Annonce
Ugeavisen Aabenraa

Ullas angst er invaliderende

Ulla Schmidt vil ikke fastholdes i sin angst. Efter deltagelse i et kursus under Aabenraa Kommunes Sundhedscenter har hun nu fået nogle praktiske redskaber til at håndtere sin angst. foto: Jan Sternkopf
Ulla Schmidt ligner ikke en psykiatrisk patient. Men moren til fire har flere gange været indlagt på grund af angst. Der er tale om tanker, der løber løbsk, men også den fysiske panik-angst med åndenød, kvalme og rysteture. Kursus har givet hende redskaber til at holde angsten i ave.
Annonce

Varnæs: - Du ligner ikke sådan én.

Den melding får Ulla Schmidt som regel, når hun fortæller om at være psykiatrisk patient. Hun kan godt smile ad det - for hvordan ser "sådan én" så ud, spørger hun tilbage.

Det er da også svært at forestille sig at den 44-årige kvinde og mor til fire har været indlagt flere gang på psykiatrisk afdeling på grund af angst.

En angst, der er så stærk og ødelæggende, at den bliver livstruende.

- Jeg havde angst døgnet rundt. På et tidspunkt kommer man derud, hvor man bare ikke kan mere, fortæller Ulla Schmidt, der er én af de borgere, der har afsluttet et kursus på syv moduler under Aabenraa Kommunes Sundhedscenter med angst og depressioner som tema.

Ulla Schmidt ser sig da heller ikke selv som den "typiske psykiatriske patient".

- Fordi jeg har et netværk. Når jeg ikke har angst, fungerer jeg jo fint. Jeg kan have mindre angstanfald af og til - men dem kan jeg styre. Det er de rigtig slemme ture - de kan komme med års mellemrum, som er virkelig invaliderende.

Annonce

Lavt selvværd

Hun ved ikke, om det var en fødselsdepression, der udløste hele miseren, eller om årsagen skal findes langt tidligere.

- Jeg ved ikke, hvor angsten kommer fra. Formentlig skyldes den et for lavt selvværd. Jeg er jo perfektionist - og jeg ligger under for den tvangstanke, om det, jeg laver, er godt nok. For det er jo aldrig "godt nok".

Ulla Schmidt kan heller ikke sætte ord på sin angst.

- Det er en såkaldt generaliseret angst, den er uspecificeret. Hvis jeg bare vidste, hvad der udløser disse angstanfald, så kunne jeg jo arbejde med det.

Annonce

To typer angst

Ulla Schmidt rammes af to typer angst:

- Den ene angst er tanker - men det kører op. En bekymring, der løber løbsk. Den anden er meget fysisk. Det er nærmest et panik-anfald med åndenød, rysteture og stærk kvalme. Og jeg ved ikke, hvad der udløser disse fysiske anfald, lyder det fra Ulla Schmidt.

Oven i det kommer så selvbebrejdelserne.

- Det skide-selvværd, bemærker hun selv.

Hun har haft stor gavn af Sundhedscentrets kursusmoduler. For det første er det godt at se andre, der trods det de har det værre end hende, stadig kan få en hverdag til at fungere.

- Men derudover har jeg fået nogle helt praktiske redskaber til at håndtere min angst. Blandt andet afledning, vejrtrækning, mindfullness - og noget så simpelt som en middagslur.

For Ulla Schmidt har det været meget vigtigt at gøre noget. For alt i verden ville hun ikke fastholdes i sin angst.

- Ikke noget med navle-pilleri - man skal videre. Ellers ødelægger det én.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce