Fredericia: Der er fortsat lidt over en måneds tid til jul, men søndag var der mulighed for at købe de første gaver eller bare julepynt til sig selv.
Depotgården i Lollandsgade bød nemlig alle interesserede til julemarked og åbent hus, hvor husets 2.500 kvadratmeter med værksteder, boder og café blev vist frem.
- Et fritidshjem for voksne.
Sådan ynder den ene af de to daglige ledere i kultur- og aktivitetshuset Erling S. Larsen at beskrive Depotgården, der er et fritidstilbud for kreative voksne med blandt andet værksteder, udstillinger og foredrag.
Depotgården, der hører ind under kultur og fritid i Fredericia Kommune, har 570 medlemmer. De betaler hver 600 kroner om året for et medlemsskab, og søndag udstillede og solgte 20 af dem deres værker på julemarkedet. Blandt dem var 58-årige Lene Kloch. Hun er kommet på Depotgården i 10 år og har både arbejdet med keramik, glaskunst og i malerværkstedet.
For hende handler de to gange om ugen, hun typisk kommer på Depotgården, ikke udelukkende om at udfolde sig kreativt.
- Den her dag er sådan en rigtig hyggedag, og så kommer der jo også mange medlemmer, som gerne vil se, hvordan tingene ser ud, når de er færdige.
- På den måde er det både en medlemsdag og et julemarked, siger Lene Kloch.
70 frivillige hjælper til
I kælderen var der også gang i træværkstedet, hvor 66-årige Arne Bech fik givet sin hjemmelavede gyngeelefant lidt linolie, mens folk nysgerrigt kiggede ind i lokalet med savsmulds duft. På arbejdsbordet ved siden af ham havde han udstillet mindre elefantfigurer skåret i træ.
Han flyttede fra Fredericia og var væk i 30 år, inden han senere slog sig ned i fæstningsbyen igen, hvorfor han søgte efter et socialt netværk.
- Jeg sad oppe i min lejlighed og kiggede, og der var ingen, der kom og spurgte, om jeg ville lege. Så tænkte jeg, at jeg selv måtte gøre noget, siger Arne Bech.
I dag kommer han i Depotgården flere gange om ugen, hvor han primært bruger tid i træ- og metalværkstederne. Udover at lave forskellige, mindre møbler til sit hjem er Depotgården med til at tilfredsstille hans sociale behov.
- Det er en vigtig del af huset, at man får holdt sine pauser, får drukket noget kaffe og snakket med de andre.
Depotgården har omkring 70 frivillige, der selv er med til at oprette hold, gøre rent og vedligeholde maskiner.