Natur: Der må ingen huller være i indsatsen mod den invasive art, mårhunden. Selv hvis et lokalområde gør en stor indsats og skyder dyrene, kan en enkelt lodsejer forpurre indsatsen ved ikke at deltage eller give jægerne adgang. For hvis dyrene uforstyrret kan yngle ét sted, breder de sig hurtigt til hele området.
Det fortæller specialkonsulent Marianne Chreel ved Miljøstyrelsen, hvor hun er ekspert i invasive rovdyr.
- Vi ved reelt ikke, hvor stort problemet med mårhunde er. Nogle steder får vi mange indrapporteringer, andre steder ingen. Men om forskellen skyldes forskellig fokus eller forskellig bestand, kan vi ikke vide. Men vi ved, at der er for mange af dem, siger hun.
Mårhunden udkonkurrerer andre rovdyr. De er meget hårde ved fugle, der bygger rede på jorden eller i lave buske. Padder og andre dyr i søer og vandhuller er også presset af mårhunden. Og dertil kommer alle de naturligt forekommende rovdyr, der sulter, fordi mårhunden kom først til fadet. Nogle af dem ender selv med at blive spist af en mårhund.
Indtil videre er mårhunden stort set kun spottet i Jylland.
- Men den er også dukket op på Fyn og på Sjælland. Der jages de intensivt for at forhindre problemet i at blive så stort som i Jylland, siger Marianne Chreel.