Annonce
Ugeavisen Esbjerg

BAGGRUND: Det socialdemokratiske kollaps

Socialdemokratiet i Esbjerg har excelleret i dårlige sager de sidste to år. Men hvad er årsagen til, at det hæderkronede parti står på randen af et kollaps? Og hvordan kommer partiet videre? Ugeavisen Esbjerg tegner baggrunden for den historiske nedtur.

Annonce

BAGGRUND: Sent ud på natten for godt to år siden, mere præcist klokken 02.20 den 22. november 2017, kunne Jesper Frost Rasmussen meddele, at han var ny borgmester i Esbjerg Kommune. Meldingen kom efter et sandt drama af en konstituering på baggrund af et meget tæt løb på valgnatten, hvor resultatet endte 16-15 til blå blok.

I baggrunden stod daværende borgmester Johnny Søtrup, som havde været med til forhandlingerne, og smilede lettet. Overfor ugeavisen indrømmede han blankt, at Venstre havde solgt sig selv dyrt. Man havde afgivet stort set alle væsentlige poster for at få borgmesterkæden placeret om halsen på Jesper Frost Rasmussen, og blandt andet Henning Ravn var ved at eksplodere af raseri over måden, hvorpå partiet havde solgt ud af sin indflydelse og magt.

- Men borgmesterposten er nu engang det vigtigste i denne situation, sagde Johnny Søtrup afdæmpet.

Den gamle bykonges store frygt var, at borgmesterposten ikke blot ville skifte blok, men også skifte til Socialdemokratiet, som historisk har stået stærkt i Esbjerg, og som han selv formåede at vriste kæden fra tilbage i start 90’erne. Det måtte for alt i verden ikke ske, for så var der ingen - klog af historien - der kunne vide, hvornår Venstre ville vinde magten tilbage igen. Nu var afsættet der trods alt for, at Jesper Frost Rasmussen kunne tegne et “nyt” Venstre i hvert fald i én valgperiode. Så måtte man se, hvad oppositionen kom med.

Over for Venstre og magten stod et slagent socialdemokrati, der endnu engang kunne se frem til fire år mere i opposition.

John Snedker, socialdemokraternes borgmesterkandidat, måtte erkende, at for ham blev heller ikke tredje gang lykkens gang, hvorfor han proklamerede, at han ikke længere ville være partiets spidskandidat og ej heller formand for byrådsgruppen.

I stedet pegede han i samarbejde med Fællesledelsen på partiets unge mand, Søren Heide Lambertsen, som arvtager til formandsposten, ligesom Søren Heide Lambertsen fik tildelt en udvalgsformandspost. Også nyvalgte Karen Sandrini fra Ribe blev overraskende sat helt frem i bussen, og hun gik fra den ene dag til den anden fra at være et ubeskrevet blad i politik til at sidde på en af de tungeste udvalgsformandsposter. Selv tog John Snedker i øvrigt den menige plads i økonomiudvalget.

De træk faldt selvsagt ikke i god jord hos særligt den gamle garde i partiet, som siden har følt sig både forsmået og forbigået. Det er her, vi finder en stor del af kimen til den konflikt, der siden har hærget det gamle parti, så det i dag fremstår mildt sagt vingeskudt, hårdt sagt i total opløsning.

For én ting var, at den unge Søren nu var i spidsen, og at de ”gode poster” var gået til anden side. Det var bittert for blandt andre Connie Geissler, Hans Erik Møller og Jørgen Ahlquist, men det var nu engang sådan, virkeligheden var. Og set fra helikopteren kunne de fleste måske også godt se, at et generationsskifte var på sin plads, når man på den anden fløj kunne mønstre relativt unge og markante politikere i form af blandt andet Jesper Frost Rasmussen, Jakob Lose og May-Britt Andrea Andersen - og i dag også Anne Marie Geisler Andersen.

En anden - og mere afgørende - ting var den resignation overfor projektet og den socialdemokratiske politik, som John Snedker og Fællesledelsens valg skabte. Den manglende inddragelse i beslutningsdelen samt partiets kurs fremadrettet blev fra flere sider kvitteret med en grundlæggende ligegyldighed overfor ledelsen og projektet. Og den ligegyldighed blev til den gift, som partiet siden synes at være inficeret af.

Socialdemokratiet fik aldrig efterfølgende sat sig ned og vendt problemerne, så man samlet kunne komme videre og sige, at det er det her, vi som parti prioriterer og står for. Der kom aldrig ro på bagsmækken, men i stedet fik problemerne lov at eskalere. Til sidst glemte man fuldstændig, hvordan det er at samarbejde. Helt galt gik det som bekendt under budgetforhandlinger og budgetforlig.

Faktisk har det siden konstitueringen nærmest været sådan, at hver gang partiet har skulle finde fælles fodslag om noget, så har enkelte medlemmer af partiet valgt at køre sololøb. Ikke de samme hver gang, ikke de samme alliancer hver gang, men der har nærmest hersket en generel konsensus om, at nu var enhver sig selv nærmest. Enhver har kort sagt gjort, hvad der passede én.

Det er aldrig sundt i et politisk parti, som nok kan have uenigheder, men hvor fællesskab, konsensus og sammenhængskraft trods alt er fundamentet for at overleve.

Derfor kan heller ingen bebrejde Søren Heide Lambertsen, at han efter to år på formandsposten for nylig fik nok og gik af. Det ville ikke være utænkeligt, hvis han i en stille stund har spurgt sig selv: Hvad skal man med fjender, når man har sådanne venner?

Den socialdemokratiske dilettantforestilling fik i sidste uge tilføjet endnu et kapitel, da den midlertidige formand, Connie Geissler, gik af efter godt en uge efter endnu en intern fadæse, hvor indgåede aftaler ikke blev overholdt.

For resten af oppositionens partier har det selvsagt ikke været nemt at være tilskuer til Socialdemokratiets gøren og laden, og man behøver ikke være spion i efterretningstjenesten for at regne ud, at både Sarah Nørris (Enhedslisten) og Diana Mose Olsen (SF) til tider har revet sig i lokkerne, når de har oplevet, hvordan fælles politiske projekter og udmeldinger er kuldsejlet på grund af fnidder og fnadder i et parti, der til tider har mindet om regnbuestuen i en af kommunens børnehaver.

Den politiske fremtid ser efterhånden vanskeligere og vanskeligere ud for Socialdemokratiet i Esbjerg, og der er mere end nogensinde brug for, at partiet formår at hive sig selv op og ud af det dynd, som det befinder sig i for nuværende. Fortsætter partiet den nuværende kurs, kan det parkere alle drømme om at genvinde noget, der minder om magt i Esbjerg. Ja faktisk kan partiet ende med at stå mere eller mindre uden for indflydelse i år frem og brændemærke de politisk ansvarlige som politisk uduelige.

For Socialdemokratiet er der nu én gang for alle brug for at få renset ud. I baglandet, Fællesledelsen og blandt byrådsmedlemmerne. Måske er der nogle, som skal bryde ud, rykke videre eller lade sig pensionere? Mange skal i hvert fald tage et dybt kig i spejlet og spørge sig selv, om de kan være deres indsats og loyalitet overfor både partiet og ikke mindst vælgerne bekendt!

Der skal under alle omstændigheder gang i den helt store selvransagelse, hvor et internt opgør nødvendigvis må tages. Der må komme en diskussion, hvor væggene skal falde ind i lokalet, men hvor man vil komme ud på den anden side og sige, det er det her, der er det ”nye” Socialdemokrati i Esbjerg. Det er de her politiske visioner, vi står for og vil kæmpe for. Det er sådan her - og med denne samlende person - vi vil genvinde borgmesterkæden.

Kun på den måde kan det gamle, hæderkronede parti komme videre i Esbjerg.

Indtil det sker, vil Jesper Frost Rasmussen formentlig sidde hjemme i Vester Nebel og have svært ved at tro sit eget held.

Og Johnny Søtrup, ja han fik ret endnu en gang ...

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

FysioDanmark udvider

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce