Fightnight: I midten af Veldtoftehallen står buret. Oktagonen er klar til at omfavne de modige mænd, der træder ind i den. Derinde må man gøre ting ved hinanden, som de betjente, der denne lørdag holder øje udenfor hallen, ville arrestere dig for i nattelivet. Der er fightnight i Esbjerg, og nu er ventetiden slut. Musik og lys fylder Veldtoftehallen. Eminems stemme synger ”Loose yourself”. Salen er fyldt i et mangfoldigt sammensurium af esbjergensere. Her er et midaldrende ægtepar, der holder i hånd, nummerpiger, der står klar, en familie på udflugt og ghettodrenge og -piger. Der er udsolgt i Veldtofte, hvor Mohammed Omar i omklædningsrummet tager en dyb og fokuseret vejrtrækning. Tigerbalsam river i hans næse, mens han får tapet sine boksehandsker.
Den morgen havde den 19-årige esbjergenser sovet sammen med nogle af vennerne fra Esbjerg Fightcenter. De sprang morgenmaden over, og lod et par nervøse sommerfugle flyve ensomt rundt i maverne, mens de ventede på indvejningen. Med vennerne omkring sig, forsvandt nervøsiteten. Klubkammeraterne skiftede til træningstøj, tog et bad, gik en tur, og så gik turen til Veldtofte. Mohammed Omar skulle holde sig under 67 kilo, og han havde med god samvittighed kunnet spise en portion havregrød eller to. 64,5 kilo vejede han ind på, for han ville hellere være på den sikre side end risikere at miste sin debut i oktagonen.
- Første kamp er færdig, råber en mand ind i omklædningsrummet.
For Mohammed Omar betyder det, at han skal gøre sig klar. Han har den næste kamp.
- Fuck det gik hurtigt. Hvad sker der, lyder det i omklædningsgulvet, hvor kampsportsmåtter er lagt ud på gulvet, og hvor brusekabinen bliver brugt til opvarmning med sjippetov.
Mohammed Omar siger ikke noget. Han er fokuseret. Han tager dybe vejrtrækninger og lytter til sin træner, der giver de sidste instrukser.
- Det er seks minutter. Jeg vil have dig til at give, alt hvad du har!
Mohammed Omar nikker.
Kurdisk rap
Det er godt par år siden han begyndte at træne kampsport, og syv et halvt år siden han kom til Danmark som kurdisk flygtning fra Syrien.
Til dagligt går han i skole på Rybners, hvor han vil gøre sin EUX business-uddannelse færdig, for så at læse finansøkonom og videre til ejendomsmægler.
For to år siden fik han en knæskade til en fodboldkamp, og Mohammed Omar kan ikke sparke til en fodboldbold uden at få ondt, men heldigvis reagerer knæet anderledes, når han træner kickboxing i Esbjerg Fightcenter.
Mohammed OmarJeg har sparet med nogle, der vejer 100 kilo, og jeg kunne ikke mærke hans slag, som jeg kan til træning. Hans slag var ligesom, når min træner giver mig et jab.
Med det kurdiske flag om skuldrene forlader Mohammed Omar omklædningsrummet. I Veldtoftehallen venter oktagonen på ham, og halspeakeren er klar til at annoncere Mohammed Omars kamp.
- Den næste kamp er i K1 regi. Det vil sige kickboxing med slag, spark og knæ, men ingen gulvkamp, lyder det i højttalerne.
Julius Nielsen i det blå hjørne fra Roskilde må finde sig i spredte buh-råb, da han bliver præsenteret, det er helt anderledes for hjemmebanefavoritten.
- Kære Esbjerg for første gang i dag, skal vi have en lokal fighter i ringen, jeg forventer, at taget letter, når vi siger velkommen til Mohammed Omar.
Klapsalverne bryder ud. En kurdisk rapper synger på tysk i højttalerne, og Mohammed Omar går i oktagonen med det kurdiske flag om skuldrene.
- Fight!
De to kæmpere mærker hinanden med slag og spark. Det er jævnbyrdigt, men Mohammed Omar føler sig ovenpå. Han kan mærke, at modstanderen trækker sig, og Julius Nielsens slag føles ikke hårdere end trænerens jabs til en sparring i Esbjerg Fightcenter.
- Kom nu Mo, lyder del fra salen.
Mohammed Omar hører sine venner og familie heppe, men det bliver en sløret baggrundsstøj, for han fokuserer på kampen.
Så ringer klokken første runde af.
I ringhjørnet taler træneren. Mohammed Omar har sat sig på en skammel, og han får skuldermassage sammen med trænerens instruktioner.
- 2. omgang. Fight.
Mohammed Omar fortsætter aggressivt. Han føler sig ovenpå. Men han bliver også presset ud mod oktagonens sider.
Fremad og på ham
Klokken ringer efter anden omgang.
- Træk vejret. Tre dybe, siger træneren.
Mohammed Omar åbner tredje omgang med et angrebsraseri.
- Kom så Mohammed, lyder det fra salen, der eksploderer i et jubelbrøl, da Mohammed Omar lader en byge af slag hamre ned over Julius Nielsen. Salen jubler, og dommeren tæller over modstanderen.
Da kampen begynder, igen fortsætter hjemmebanefavoritten sine angreb.
- På ham igen, råber træneren.
- Fremad, lyder det.
Klokken ringer sidste gang. Mohammed Omar rækker armene i vejret, og tager sig så til hovedet. Hans første kamp i buret er slut. I den anden side af ringen har Julius Nielsens stærke smerter.
Så tager dommeren de to kæmpere i hænderne.
- Vinderen blev med dommerstemmerne 2-1. I det røde hjørne.
Mohammed Omars hånd bliver rakt i vejret, så synker han i gulvet på knæ. Rejser sig. Smiler. Giver krammere, og siger tak for kampen.
Udenfor ringen er der rygklap i stakkevis, og det fortsætter i omklædningsrummet.
- Tillykke min bror.
- Flot kæmpet. Du tænkte dig om.
Nu skal tapen klippes op. Handskerne skal af.
- Det var en kæmpe oplevelse. Og det vil jeg takke min træner og mine holdkammerater for. Min træners princip er, at hvis jeg vinder, så har han også vundet. Det var en hård kamp. Det krævede disciplin, energi, koncentration, styrke, analyserer Mohammed Omar efter kampen og forklarer, at han allerede i begyndelsen af kampen fornemmede, at han ville ende som vinder.
- Da jeg gik til den i første omgang, kunne jeg mærke, at det var ham, der ikke turde. Jeg tænkte, jeg skal vise, hvem jeg er. Du er på min hjemmebane i min by, og du skal ikke komme og tage min sejr.
Hans første kamp i et bur er slut. Det bliver ikke den sidste, slår han fast.
- Jeg skal videre, og vi snakker allerede om en kamp i næste uge, siger Mohammed Omar.
