Fredericia: De er over 200 år gamle, men ser ud til at være spritnye.
Torsdag morgen var der usædvanlig meget liv på Prinsessens Bastion, der ligger lige syd for Danmarks Port i Fredericia Vold.
Fem af voldanlæggets beboere vendte nemlig hjem. Det var én 12 punds kanon, tre tre-punds kanoner og en enkelt 50 punds mortér.
- Det er en festdag, lød det fra museumsleder Karsten Merrald Sørensen.
Han har glædet sig til at se de gamle kanoner komme tilbage fra renovering hos Vejle-virksomheden Thubalka.
- De har fået repareret træværk og skiftet beslag og meget andet. Bortset fra enkelte, udskiftede dele, består kanonerne og mortéren stadig af de originale dele, som er meget gamle. Mortéren er for eksempel støbt i 1804, siger han.
Kanonerne er malet i historisk korrekte oldenborgske røde og blå farver, men også vogngrå og sort går igen i de tunge våbens farver.
Karsten Merrald Sørensen, museumslederMan SKAL da klatre på kanonerne. At kravle på dem er en fast del af en Fredericia-opvækst.
- Er de ikke bare blevet flotte? Man kunne sige, at det er kanon, selvom den ene altså er en mortér, siger Karsten Merrald Sørensen med et smil.
Han har i øvrigt intet imod, at de nyrenoverede sværvægtere bruges som klatrestativ.
- Nej, man skal da klatre på kanonerne. At kravle på dem er en fast del af en Fredericia-opvækst. Og sådan skal det være, siger han.
Som et omvendt Lego-sæt
Værkfører Per Østergaard fra Thubalka har stået i spidsen for istandsættelsen, som undervejs har budt på flere overraskelser.
Blandt andet viste nogle af de gamle kanoner sig at bestå af langt flere dele, end man skulle tro.
- Det har været spændende. Vi har skilt dem ad i smådele - og sørget for ikke at blande delene, siger han.
Nogle trædele viste sig at være rådne, og nogle metaldele måtte skiftes ud. Men i det store hele står kanonerne nu som originalt. Og nu ikke længere malet med plastikmaling.
Museumschefen siger, at man SKAL kravle på kanonerne. Synes du også det, nu, hvor du har istandsat dem?
- Nej, hvis det var mine, fik man ikke lov at kravle på dem. Men jeg ved godt, at det er noget, der hører sig til, siger Per Østergaard.
Meget mere på vej
De fire kanoner og mortéren, der nu er tilbage, udgør kun en en del af den renoveringsopgave, Thubalka i disse år udfører på voldanlæggets befæstning.
I alt skal 11 kanoner og deres trækonstruktioner sættes i stand. Det er en operation til i alt 2,4 millioner kroner - og det vides ikke endnu, hvor lang tid arbejdet tager, men måske er de alle retur i løbet af næste år.
De fire kanoner og den enlige mortér, der torsdag morgen blev løftet på plads, krævede en kran. Undervejs måtte kranfører Mike Larsen være kreativ for at forhindre, at kranen skulle strække sig så meget, at det riskerede at føre til jordskred.
Og da kranen alligevel var på plads, kunne den lige så godt tage de ting med derfra, som skal på operations-drejebænken.
Det vil blandt andet sige de store lavetter fra to store 84 punds kanoner på toppen af Prinsessens Bastion. De har i lang tid stået uden de tonstunge kanonrør.
- Da det blev opdaget, at lavetterne var plaget af råd og svagheder, turde vi ikke lade rørene ligge. Det risikerede bare at ende med en ulykke, når børn og voksne kravler rundt på kanonerne, siger Karsten Merrald Sørensen.
Han glæder sig over, at kanonernes hjemkomst sker i tide inden 6. juli-festlighederne.
- I år kan jeg derfor garantere, at der er kanoner på volden 6. juli, siger han.
Sværvægtere på volden
- Den enlige 50 punds mortér er den tungeste af dagens hjemkomne våben på volden. Den vejer 1836 kilo, hvoraf trækonstruktionen er tungest med sine 1201 kilo og kanonrørets 635 kilo.
- Den store, sorte 12 punds kanon vejer 1400 kilo.
- De mindre tre-punds-kanoner vejer cirka 700 kilo.