Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Båthorn og lygteblink ved drive in-forpremieren på Grænseland

Forud for visningen var seriens fortæller, skuespiller Lars Mikkelsen, på scenen sammen med producenten, Ane Saalbach, og Henrik Bo Nielsen, direktør for DR Kultur, Børn og Unge. De blev interviewet af DR Syds reporter Siv Hastrup Steffensen, til venstre. Foto: Lars Møller Hansen, DR
Søndag aften er der premiere på DR’s store historiske dramadokumenter ”Grænseland”, som at dømme på båthorn og lygteblink vakte begejstring, da 200 bilfulde syd- og sønderjyder fredag var til drive in-forpremiere i Rødekro.
Annonce

RØDEKRO: At stå med en presset blomst, der for 100 år siden er vedlagt i et brev fra en kvinde til en mand, der var indkaldt som tysk soldat i første verdenskrig.

- Det er fantastisk. Så ved man, at det er realhistorie og rigtige mennesker.

Det fortalte skuespiller Lars Mikkelsen, da han fredag aften var på scenen foran et stort mobilt lærred på en parkeringsplads i Rødekro.

Her havde DR og organisationen Genforeningen 2020 inviteret til drive in-forpremiere på ”Grænseland” – en dramadokumentarisk tv-serie i fire dele, der er flagskibet i DR’s markering af 100-året for Genforeningen. Søndag kl. 20 kan alle se med til tv-premieren på første afsnit. Serien om perioden 1850-1920 er bygget op på samme måde som den populære serie ”Historien om Danmark”, der blev sendt for tre år siden, og ligesom forgængeren er det med Lars Mikkelsen som fortæller.

De 200 biler på pladsen i Rødekro kom fra hele Syd- og Sønderjylland. De gratis billetter, DR havde udbudt, var blevet revet væk på få timer, og nogle var uddelt under de regionale radioudsendelser.

Jo mere vi har dykket ned, jo mere er jeg blevet klar over, hvor væsentlig en historie det er – ikke kun for dette område, men for hele Danmark. Den historie binder os sammen som danskere. Jeg håber, at resten af Danmark vil forstå mere om sig selv ved at forstå dette område.

Lars Mikkelsen, skuespiller og fortæller i DR's dramadokumentar "Grænseland"

Annonce

Personlige fortællinger

Forud for visningen fik publikum et indblik i tilblivelsen og tankerne bag tv-serien. En del sønderjyder har i øvrigt medvirket som statister på de forskellige lokationer.

Først takkede borgmester i Aabenraa Kommune Thomas Andresen, der også er formand for præsidiet i Genforeningen 2020, DR for være kommet på banen tidligt i planlægningen af 100-året og for at holde den sønderjyske forpremiere.

- Hvor skulle vi ellers holde forpremieren. Det er her, historien bliver personlig, sagde DR’s direktør for kultur, børn og unge, Henrik Bo Nielsen.

Med hensyn til blomsten i brevet, så er det historien om teglværksejeren Christian Hollensen på Broagerland, der i første verdenskrig udvekslede 700 breve med sin husbestyrerinde og senere hustru, Ingeborg. Breve, som i dag opbevares på Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot.

Den er et eksempel på, at tv-seriens producent, Ane Saalbach, har ledt efter personlige fortællinger til at skabe forståelse for den komplicerede historie.

- Man skal kunne mærke historien. Serien skal ikke kun være til hovedet, men også til maven. Den skal vise mennesker og følelser, men den skal også være autentisk og så historisk nøjagtig som muligt, sagde Ane Saalbach, som understregede, at det er en balancegang, og at eksperter har hjulpet med at holde manuskriptet på sporet.

Annonce

Både krig og kærlighed

Der er både krig og kærlighed i ”Grænseland”, og for producenten står skildringen af livet i skyttegravene i første verdenskrig som det mest brutale. Også Lars Mikkelsen, der har arbejdet med serien i halvandet år, nævner skyttegravene som den ting, der har gjort dybest indtryk – men blandt mange.

- Jo mere vi har dykket ned, jo mere er jeg blevet klar over, hvor væsentlig en historie det er – ikke kun for dette område, men for hele Danmark. Den historie binder os sammen som danskere. Jeg håber, at resten af Danmark vil forstå mere om sig selv ved at forstå dette område, sagde Lars Mikkelsen ved forpremieren.

200 biler var linet op til forpremieren på DR-serien "Grænseland" ved Compass Congress Center i Rødekro. Foto: Flemming Nissen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce