Annonce
Elbobladet

På den 2. side: Alt det, man misser uden at vide det

Journalist Peter Friis Autzen, Elbobladet. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Ligger det til alderen at blive mere og mere opmærksom på hullerne i osten? Eller er jeg bare blevet smittet af at læse uvidende, unuancerede, ukonstruktive indlæg i kommentartråde på Facebook?

Begge dele - altså alderen og facebook-bavlet - har sneget sig ind på mig samtidig, og så er det jo svært at skelne skæg fra snot.

Uanset årsag har jeg opdaget, at jeg er begyndt at vise sur-gammel-mand-tendenser. Jeg håber at kunne nå at rette op på det i tide, inden jeg ender som en gnaven gammel mand af den type, der ikke føler mig tynget af behov for viden, når blot jeg har en mening.

Og hvad er det så, der har gjort mig bange? Jo, nu skal du høre:

For nylig fik jeg en uventet gave.  Det var en cd med gudsbenådet guitarblues. Den slags plejer at gøre mig glad.

Det var Stevie Ray Vaughans debutalbum fra 1983. Den plade har altid gjort mig glad, siden jeg i 1992 købte den på vinyl.

Jeg har i flere dage haft cd'en i bilens afspiller, og folk på fortove rundt omkring i Jyllands hovedstad kan måske fornemme de amerikanske genialiteter, når jeg kommer rullende. Ja, selvfølgelig er mine vinduer lukket - jeg er jo ikke 20 år, vel?

Men selvom jeg flyver afsted på noget af min yndlingsmusik, sniger følelser af ærgrelse, fortrydelse og for-fanden-da-også-Peter sig ind i mit hjerte. Og det er dét, der gør mig nervøs.

I 1988 var jeg for første gang på festival. Midtfyns Festival havde lokket mig til at hæve lidt lommepenge - ikke mindst fordi Søs Fengers efter-News-band, Love Construction, skulle spille.

Mine venner var meget til teltplads og solvarme øl, mens jeg løb fra scene til scene. Jeg ville ikke snydes for noget, og den dag i dag har jeg favoritnavne i cd-kassen, som jeg uforberedt løb ind i denne sommer. Jeg ville ikke snyde mig selv for noget som helst musik.

På den 2. side gik jeg glip af mindst én koncert. Måske var jeg træt, da en amerikaner med et langt og for mig ukendt navn skulle spille. Ham sprang jeg over. Så jeg missede mit livs eneste mulighed for at opleve Stevie Ray Vaughan live.

Nogle år senere rydder jeg op i stakken af festivalprogrammer og ser navnet på guitarhelten blæst op i stor skrift på forsiden af 1988-udgaven. I mellemtiden er han død ved et helikopterstyrt, og jeg er blevet stor fan.

Jeg husker stadig skuffelsen, da jeg sad dér. Jeg sad på knæ, men gled helt ned på rumpetten, mens jeg i vantro stirrede på programmet, hvor jeg havde cirklet mange navne ind - men ikke Stevies.

Når jeg nu sætter min nye cd på, blander et strejf af uinviteret ærgrelse sig med min nydelse.

Sådan gider jeg ikke være. Jeg gider ikke være ham, der ikke kan nyde et sønderjysk kaffebord, bare fordi mormors drømmekage ikke er der. Jeg gider ikke være ham, der ikke kan nyde en ny James Bond-film, bare fordi Sean Connery var bedre. Jeg gider ikke være ham, der ikke kan nyde noget godt, bare fordi det kunne være bedre. Jeg gider ikke være ham, der ikke kan nyde i dag, fordi i går var bedre.

Gider du?

I øvrigt aflyste Love Construction. Det var noget med en storebæltsfærge...

Hils din nabo fra ElboBladet, så er du rar.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Går du med maske?

Annonce