Fredericia: Nytåret kan give anledning til en ny begyndelse, og selvom det kan være svært at omlægge sin livsstil, vælger flere hvert år at gøre det med nytårsforsætter.
Ifølge tal fra Yougov havde hver fjerde dansker i 2020 et nytårsforsæt. Vægttab er med 37 procent af de adspurgte, det nytårsforsæt flest har haft, mens at træne mere kommer tæt på 35 procent. 13 procent tilkendegav, at de har haft et ønske om at kvitte tobak eller e-cigaretter.
Nu bliver det imidlertid muligt at kombinere nogle af disse forsætter. Fredericia Kommune tilbyder nemlig rygestopkurset "Røgfri i naturen - 100 % frisk luft", hvor rygestopforløb kombineres med ture ud i den fredericianske natur.
Røgfri i naturen
Fredericia Kommune tilbyder gratis rygestop-forløb i naturen.
Næste hold begynder torsdag 25. februar, hvis forsamlingsforbuddet på dette tidspunkt som minimum tillader 10 personer.
Holdet mødes seks torsdage om eftermiddagen. Det varer 2,5 time per gang.
Grundet vinterkulden bliver der en fast base, hvor skovturene for det kommende hold vil tage udgangspunkt. Det er endnu uvist, hvor i kommunen det bliver.
Kan du gå cirka tre kilometer i rask gang, og er du klar til at blive røgfri, kan du tilmelde dig hos Agnete Haarder på telefon 41232707 eller på e-mail agnete.haarder@fredericia.dk
To gange har kurset indtil videre været afholdt med succes. Torsdag 25. februar begynder et nyt hold.
- Der handler dels om rygestop, men også det fysiske med at få motion og luft i stedet for at sidde indenfor. Mange vil gerne kombinere rygestop med bevægelse, fordi folk kan være bange på at tage på ved at kvitte smøgerne, hvilket nogle også gør, siger Agnete Haarder, der er fysioterapeut og rygestoprådgiver hos Fredericia Kommune.
Fast base
Sammen med kollegaen, Christian Faber, står hun for kurset, hvor deltagerne tidligere har været på gåture på cirka tre kilometer ved for eksempel Rands Fjord, Trelde Næs og Hagenør.
Denne gang bliver det imidlertid en smule anderledes, da det er første gang kurset afholdes i en koldere periode. Det betyder imidlertid ikke, at konceptet med frisk luft sløjfes.
- I stedet tager vi på mange skovture med udgangspunkt fra en fast base, hvor vi kan søge ind, når vi samles til sidst, fortæller Agnete Haarder, som endnu ikke ved, hvor den faste base bliver.
Nyt år, nye vaner
Hun ser det nye år som en oplagt anledning til en livsstilsændring.
- Nytåret er for mange anledning til at tage beslutninger i forhold til livsstil. Så for nogle vil det passe godt ind. Derudover kan perioden med corona også give tid til flere refleksioner. Virussen minder også folk om, at de skal passe på deres lunger, for den rammer dem hårdere, siger Agnete Haarder.
Agnete Haarder, fysioterapeut og rygestoprådgiver hos Fredericia KommuneNytåret er for mange anledning til at tage beslutninger i forhold til livsstil. Så for nogle vil det passe godt ind. Derudover kan perioden med corona også give tid til flere refleksioner. Virussen minder også folk om, at de skal passe på deres lunger, for den rammer dem hårdere.
Virussen kan dog også spille ind på negativ vis.
- Den nuværende situation kan betyde, at folk har mere overskud til at lave forandringer. Omvendt er der nogle, som er påvirket af den isolation, der kan forekomme, og som derfor har nemmere ved at ty til smøgerne, pointerer hun.
- Så det er forskelligt, hvordan man tackler det, men vi oplever i hvert fald, at coronaen har gjort, at folk tænker mere på helbredet, siger Agnete Haarder.
Selv oplever hun ikke, at efterspørgslen er steget på det seneste gennem sit arbejde som rygestoprådgiver, da mange holder sig hjemme, som det anbefales.
- Men jeg vil tro, at der er mere tryk på de digitale muligheder for rygestop for tiden, siger Agnete Haarder.
Gode resultater
Det seneste hold, som var på kurset i efteråret, førte ifølge Agnete Haarder til, at seks ud af otte deltagere kvittede smøgerne. Undervejs i forløbet var alle stoppet med at ryge, men ved en opfølgning to måneder senere var der to, som ikke længere var røgfri. Også ved første forløb i sommeren var der succes med at stoppe. Her fik halvdelen af holdet bugt med deres rygetrang.
- Vi er glade for, at det er gået så godt. Normalt er det kun 25 procent, som stopper med at ryge, når de sætter sig for det. Det kan virkelig være svært, for nikotin er forbundet med stor afhængighed, siger Agnete Haarder.