Lucullus i Fredericia konkurs: Livsværket slukkes på Luthersvej af corona og kræft

Fredericia: 99-årige Grethe Nylander var mandag for sidste gang i sin elskede smørrebrødsforretning Lucullus på Luthersvej. Som det har været vanen de seneste år, blev hun hentet og bragt, så hun kunne gå lidt til hånde og indsnuse sit livsværk i en symfoni af dufte af hjemmebagt leverpostej, stegte fiskefiletter og rørt fars.

Tirsdag morgen kl. 8 stod hendes barnebarn Helle Kristensen over for forretningens 12 medarbejdere og fortalte det, som det var - deres arbejdsplads Lucullus Smørrebrød ApS er konkurs og lukker og slukker. Sygdom og corona kunne det højtbelagte smørebrød ikke hamle op med.

- Min mormor er virkelig sej. Hun er selvfølgelig ked af det, men hun siger, at det vigtigste er, at livet går videre. Vi har valgt selv at sige stop nu, selv om vi faktisk har travlt og ser ind i vores mest travle periode. Men vi kan ikke trække det længere, fortæller Helle Kristensen.

Der er blevet kæmpet til det sidste for at finde en udvej for at undgå konkursen.

- Vi har som andre været ramt af coronaen. Oven i det fik min mor ( Kirsten Thomsen, red.) desværre konstateret kræft. Det fik hun i maj, og lægerne kunne intet stille op. Hun har kæmpet for at holde forretningen kørende sammen med os andre, men hendes kræfter er brugt. Hun er selvfølgelig meget ked af det, for hun er sikker på, at havde sygdommen ikke ramt hende, så kunne hun have styret gennem krisen, siger Helle Kristensen, 3. generation i Lucullus.

Den lille forretning på hjørnet af Fasanvej og Luthersvej har sørget for madpakker, flot smørrebrød og festmenuer for flere generationer fredericianere. På trods af nye tider og ændrede kostvaner har forretningen haft sit faste publikum.

- Vi kan ikke selv køre videre, og det har været muligt at få nogle til at overtage. Vi har gjort flere forsøg, men det er ikke lykkedes, siger Helle Kristensen.

Hun har været en del af forretningen i 16 år, men det ville ikke give mening for hende at overtage.

- Ikke mindst fordi jeg ikke kan lave mad. Det stod min mor for. Jeg kan meget andet, men uden hende som køkkenchef kan vi ikke fortsætte. Det har været hårde halvandet år, hvor min mor har knoklet og kæmpet trods sygdom og corona for, at alle vores ansatte kunne bevare deres job. Vi har lavet arbejdsfordeling, men ingen er blevet sagt op, fortæller Helle Kristensen.

Helle Kristensen havde som sin mor håbet, at forretningen kunne være kørt videre i yderligere nogle år. Hun er 52 år og havde gerne fortsat, til hun var pensionsklar. Hendes mor Kirsten er rundet 71 år, mens mormor Grethe er 99 år.

- Men det gik bare ikke være længere. Jeg synes, vi har gjort det godt med 55 år. Det har været en sjov tid med mange gode minder. Men nu er det slut, og vi er nødt til at lave et hårdt snit. Tirsdag skal jeg ringe rundt til kunder, som jeg er nødt til at skuffe med, at de ikke får mad i dag eller senere. Nogle vil måske blive vrede, men vi har ikke kunnet sige noget om situationen før nu. Det beklager jeg, men sådan er reglerne, siger Helle Kristensen.

Midt i den triste situation er hun glad for, at der ikke er lokale leverandører, der har penge til gode. De ansatte er sikret deres løntilgodehavender gennem Lønmodtagernes Garantifond. Tilbage står nogle mellemværender med staten, som nok ikke kan betales.

- Vi har gjort det, så godt vi kunne, og nu skal vi videre. Jeg ved, det bliver en svær dag for alle. Vi har ansatte, der har været hos os i næsten 50 år, så det er ikke nemt, siger Helle Kristensen.

Hun vil sammen med personalet bruge tirsdagen på at snakke og sikkert lade en tåre trille, mens de hvide kakler og de blanke stålfade i butik og køkken skures rene for sidste gang.