Aabenraa: Grundlæggeren af Meldgaard Gruppen i Aabenraa, Peder Meldgaard, er død i en alder af 80 år.
Peder Meldgaard blev ramt af en hjerneblødning i november kort før sin 80 års fødselsdag, og det var eftervirkningerne fra den hjerneblødning, der gjorde, at den kendte erhvervsmand torsdag 13. januar om morgenen sov stille ind.
Det var Peder Meldgaard, der for 52 år siden stiftede Aabenraa Budcentral, som med årene udviklede sig til Meldgaard Gruppen, der i dag har 650 ansatte og samlet omsætter for cirka en milliard kroner.
Han og hustruen Margit var grundstenen i virksomheden, som de tre børn - Henrik, Lasse og Line - overtog i et generationsskifte i 2005 til stor glæde for forældrene. Peder Meldgaard havde stadig sin jævnlige gang i hovedkvarteret, selvom han de seneste år hellere ville bruge tiden på sine Galloway-køer, venner, jagt og rejser. Han var nemlig helt tryg ved den udvikling, som de tre børn styrede firmaet i.
Den særlige Meldgaard-ånd
I den store miljø-, affalds- og transportvirksomhed hersker der en speciel ånd, som er kendt som Meldgaard-ånden. En uhøjtidelig kultur med en fri og uformel omgangstone og et sammenhold blandt medarbejderne, som ejerne hele tiden sørger for at styrke med en række sociale arrangementer og anerkendelse til medarbejderne, når det f.eks. går godt for virksomheden, som flere gange de seneste år har vundet store erhvervspriser.
Den ånd takkede den ældste søn, Henrik Meldgaard, sin mor og far for at have skabt, da firmaet i 2020 fejrede 50 års jubilæum.
Her kunne Peder Meldgaard ikke få den fest, han drømte om på grund af corona-restriktionerne, men børnene havde tænkt ud af boksen, så deres forældre kunne blive hyldet og ønsket tillykke, selvom der ikke måtte holdes den slags fest, som Peder Meldgaard elskede at være en del af. Ægteparret blev hentet af en lastbil, som kørte dem til hovedkvarteret, hvor flere hundrede biler kørte forbi og ønskede tillykke ved at dytte.
Elskede fester
Ud over at være en driftig erhvervsmand var Peder Meldgaard nemlig et meget socialt menneske, som elskede at have sin familie omkring sig, være blandt de mange venner og bekendte og deltage i arrangementer i de foreninger, han var medlem af.
Blandt andet i Aabenraa Skyttelaug, hvor han i 2019 efter 45 års medlemskab endelig ramte plet og kunne tage titlen som kronprins, hvilket han ikke lagde skjul på betød meget for ham.
Peder Meldgaard bliver bisat fra Skt. Nicolai Kirke i Aabenraa onsdag 19. januar klokken 11.
Blå bog
Peder Meldgaard var uddannet landmand, men åbnede i 1970 Aabenraa Budcentral på privatadressen på Petersborg i Aabenraa.
Herefter gik det slag i slag med udviklingen af firmaet, som i dag består af 18 selvstændige afdelinger hovedsageligt fordelt på selskaberne Meldgaard A/S, Meldgaard Miljø A/S og Meldgaard Transport A/S.
Han begyndte med en lastbil, og i dag er der 250 lastbiler, fordelt på renovationsbiler, trækkere og containerbiler, 75 trailere/påhængsvogne.
Han var gift med Margit i over 55 år, og de fik Henrik, Lasse og Line, som i dag alle er direktører i Meldgaard Gruppen.
Hans store fritidsinteresse de seneste år var Galloway-køerne, som han havde gående i sin grusgrav syd for Sdr. Hostrup. Her holdt han af at gå rundt på markerne og se, om de trivedes.
Han gik desuden på jagt, svømmede i mange år hver morgen klokken 5.30 i svømmehallen, var aktiv i flere af byens foreninger og elskede at rejse sammen med sin kone.