Annonce
Elbobladet

Efteråret er højsæson for stress

Der er ifølge Birgitte Rosenlund, indehaver af StressAkademiet, flere grunde til, at flest går ned med stress i september, oktober og november. Privatfoto
September, oktober og november er højsæson for stresssygemeldinger. Birgitte Rosenlund fra Stressakademiet i Snoghøj har bud på hvorfor.
Annonce

Fredericia: Sommerferien er typisk årets længste ferie. Og under en tre måske endda fire uger lang sommerferie er der god mulighed for at få ladet batterierne op og få koblet helt af efter et hårdt arbejdsår. Alligevel er efteråret højsæson for stress-sygemeldinger, viser tal fra pensionsselskabet PFA, der sidste år registrerede 29 procent flere henvendelser til deres sundhedsforsikring fra stressramte kunder.

De fleste henvendelser fik de i oktober og november. Fredericia Kommune har ikke tal på, hvor mange af de lokale sygemeldte borgere, der er ramt af stress.

Det overrasker ikke Birgitte Rosenlund, stressekspert og indehaver af StressAkademiet, som holder til i Videnpark Trekantområdet i Snoghøj. Hun har flere bud på, hvordan det kan være, at de fleste bliver ramt af stress efter en længere ferie, hvor batterierne ellers burde være ladet helt op.

- Vi strammer os an op til en sommerferie. Vi skal bare lige afslutte et projekt. Vi vil gerne rydde bordet op til ferien. Sommerferien er den længste ferie, vi har, så når vi ligger i solstolen og slapper af, bliver hjernen låst op. Vi har tid til at mærke efter. Og de tanker og følelser, man ikke har tilladt at komme op til overfladen i en travl hverdag, hvor det har handlet om overlevelse, trænger sig på, siger Birgitte Rosenlund og minder om, hvad stress egentlig er:

Sygemeldte i Fredericia

Udvikling i antallet af borgere i Fredericia Kommune på sygedagpenge

2018

August: 455

September: 467

Oktober: 512

November: 601

December: 614

Dette er det samlede antal af borgere på sygedagpenge. Fredericia Kommune har ikke tal på, hvor mange af de sygemeldte, der er sygemeldt på grund af stress eller stressrelaterede sygdomme.

Annonce

Læg telefonen og slap af

- Stress er ikke en sygdom, det er en hormonel tilstand. Når der er fare på færde, aktiveres amygdala, som er en lille mandelformet 'ting' i hjernen, der styrer vores forsvarsreaktioner - og der produceres stresshormoner, som sørger for, at kroppen er klar til kamp eller flugt. Det er beregnet til en kortvarig fare. Problemet opstår, når man føler, at faren er på færde i længere tid. Så bliver det hormon som en gift for hjernen og kroppen, og dette kan medføre sygdom, forklarer Birgitte Rosenlund, der underviser både ledere og medarbejdere i at blive bedre til at spotte og håndtere stress.

En anden forklaring på, at flere bliver ramt af stress efter ferien, er, at man efterlader en stor bunke arbejde, som man ikke kan få ud af hovedet. Og så har man telefonen og internet ved hånden.

- Da jeg lå i solstolen på stranden i min ferie, lagde jeg mærke til, at de fleste kiggede på deres telefon - og mange skrev eller talte i telefon i stedet for at at slappe af og nyde udsigten. Og selvom du føler, at du slapper af ved at være på sociale medier, så slapper din hjerne faktisk ikke af, siger stresskonsulenten, som ikke er tilhænger af sygemeldinger på grund af stress.

- Vi skal blive bedre til at opdage stress i tide. Føler man, at man har stress-symptomer, er det vigtigt at identificere 'truslen' - det problem, der giver stress - og finde en løsning. Og så har man tre valgmuligheder: Man kan acceptere, ændre eller forlade, siger Birgitte Rosenlund, der opfordrer til, at man prikker til sin kollega eller medarbejder, hvis man observerer adfærdsændringer, der kan være tegn på stress.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Mormors jordbærhimmel

Annonce