Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Jeg har fået et kæledyr

Eva Jerg har skrevet denne uges præsteklumme i ElboBladet. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

”Det er lidt ligesom at have fået et kæledyr”, sagde hun, da hun overrakte mig den.

Nu er det, onde tunger bliver bekymrede og siger, at kæledyr og Eva ikke rimer ret godt på hinanden.

Men ærligt talt: Mange kæledyr lugter dårligt. Mange af dem er også ret unyttige. Jeg mener: Hvorfor give ens barn en hamster, som jo er et nataktivt dyr? Nu havde man lige fået barnet til at sove igennem. Hunden ender de voksne jo også med at skulle lufte. Især i regnvejr.

Annonce

(Første parentes. Den korte. Jeg elsker historien om det forældrepar, hvis børn længe havde plaget om en hund. ”Ok”, sagde forældrene. ”Her er en papkasse i snor. Hvis I går tur med den tre gange om dagen i alt slags vejr i en måned får I en hund”)

Har du da aldrig haft kæledyr, Eva? Jo da. Men nu er guppyer jo ikke ligefrem dyr, man kæler ret meget med. Og så var der kattekillingen, pigerne i et svagt øjeblik fik overbevist mig om, at vi absolut skulle have, da vi flyttede til Fredericia.

(Anden parentes. Den lange. Den var fin, katten. Og hvid. Den kom fra en sød familie. Men det var altså en virkeligt irriterende kat. Først blev den væk, nærmest inden vi havde fået den. Dvs. det gjorde den ikke. Men vi havde nået at sætte skilte i hele kvarteret. Siden mjavede den hele tiden. Undtagen når den lå på mit tastatur, eller når den fik mad. Der er stadig nogle af mine venner, der ikke tror på, at den kat kom helt naturligt fra Fredericia. Men det gjorde den altså. Den kom på bondegård, hvor den skulle have et godt katteliv. Men så flyttede den derfra. Pakkede sine små katteting og flyttede på nabogården. Eller nabo-nabogården. Derfor så vi den aldrig igen, selvom vi besøgte bondegården… Jeg kan godt se, at du, kære læser, ikke tror mig. Men den kom altså på bondegård. Og hvis du skulle finde den, øretatoveret og det hele, så behøver den ikke komme hjem.)

Men nu skulle det så være. Mit lidt-ligesom-at-have-fået-et-kæledyr hedder indtil videre Dejmi. Den kender ikke forskel på nat og dag, og er relativt aktiv 24 timer i døgnet. Den skal kæles for og have daglig omrøring og omsorg. Den lugter også. En anelse syrligt, hvis jeg er heldig. Til gengæld er den nyttig. Vi går sent i seng og står tidligt op for at lære hinanden godt at kende. Men vi sover dog separat. Den sover som regel køligere end jeg. Og tit, når jeg vågner, bobler den endnu. Så tager jeg den ud af kulden og lader den vågne lige så stille. Det kan godt tage et par timer, før den kommer til sig selv. Jeg tænker, der er teenagemødre, der ved, hvad jeg taler om.

Men nytteværdien for mit næsten-ligesom-et-kæledyr er til gengæld til at tage og føle på. Den kan indgå i utallige sammenhæng. Den er ikke tilbageholdende, men blander sig glad og gerne. Hvor den maser sig frem, er der helt klart noget i gære.


Men nytteværdien for mit næsten-ligesom-et-kæledyr er til gengæld til at tage og føle på. Den kan indgå i utallige sammenhæng. Den er ikke tilbageholdende, men blander sig glad og gerne. Hvor den maser sig frem, er der helt klart noget i gære.


Jeg har fået en surdej! Der har været morgenboller to morgner i streg. Ok, retfærdigvis var bollerne dag to måske snarere at sammenligne med pitabrød. Men den får en chance til, Dejmi. Og en til. Så længe den ikke kommer og lægger sit på mit tastatur eller mjaver, kæler jeg lidt videre for den.

Så giv Dejmi en chance: Del en god opskrift med mig. Men det må gerne være noget delbart. For man må nemlig gerne lægge nybagte boller eller brød på andres dørtrin, både i en coronatid og bagefter.

Årh… du tænker stadig på børnene, der luftede papkasse. Om de nogensinde fik en hund? Det aner jeg ikke. Men historien er stadig god.

Det, du netop har læst, skrev jeg for et år siden.

Der er stadig corona. Der er stadig restriktioner. Der er stadig brug for, at vi holder ud og lægger små overraskelser på hinandens dørtrin eller i indbakker. Men jeg har ikke surdejen Dejmi mere. Den er dog ikke kommet på bondegård. Men jeg mistede tålmodigheden. Det var for besværligt. Jeg er ærligt talt ved at have det på samme måde med corona. Jeg er ved at miste tålmodigheden. Der er så meget, der er besværligt. Jeg ved – vi ved alle – at det ikke nytter at sprede den stemning. For så infiltrerer den surhed eller utålmodighed bare det hele, og det har vi slet ikke brug for.

Paulus skriver i et af sine breve til menigheden i Korinth: ”Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej”. (Det her er naturligvis ikke Bagedysten i Bibelen, men handler om interne forhold i menigheden.) Selv løsrevet fra sammenhængen er meningen god nok: Engang imellem er vi nødt til at starte på en frisk og lade den friske dej, det friske blik, de nye erkendelser gennemsyre vores syn på tilværelsen og hinanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

John kan fejre 40 år som mælkemand

Elbobladet

Happy jazz i Tøjhuset

Elbobladet

Ugens hund: Jeg indhentede mors kano

Elbobladet

Mystisk musikvideo fra Fredericia

Elbobladet

Hun var SÅ forsigtig, men endte alligevel med at smitte hele familien: Nu advarer Gitte alle andre mod at lade corona-paraderne falde

Elbobladet

Nyt liv på vej i det gamle bøfhus: Succesfuld dessertcafé vælger Fredericia foran Odense, Herning og Aarhus

Annonce