Annonce
Elbobladet

Giv et kompliment på din vej

Journalist, Gustav Roesbjerg Pedersen. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce

Nogle gange er det de små ting, der kan gøre forskellen i hverdagen.

Forleden læste jeg om en kvinde i Horsens, som havde skrevet positive budskaber såsom "Du ser godt ud" og "Du er noget værd" forskellige steder i asfalten.

Artiklen fik mig til at tænke: "Hey, gør jeg nok i min hverdag for at gøre andres dag bedre?"

Det er så nemt at få smilene frem hos andre. "Jeg er vild med din frisure" eller "det er da nogle flotte sko, du går i." Mere skal der næppe til at skabe lidt glæde, men gør vi det nok?

Er man mere privat anlagt, kan man fokusere på de, man render op og nedad i sin hverdag. Din kollega, kæreste eller korleder. Tak for dit engagement, din hjælp eller for, at du gør min hverdag bedre. Ordene bliver bare sjældent sagt.

I denne uge har ElboBladets redaktion i fraværet af min kollega Peter været en journalist færre på job, og det fik mig til at tænke: Hold op, hvor gør han en forskel for, at der altid er noget spændende og unikt at læse! (Det håber jeg selvfølgelig også, I synes, der er i denne udgave af ElboBladet, hvor du også kan læse om en fotoudstilling samt mange andre kulturelle og personlige historier og blive opdateret på Fredericia HK.)

Jeg skal sparre dig for alt for mange superlativer - de kan tages face-to-face - men jeg synes, det er tankevækkende, hvordan man først sætter pris på det, man har, når man står og mangler det.

- Det går stille og roligt, lyder det klassiske svar på på spørgsmålet om, hvordan det går, når folk fra min generation mødes.

Jo, jo, men hvorfor går det så stille og roligt? Er der noget, der trykker, fylder eller glæder, og kan man være med til at gøre en forskel i den forbindelse?

Hvis ikke man spørger og ikke giver udtryk for sin holdning, rokker man ikke ved noget. De svære spørgsmål, som trykker, hvor det gør ondt, kan være svære at stille. Men når det gælder komplimenter, kan det næsten være ligeså svært - hvorfor?

Kære læser; gør dig selv og andre en tjeneste.

Ros din nabo for den altid flotte have, spørg indtil din kollegas weekend, og giv din sidemakker i bussen et kompliment eller smil med på vejen.

Det skader ikke. Hvis du er heldig, kan du ligefrem være med til at gøre en anden persons dag en smule bedre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Mormors jordbærhimmel

Annonce