Danmark, hvor det både har fået kritik og klapsalver. Foto: Harpo Productions/Ritzau Scanpix

Det meget ventede to timer lange interview med de to nu forhenværende medlemmer af det engelske kongehus Meghan og Harry blev endelig sendt i sidste uge.

Bomberne falder i interviewet ned over Buckingham Palace med udtalelser om racisme, den manglende hjælp til at håndtere både det skrøbelige mentale helbred og den hårde engelske presse samt den manglende selvindsigt i at erkende, at historien var ved at gentage sig selv. Her bliver der refereret til den måde, som den engelske presse behandlede prinsesse Diana på og indirekte var skyld i hendes død, da fotografer jagtede den bil, som prinsessen kørte galt i i Paris i 1997.

Man ser to unge mennesker, som har lidt, og da de ikke fik den hjælp, de havde brug for, sagde de stop og forlod firmaet.

Det kan man ikke bebrejde dem at gøre, for det ville alle vi andre også have gjort, hvis vi ikke trivedes i vores liv. Deres beslutning kalder derfor på respekt, for som medlemmer af et kongehus, er det ikke bare noget, man gør.

Man er født ind i rollen, og der er en fælles forståelse af, at man må affinde sig med situationen – også selvom man ikke trives i den – for forlade den er ikke noget, man gør.

I hvert fald ikke før Meghan og Harry gjorde det under stor hurlumhej i begyndelsen af 2020.

Nu er de stået frem og har fortalt deres side af historien, og over hele verden har det givet genlyd. Mange er kritiske og hagler parret ned, og specielt i England har det givet ravage.

Det vækker store følelser i England, og som tilskuer sidder jeg tilbage med en følelse af ”har de ikke lært noget som helst?”

Har den britiske presse ingen selvindsigt eller bare en lille smule lyst til at reflektere over deres rolle i denne historie? Har det engelske kongehus ingenting lært af fortiden, og hvorfor er det, at de ikke kigger på deres kolleger i de andre europæiske kongehuse og lærer af dem?

Tag det danske for eksempel. Her har vi prins Joachim, som også er lillebror til den kommende konge og har været i clinch med pressen om sin skilsmisse, sit salg af Schackenborg og sin flytning til Paris. Men aldrig i den grad, som prins Harry har, for selvom den danske presse også er kritiske over for kongehuset, foregår det 90 procent af tiden med respekt for hinanden.

Der bliver ikke skrevet løgne eller drevet heksejagt, og det nærmeste, vi er kommet på noget, der minder om mobning, er prins Henrik. Og hvis det rammer medlemmer af kongehuset på en måde, så de har lyst til at sige fra, bliver der sagt fra.

Det er derfor meget svært at forstå, hvorfor Meghan og Harry ikke kunne få lov til at gøre som Marie og Joachim. Flytte til et andet land og bygge et liv op der, men stadig bevare tilknytningen til kongehuset. Det fungerer meget godt, og det virker, som om alle er glade for den løsning. 

Prins Joachim har fået en rolle i forsvaret, hvor han kan gøre gavn for Danmark på en anden måde, og hvorfor kunne prins Harry ikke få muligheden for at gøre det samme?

Hvorfor skal kongelige pines gennem et liv, bare fordi de er kongelige? De er mennesker som alle os andre – ja, med en masse privilegier, men også med en masse bånd. I en moderne verden som vores burde båndene kunne løsnes lidt, så alle kan blomstre til både monarkiets glæde og muligvis bevarelse og ikke mindst til glæde for de mennesker, der er bundet op på jobbet.

I min verden har det engelske kongehus sagt farvel til to guldfugle, som ligesom Diana kunne sparke lidt liv, ungdom og nutid ind i et meget stift og konservativt system. Som kunne gøre kongehuset tidssvarende, relevant for mange flere og ikke mindst menneskeligt.

Derfor er Meghan og Harry-interviewet interessant for os. Fordi det minder os om, at vi skal være glade for det kongehus, vi har. Et moderne et af slagsen, som formår at bevare balancen mellem det ophøjede og det menneskelige. Som har medlemmer, der forstår det samfund, de er en del af, og som tør sige fra, hvis det bliver for meget.

De er ikke bare dukker i et teater, hvor der skal smiles på kommando, og den stive overlæbe skal bevares i alle situationer. De er mennesker, og det kan vi danskere mærke.

I sidste uge kunne jeg også mærke menneskene bag facaden i interviewet, og jeg håber for det engelske monarkis skyld, at kongehusets medlemmer tager det mere alvorligt denne gang.

Kvinden bag analysen

Mette Christine Schulz er journalist på Jysk Fynske Mediers fællesredaktion i Aabenraa, hvor hun skriver for Ugeavisen Aabenraa og JydskeVestkysten.

Hun har i sine 15 år i branchen dækket mange kongelige begivenheder og følger det danske og de europæiske kongehuse tæt.

I 2019 interviewede hun sammen med chefredaktør for JydskeVestkysten Mads Sandemann dronning Margrethe i anledning af 100-året for Genforeningen.

I midten af 90'erne boede hun i London og fik her oplevet det engelske kongehus og den engelske presses behandling af kongefamlien på tætteste hold.


Deres beslutning kalder derfor på respekt, for som medlemmer af et kongehus, er det ikke bare noget, man gør. Man er født ind i rollen, og der er en fælles forståelse af, at man må affinde sig med situationen – og så selvom man ikke trives i den – for forlade den, er ikke noget, man gør.

Fra artiklen


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce