Brædstrup: Den kommende aktivitetspark i Brædstrup har været mange år undervejs og været præget af mange forsinkelser, men nu begynder det snart at lysne for det store projekt.
Således er et af de store projekter i aktivitetsparken nemlig så godt som færdigt, idet frivillige håndværkere er ved at lægge sidste hånd på udeskolen, som forventes færdig inden for en uge.
Udeskolen er tænkt som et tilbud til områdets skoler, som kan bruge den i forbindelse med undervisningen, men derudover kan den benyttes frit af byens borgere. Det kan være foreninger, der vil holde møder i det fri, eller dagplejemoren, der vil give sine dagplejebørn en bid mad. Mulighederne er mange.
Brædstrup Skole forventes at blive en af de store brugere af den nye udeskole, og her ser skoleleder Anders Godsk Høiberg frem til, at skolens elever snart kan tage den udendørs skole i brug.
- Vi har glædet os rigtig meget til, at udeskolen bliver færdig. Vi regner med at bruge den i forbindelse med natur- og teknologi-undervisning, fordi det er et dejligt sted at tage prøver, analysere, kigge på dyr og være tæt på naturen samtidig med, at vi kan være under halvtag, hvis det er dårligt vejr. Så vi regner med at bruge udeskolen relativt aktivt, siger Anders Godsk Høiberg.
SFO og billedkunst skal ud i naturen
Skolelederen forventer, at skolen vil tage byens nye tilbud i brug allerede i dette skoleår, selvom corona-epidemien i øjeblikket gør, at skolen har nok at gøre med at få den almindelige undervisning til at hænge sammen. Skolelederen ser imidlertid mange muligheder for skolens elever til at gøre brug af den nye udeskole.
- Vi har snakket om, at vores SFO kan bruge det om eftermiddagen således, at hele skole får det brugt. Billedkunst er også et fag, man kan trække ud i udeskolen, fordi naturen er så godt et lærred. Vi regner med, at vi begynder at tage udeskolen i brug allerede i det her skoleår, men fra næste skoleår vil det komme ind i lærernes årsplaner, så det bliver lidt mere organiseret, siger Anders Godsk Høiberg.
Åbner til foråret
Ifølge initiativtageren til aktivitetsparken, Thomas Schmidt, forventer man, at man kan indvie og åbne op for de første aktiviteter i det tidlige forår. Det sker, når der er sat legeredskaber og fitness op på den nedlagte tennisbane i enden af Folkeparken, der fremover skal være legeområde for de mindre børn.
- Vi regner med, at vi skal have nogle specialister til at sætte legeredskaberne op, så det hele kan gå lidt stærkere. Legeredskaberne skal jo godkendes til brug bagefter. Vi tager det hele lidt step for step, fordi det er svært at få fat i de frivillige håndværkere, fordi der er meget pres på dem for tiden. Vi har egentlig redskaber og økonomien på plads, men vi kan jo ikke tvinge folk ud i frivilligt arbejde, siger Thomas Schmidt.
Anders Godsk Høiberg, skoleleder Brædstrup SkoleVi regner med at bruge udeskolen relativt aktivt.
Søger flere fonde
Manglen på håndværkere betyder også, at ikke alle aktiviteter i den såkaldt første fase vil være færdig til foråret, idet tarzanbanen og den 36 meter lange svævebane først vil stå klar efter sommerferien.
Hele aktivitetsparken forventes at koste 4,5 mio. kr., men folkene bag aktivitetsparken har ikke nok midler til en fuld udbygget park. Derfor skal de frivillige i aktivitetsparken snart ud og søge flere fondsmidler.
- Vi har besluttet at vente lidt med at søge flere fonde til vi har den første del af projektet helt på plads. Vi vil gerne vise overfor fondene, at vi kan løfte det her, så vi vil gerne have noget, vi kan vise frem, siger Thomas Schmidt.