Annonce
Elbobladet

På den 2. side: Mormors jordbærhimmel

Journalist Peter Friis Autzen, Elbobladet. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Hver sommer sker der noget med mig. Jeg bliver overrasket over solens skold-kraft, og græssets vækst-tempo kommer bag på mig. Det sker hvert år.

Men der er også noget andet. Noget der altid både bringer mig glæde og en slags nostalgisk vemod: Jordbær.

Da jeg var dreng, var jeg nogle gange på ferie hos min mormor og morfar i Vejle. De var nogle af de mest arbejdsomme mennesker, jeg har mødt - og jeg har ellers mødt mange, som ikke er bange for knofedt. De drev deres egen virksomhed, så selvom de havde verdens dejligste lille dreng - for det sagde de, at jeg var - på besøg, blev butikken og værkstedet passet. Imens kunne jeg slå mig løs i deres store, flotte baghave under de summende højspændingsledninger.

Jeg slog græs med en selvkørende græsslåmaskine så tung, at man skulle tro, den var en lille kampvogn. Jeg øvede mig i at kaste ud med min fiskestang - med en møtrik i linen. Og jeg brændte mønstre i aviser med min mormors forstørrelsesglas. Jeg hyggede mig mange timer ad gangen og vidste, at jeg inde i deres køkken kunne få havregryn med mælk - og sukker på! Det var forbudt derhjemme, men et særlig mormor- og morfar-privilegium.

Selvfølgelig var der ting, jeg ikke måtte hjemme hos mormor Helga og morfar Herluf. Men det var på den 2. side ting, jeg alligevel ikke havde lyst til at gøre - og så mærker man jo ikke forbuddets stramme bånd.

Undtagen ét forbud: Jordbær.

Min mormor havde verdens bedste og største jordbærbed. Ikke noget med en sølle række fuglehakkede gnallinger. Nænej, række efter række efter række efter række efter række efter række af jordbærplanter med uendelige mængder af friske, saftige, søde, modne, kølige, højrøde og afsindigt tillokkende bær. Men forbudte. Jeg måtte ikke tage af dem. Stikkelsbærerne måtte jeg gerne tage - men ikke jordbærrene.

Selvom jeg også legede med naboens datter, kunne jeg ikke lade være med at sende stjålne blikke ned mod jordbærhimlen i bunden af haven.

I dag er jeg i tvivl, om jeg nogensinde gik på bær-rov, eller om jeg kun tænkte rigtig meget på det. Jeg tror ikke, at jeg gjorde det - husk på, at jeg jo var verdens dejligste lille dreng og et artigt dydsmønster...

Min mormor brugte bærrene til at lave verdens bedste jorbærgrød. Ver Dens Bed Ste! Hun satte den gyldne standard, som ingen siden har kunne leve op til. Verden stod stille, når jeg spiste mormors jordbærgrød. Sød, cremet, blød, rød og med dét helt særlige krydderi, kun en mormor kan levere.

Meget har forandret sig siden. Jeg er ikke helt verdens dejligste lille dreng længere - og måske heller ikke ligefrem et artigt dydsmønster.

Men hvert år kommer de danske jordbær. Og hvert år lever de ikke op til mormors gyldne standard.

Misforstå mig ikke: Jeg er glad for jordbær. Glad. Men jeg elskede dem, da jeg var dreng. Elskede. Især min mormors. Især dem fra hendes jordbærgrød.

Gad vide, om man helt automatisk sætter gyldne standarder, når man bliver bedstefar eller bedstemor? Det forpligter. Jeg må hellere mande mig op i god tid.

Da min mormor var blevet gammel og svag, tog jeg vandmelon med til hende. Skåret i tern, så hun kunne spise dem med smil på læben og glæde i øjnene.

Jordbær kommer i mange farver og former.

God sommer. Hils din nabo fra ElboBladet. Så er du rar!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Elbobladet

Trekking rammer tidens trend

Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Spejderliv er friluftsliv

Elbobladet

Giv haven et eksotisk pift

Elbobladet

Opel sætter strøm til Vivaro

Annonce