Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Fanø-sommerhuse er populære som aldrig før

Ejendomsmægler Erik Nørreby har haft mere end almindeligt travlt med at sælge sommerhuse henover vinteren. Foto: EDC Fanø
Ikke siden før finanskrisen har sommerhusmarkedet på Fanø været så eftertragtet som i dag. EDC Fanø solgte for nyligt et hus, der blot 14 måneder efter seneste salg blev solgt med en fortjeneste på 700.000 kroner.

Feriebolig: Til næste år kan Erik Nørreby fejre 20 års jubilæum som ejendomsmægler på Fanø. Han har set både op- og nedture på boligmarkedet, men han har aldrig oplevet den efterspørgsel, som der har været på Fanøs sommerhuse denne vinter.

- Salget går normalt ned om vinteren, men i januar, februar og marts har vi ikke prøvet at sælge så mange sommerhuse, som vi har gjort i år. I februar tror jeg, vi havde 11 handler, og det er jo en hver tredje dag. Det sker normalt kun i de gode sommermåneder, siger Erik Nørreby, der er indehaver af EDC Fanø, og understreger, at det ikke kun er i sammenligning med de forgangne års vintermåneder, at salget er noget særligt.

- Jeg tror aldrig, vi har solgt så mange sommerhuse på så kort tid, som vi gør nu. Der var lige en kort periode før finanskrisen, hvor der også var rigtig godt gang i salget. Vi er på samme niveau nu og måske mere, siger ejendomsmægleren.

Annonce

Men det er ikke kun antallet af handler, der har været på himmelflugt – priserne er fulgt med.

- Priserne for gode almindelige huse er steget ret meget. I nogle tilfælde er det mere end 20 procent. Vi solgte et hus i slutningen af 2019, og det er lige blevet solgt igen for 2,7 millioner kroner. Det blev handlet i 2019 for 1.995.000 kroner. Det er det sommerhus, vi har solgt, der er steget mest på den tid, siger Erik Nørreby.


Nogle huse ryger nærmest med det samme, men det er jo ikke sådan, at folk køber uden at tænke sig om, så der er selvfølgelig nogle, der får lov til at ligge. Det er ikke panikkøb vi oplever.

Erik Nørreby, indehaver af EDC Fanø


Økonomisk sikkerhed

En gevinst på godt 700.000 kroner efter ikke engang halvandet år som sommerhusejer er selvfølgelig undtagelsen snarere end reglen, og selvom der er gode handler at lave for sælgerne, så kommer der ikke helt så mange sommerhuse til salg som normalt.

- Sælgerne er ikke væltet ud på markedet i stor stil. Vi oplever ikke at være ude på helt så mange vurderinger, som vi plejer. Så det tyder på, at nogle, på trods af at de kan lave en god handel, siger, at de måske godt kan få solgt sommerhuset, men hvad skal de så? De kan jo ikke tage til Spanien eller Grækenland, siger Erik Nørreby, der ikke er bange på købernes vegne for, om sommerhusmarkedet er en oppustet boligboble, der venter på at briste.

- Mange af dem, der er på markedet nu og køber, de har ret mange penge selv. Nogle af dem har råd til både at have sommerhus samt tage ud at rejse. Vi har folk, der også køber i prisklassen to-tre millioner kroner, hvor der ikke er bankforbehold, for de hæver bare pengene i banken, hvor de nu betaler negativ rente. Når de er i en situation, hvor de kan købe kontant eller måske kun skal låne 50 procent, er de ikke så følsomme overfor renteudsving, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Kriminaliteten er faldende

Annonce