Detail: Uge 7, og dermed vinterferien, nærmer sig med hastige skridt. Og mens vi andre måske overvejer at smække benene op eller i et par ski, så er det helt andre planer, som Henriette Theilgaard går rundt med.
Hun er indehaver af Guld og Granit i Jyllandsgade, men i uge 8 slår hun dørene op i helt nye rammer i Torvegade 33 med Sahva som nabo til den ene side og Just Ask til den anden. Uge 7 skal derfor gå med at flytte, og selvom dét arbejde sjældent er forbundet med smil, så er der ingen tvivl om, at Henriette Theilgaard ser frem til det.
- Vi glæder os helt vildt. Det bliver rigtig fedt at komme op i Torvegade, fortæller Henriette Theilgaard, som med sin egen guldsmedeforretning føjer sig til de andre specialforretninger, der i dag ligger i gaden, der efterhånden er blevet til et af byens mest populære handelsstrøg.
Flytningen er et længe næret ønske, da Henriette Theilgaard igennem længere tid har følt, at hun mangler plads i sine nuværende lokaler i Jyllandsgade.
- Det er hovedsageligt på værkstedet, vi mangler plads, og det får vi nu. Derudover er vi klar med et nyt tiltag i Torvegade. Vi laver jo rigtig mange gamle smykker om til nye, og det tager tid at snakke om det med kunden. Så derfor laver vi nu et ekstra rum i forretningen, hvor man kan sidde i ro og mag over en kop kaffe og snakke om, hvordan det gamle smykke kan laves om. Det har jeg længe gerne ville kunne tilbyde, og det kommer jeg til i de nye lokaler, siger Henriette Theilgaard glad.
Torvegade eller Kirkegade
Den lokale guldsmed har som nævnt været på udkig efter nye lokaler gennem længere tid, men da det skulle være i enten Torvegade eller Kirkegade, så var feltet af forretninger snævret en smule ind.
En dag kom ejendomsinvestor Alfred Gram imidlertid og sagde, at Torvegade 33 blev ledigt, og så var Henriette ikke længe om at smide skævbider og diamantfræser for at sætte pen til papir og skrive under på en lejekontrakt.
- Vi har allerede gået og renoveret lidt dernede, og jeg kan mærke, at der bare er sådan et godt miljø dernede med de andre specialforretninger. Nu får vi en forretning, lige som vi ønsker den i en rigtig dejlig gade. Bedre bliver det ikke, smiler Henriette Theilgaard.
Guld og Granit åbner i de nye lokaler tirsdag den 22. februar. Når corona har lagt sig en smule, vil Henriette Theilgaard holde en åbningsreception.
Guldsmed Henriette Theilgaard, Guld og GranitForretningsmæssigt forbliver alt ved det gamle, hvor vi laver alt selv. Men vi får ny beliggenhed og meget mere plads.