Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Genbrugscenter lagt ned af corona og donationer

Frelsens Hær drukner i tøj og andet tingel tangel. Forrest er daglig leder Anni Nielsen. Foto: Tue Sørensen
Frelsens Hærs genbrugsbutik mangler desperat frivillige. Donationer fordoblet det sidste år

Udfordring: Frelsens Hærs genbrugsbutik på Ravnevej har gennem det sidste år modtaget mange flere donationer og genbrugsting i forhold til normale år.

Centerchef Anni Nielsen vurderer, at der er tale om en fordobling.

- Vi kan se på de indkomne ting, at antallet af kvalitetsting og mærkevarer er steget markant, og det kan meget vel skyldes, at folk har været nervøse for at handle via Den Blå Avis eller Gul og Gratis, fordi de ikke vil risikere noget i forhold til corona, og så har de i stedet for tænkt på os. Det er vi naturligvis meget glade for, da det giver os mulighed for at bidrage mere til Frelsens Hærs sociale arbejde med flere midler end normalt. Og det er jo positivt, siger hun.

Annonce

Fire i stedet for 12

På centeret er der tre fastansatte og hertil kommer de folk, som kommunen sender til stedet til arbejdsprøvning. Typisk er det flygtninge og folk, der er kommet ud af fængslerne. Hertil kommer så en række frivillige, der typisk er efterlønnere og pensionister.

- De folk vi har, der kommer til os via kommunen, har fået besked på at blive væk indtil den her pandemi er overstået, og flere af de ældre har været nervøse for at komme her, så hvor vi normalt er 12-13 stykker i gang, er vi for øjeblikket fire, der må tage os af alt sammen. Både det at få sorteret det indkomne og af salget i butikken.

Lige nu har vi omkring 170 store containere i størrelsen en gange en mere meter og som er 170 centimer i højden stående på lageret, og jeg ved simpelthen ikke, hvornår, vi skal få tid til at få det alt sammen sorteret, prismærket og sat til salg, siger Anni Nielsen.

Annonce

Del af fællesskab

Derfor efterlyser hun frivillige, der har lyst til at give en hånd med og indgå i et positivt fællesskab, hvor man foruden at give en hånd til gode formål som feriehjælp til udsatte familier og julekurve til jul også vil indgå i et fællesskab, der ofte fører gode venskaber med sig.

- Jeg forestiller mig, at der må sidde mange, derude, der er blevet lidt ensomme her under corona og som gerne vil have kontakt med andre igen. Og det kan vi så hjælpe dem med. Vi spritter naturligvis af og overholder alle påbud, så alle kan komme trygt her.

Alle er velkomne til at kontakte Anni Nielsen på telefon 24942189 eller ved at møde op i butikken på Ravnevej 2.

Naturligvis med mundbind og afsprittede hænder.


Der må sidde nogen derude, der savner kontakt med andre og som gerne vil være med til at hjælpe.

Anni Nielsen, centerleder
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

25 år hos Bauhaus

Annonce