Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Lægerne var dygtige, gud var med far... eller far var pisse-stædig

Døvepræst Christina Ebbesen har skrevet denne uges præsteklumme. Privatfoto

.Jeg er ikke fra en religiøs familie, men selvom vi aldrig talte om Gud i mit barndomshjem, har bibelhistorierne givet mig meget trøst, især i påsken for fem år siden.

Min far havde fået en blodprop i hjertet, og der var kommet mange ekstra komplikationer. Hans eget immunforsvar gik grassat, og han var nødt til at få amputeret venstre underarm, 1,5 finger på højre hånd og en halv forfod – infektionstallet toppede ved 32.000 (normalen er 1-5).

Hans ekstremiteter var blevet mere og mere blå og natten mellem langfredag, og lørdag sagde lægerne: ”Her på intensiv redder vi liv, ikke lemmer,” og han blev kørt på operationsstuen.

Hele familien holdt vejret. Min kollega havde påskegudstjenesten om søndagen, så jeg havde fri. Jeg gik til højmesse, og sluserne åbnede sig, så snart præludiet gik i gang. Jeg tudede en syndflod inden sidste salme, som var Iben Krogsdal ”Opstandelsen er lige her”.

Da jeg kørte hjem, fuldstændig opløst, regnede det. Så ringede min bonusmor. Jeg holdt ind til siden. ”Han er vågnet,” sagde hun. Jeg så ud af vinduet, og der var en regnbue.

Jeg ved ikke, om det var exceptionelt dygtige læger, om Gud holdt hånden over min far, eller om han bare er usædvanlig stædig… eller en kombination, men han overlevede. Aldrig har jeg været så taknemmelig for at have en lidelseshistorie at spejle mit liv i, som den påske.

Min far lå på intensiv i to måneder, og en måned på almindelig stue, mens han langsomt blev trappet ud af de svimlende mængder medicin, der blev pumpet i ham. Min bonusmor og min faster tog dagvagterne, min søster og jeg tog aftenvagterne, så min far kun lå alene om natten. Og da han langt om længe dukkede op af medicintågerne, havde han ligget og filosoferet og set på noget abstrakt kunst på hospitalsvæggen, der havde fået ham til at se en masse kristne symboler.

Han sagde til mig: ”Nu vil jeg gerne meldes ind i folkekirken igen.”

(Præsten her havde selvfølgelig stukket til ham i årevis, for at få ham ind i folden igen (hans mor meldte ham og hans søskende ud inden konfirmationsalderen, og min videnskabs-elskende far havde svært ved at forlige sig med, at Jesus skulle være Guds søn. Men nu var han klar.)

Jeg greb chancen og fixede papirarbejdet. Men bare af ren nysgerrighed, ville jeg selvfølgelig gerne vide, hvorfor han ville meldes ind.

Han overraskede mig: ”Det er ikke første gang, jeg har følt sådan.”

Han havde været tæt på farlige situationer i trafikken mange gange og følt det samme. Og så var der den gang efter orkanen i 1999.

Et af vores gigantiske poppeltræer var væltet – heldigvis væk fra huset – og min far ville save det op. Han havde udstyret på, fyldt motorsaven med brændstof… og så må man jo ikke sidde overskrævs på sådan et træ, for der kan jo være spændinger i det … men min udødelige far satte sig alligevel op og savede.

Lige pludselig satte motorsaven ud. Det var pudsigt, for den var aldrig gået i stå før. Han kravlede ned fra træstammen og skruede dækslet af. Den var helt fyldt. Så lød der et KNARRRK! Og træet flækkede. Hvis min far havde siddet overskrævs på det, var han blevet slynget 100 meter ud i marken og havde nok ikke overlevet landingen. Motorsaven satte aldrig siden ud, fortalte han mig.

Dér havde han også følt, at nogen holdt hånden over ham. Igen; måske har han bare været pisseheldig. Det er jo som regel de heldige, der overlever længe nok til at fortælle deres historier. Men ikke desto mindre, havde min far mange gange følt, at Gud var med ham, og det kulminerede den påske i 2016.

Så nu er min far medlem af folkekirken, hans søstre er også blevet meldt ind, og min lille hjord er blevet lidt større. Og jeg er ekstra taknemmelig i påsken. Jesus har fået dødsrigets dør lukket, himlens port åbnet og har gennet selv min stædige far ind i folden

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Børn synger salmer i det fri

Elbobladet

Præstens klumme: Aprilsvejr!

Annonce