Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Esbjerg Bryghus: Byen får nu en brewpub

Der bliver arbejdet hårdt for at blive færdig med tilblivelsen af Esbjerg Bryghus. Fra venstre ses Mikkel Ammitzbøll Jensen, Lars Glindemann, Michael Elis Madsen og Carsten Puggaard Nielsen. Foto: Tue Sørensen
Ølværket og in WAVES Craftbeer er gået sammen om at lave charmerende lokaler i Jyllandsgade om til taphouse og brewpub. Det hele går under navnet Esbjerg Bryghus.
Annonce

Noget i gære: Det syder og bobler i et baglokale i Jyllandsgade. 14D for at være præcis. Det er fire lokale ølentusiaster, der er i sving, men for tiden er det ikke gær, malt og humle, det bobler med, men derimod energi, gåpåmod og arbejdsiver.

Det er lokalerne, der indtil for nyligt husede kontorfællesskabet Fabrikskompagniet, som Michael Elis Madsen, Mikkel Ammitzbøll Jensen og Carsten Puggard Nielsen fra Ølværket er i færd med bryde ned og bygge op. Men de er ikke alene. Lars Glindemann fra lokale In WAVES Craftbeer er nemlig kommet med i foretagendet, og trekløveret er således blevet et - forhåbentlig - lykkebringende firkløver, som under navnet Esbjerg Bryghus vil give tørstige esbjergensere, turister og alle andre med hang til humle noget lækkert til halsen.

Ideerne er mange, og firekløveret glæder sig til at føre dem ud i livet. Foto: Tue Sørensen

- Vi glæder os alle sindssygt meget til, at vi kan slå dørene op. Vi har faktisk gået med tanken om sådan et sted, siden vi rykkede ind i lokalet i Læsøgade. For selvom det er fint til at brygge øl i, så er det for småt til de ideer, som vi har puslet med, siden vi startede Ølværket i 2013, fortæller Mikkel Ammitzbøll Jensen.

Annonce

Events og foredrag

Ideer som i lige linje flugter med Lars Glindemanns. I flere år har han nemlig også puslet med tanken om at skabe et sted, hvor man ikke blot håndbryggede øl, men også kunne vise folket, hvordan man gjorde. Et sted, hvor det skønne ved ølbryggeriets ædle kunst kunne vises, høres, ses og ikke mindst drikkes. Et taphouse, en brewpub.

- Så gutterne fra Ølværket og jeg fik en god snak om det hele, og så viste det sig faktisk, at vi havde kig på de samme lokaler her, smiler Lars Glindemann, der ligesom Michael, Mikkel og Carsten ser store muligheder i at slå pjalterne sammen.

- Vi har jo naturligvis brygget hver vores øl og haft hver vores tilgange, men vi tror, der er rigtig gode ting og synergier at hente ved at gå sammen. Og så glæder vi os som sagt til at putte mere på i form af events, foredrag, bryggeaftener og andet, siger Carsten Puggaard Nielsen.


Det kræver selvfølgelig lokal opbakning for at kunne lykkes.

Michael Elis Madsen, Esbjerg Bryghus


Annonce

Charmerende sted

På trods af byggerod og støv i hver en afkrog emmer Jyllandsgade 14D allerede af charme og sjæl. Der er en super lækker gårdhave udenfor, mens bygningen i sig selv huser fine detaljer, gode ordinære rum og ikke mindst plads til de store armbevægelser.

Ikke fordi, at de fire humleriddere som sådan går rundt med dem, men de tænker naturligvis på - og drømmer om - hvor stort det kan blive. Og det må gerne blive stort.

- Det ville da være super fedt at skabe noget, som folk tager til sig og støtter op om. For det kræver selvfølgelig lokal opbakning for at kunne lykkes. Men jeg synes, der en tendens til, at folk gerne støtter det lokale. Og det er vi i hvert fald, griner Michael Elis Madsen, som peger på Kaffesmeden i Smedegade som et andet eksempel på en idé, der har vist sig at kunne bære.

Humleridderne fra Esbjerg Bryghus. Foto: Tue Sørensen

- Man har jo bryghuse som det her på både Fanø og i Ribe, og vi tror alle fire på, at vi også kan skabe et bæredygtigt og fedt sted i Esbjerg. Et sted, hvor folk kan komme og få skænket en fuldstændig frisk, håndbrygget fadøl og også få historien bag den, siger Michael Elis Madsen, mens Mikkel Ammitzbøll Jensen supplerer:

- Ja eller komme til et spændende foredrag om specialøl hvor man efterfølgende kan nå ned i kælderen og blande sig en kasse. Der er masser af muligheder, og vi glæder os til at komme i gang med dem alle.

Om alt går vel med bevilling og ombygning, så åbner Esbjerg Bryghus for en del af huset allerede i november.

Bryggerne bag

Michael, Mikkel og Carsten er alle uddannede folkeskolelærer, men lærte hinanden at kende gennem Ribe og Omegns Bryglaug. I 2013 startede de sammen Ølværket, hvor de har lavet flere prisbelønnede øl med lokale navne.

inWAVES Craftbeer er navnet på Lars Glindemanns lille hobbybryggeri, hvor han siden 2018 har eksperimenteret med specialøl og bryg indenfor alle genrer. I 2020 åbnede han en Brewshop, hvor han sælger alt indenfor udstyr og ingredienser til ølbrygning.

Familie og venner hjælper også til med opbygningen af Esbjerg Bryghus. Foto: Tue Sørensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Den uperfekte bagside

Annonce