Klokken 7.30 møder mor på arbejde, og klokken 12 er der vagtskifte, hvor far tager på arbejde.
Hos familien Dekker har mor Maria og far Klaas igen været nødt til at være kreative og fleksible for at få hverdagen med et arbejde, som kræver fysisk tilstedeværelse, og hjemmeskole til at fungere her under nedlukning nummer 2.
De arbejder på skift for at kunne passe deres arbejde og samtidig passe og undervise deres tre døtre, hvoraf to af dem går i 0. klasse på Hærvejsskolen, mens den yngste går i børnehave.
- Det mest udfordrende er, at vi ikke har særlig meget voksentid til at tale tingene igennem. Det er kun om aftenen, hvis Maria kan holde sig vågen til, at jeg er hjemme fra arbejde ved 22-22.30 tiden, fortæller Klaas, som arbejder som mekaniker. På hans arbejde er to kolleger kaldt ekstra ind om aftenen, for at han kan arbejde der, da han ikke må være alene på værkstedet ifølge loven.
Han lægger ikke skjul på, at det tager mange kræfter at få hverdagen til at hænge sammen lige nu.
- Det går, og vi trives i det lige nu, men vi har nok at se til. Jeg håber ikke, at nedlukningen bliver forlænget, for det bliver ikke ved med at gå, siger han.
Børnene trives med strukturen
I sidste nedlukning i marts 2020 arbejdede han til klokken 01.00 om natten for at få tingene til at hænge sammen, men den løsning var ikke holdbar denne gang, måtte familien sande. I stedet har den sat dagen i struktur, så Maria kan komme tidligere hjem fra sit arbejde som fysioterapeut i Aabenraa Kommune og lave det administrative arbejde derhjemme, mens børnene har skærmtid.
- Det er mega fedt, at vores arbejdsgiver har givet os muligheden for at arbejde på denne måde, så vi føler, at vi yder et godt stykke arbejde. Det betyder meget, siger Maria.
Hvor de voksne er udfordrede af den splittede hverdag, så trives børnene med den måde, forældrene har bygget dagen op. Der er lavet et skema med skoleopgaver og aktiviteter, for struktur er nødvendig for, at det kører.
- De har hinanden hele tiden, og de er gode til at finde på noget at lave. De har en hel del udetid, og der er andre børn på gaden, som har frikvarter på samme tid, så de får noget social aktivitet ud over os. Det har vi lagt vægt på er vigtigt, at de får, men det foregår kun udenfor, for vi er jo fem allerede i husstanden og når derfor grænsen for anbefalingerne om, hvor mange vi må samles. Så der er ikke nogen, der kommer indenfor, siger Klaas.
Praktisk hjælp på skemaet
For at få den nye hverdag til at hænge sammen, har familien sat alle andre projekter, de havde gang i huset, på stand by. Til gengæld får de praktisk hjælp fra deres tre døtre, for på skoleskemaet er de tre på skift praktisk hjælper og giver de voksne en hånd med, når der skal ordnes praktiske ting.
- Det, tror vi, giver dem en anden slags læring end den, de får i skolen, og det giver dem noget ansvar at hjælpe til, siger Maria.
Klaas DekkerDet går, og vi trives i det lige nu, men vi har nok at se til. Jeg håber ikke, at nedlukningen bliver forlænget, for det bliver ikke ved med at gå.