Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Sådan føles det: At åbne Orange Scene på Roskilde Festival

Sebastian Wolff og resten af Kellermensch fik æren af at åbne Orange Scene på Roskilde Festival i 2012. Danmarks største og mest legendariske scene.

Sådan føles det… er en serie i Ugeavisen Esbjerg med ti sandfærdige beretninger. De omhandler alle personer med tilknytning til Esbjerg, der åbenhjertigt fortæller om de ting, vi andre drømmer om, er bange for eller blot filosoferer over, hvordan føles.

I denne uge forsanger i Kellermensch, Sebastian Wolff: Sådan føles det at åbne Orange Scene på Roskilde Festival.

Annonce

PROLOG:
Kellermensch bliver dannet i 2006, og i januar 2009 udsender gruppen sit debutalbum, der får flotte anmeldelser og giver bandet mulighed for at optræde på både SPOT Festival og Roskilde Festival i såvel 2009 som 2010. I februar 2012 ringer Kellermensch’ manager til forsanger Sebastian Wolff. I telefonen fortæller han, at det esbjergensiske rockband er blevet valgt til at åbne Roskilde Festivals Orange Scene. Det er den største og mest legendariske scene i Danmark, som det er ganske få forundt at spille på. Og endnu færre at åbne.


Det er en voldsom besked at få, at man skal åbne Orange. For et band som Kellermensch er det det ypperste, og jeg er med det samme klar over, at uanset hvad der sker, så er koncerten en milepæl for vores band.

Vi mødes tidligt om morgenen og pakker udstyr, og så kører vi afsted i forskellige biler. Vi har spillet på Roskilde Festival to gange før, men på mindre scener, så det er sgu specielt at blive guidet hen til den samme scene, som Bruce Springsteen spiller på.

De bands, der får Orange eller ’åbneren’, skal stort set lave interviews hele dagen, og det er virkelig hektisk. Mit følelsesregister kan næsten ikke rumme mere end bare at skulle spille, så det er hårdt, at jeg skal lave alt det ved siden af. Jeg har samtidig mange forventninger til koncerten, som jeg prøver at tone ned, for det er svært at bruge dem til noget produktivt.

Der er en særlig form for spænding, da vi går og sætter op. Det er ikke som sådan nervøsitet, men det er alligevel følelsen af at træde et helt nyt sted hen. Vi føler os lidt som garagerotter, der kommer op fra rendestenen på den helt store scene, og vi er spændte på, om vi hører til her. Jeg frygter, at den kæmpe scene og de topprofessionelle scenefolk vil bedøve os lidt, så det ikke bliver en ordentlig Kellermensch koncert. At der ikke er det kaos, som vi plejer at være på kanten af. Det er selvfølgelig en balancegang, for koncerten skal også gennemføres uden, at folk tænker, at det går udover lyden, men det er vigtigt for mig, at sangenes udtryk, når teksten eksempelvis er frustreret, også ses i vores udtryk.

Jeg oplever det ofte som en kamp på scenen. Jeg forestiller mig, det er lidt som en bokser, der står med en følelse af at slå på en modstander, der er væsentligt større end ham. Det kræver meget energi, men man får ikke altid det resultat, man håber. Så begynder man at slå endnu hårdere og bruge endnu større armbevægelser, man kæmper med alt mod det bæst, som sådan en stor scene er. Det er først bagefter, man kan gøre op, om den kamp er gået udover det kunstneriske udtryk.

Det er vildt, da vi træder ud. Jeg får et sus i kroppen, og adrenalinen pumper rundt. Jeg får en fornemmelse af at blacke ud, jeg tænker ikke, men er helt fokuseret på at gå ud på scenen. Jeg føler, at jeg hele dagen har gået og ventet på en dom, og nu står vi der. Det er angstprovokerende. Det er voldsomme omgivelser, og der er måske 35.000 mennesker. Samtidig er det lyst, det er udenfor, det er intenst. Jeg har altid været dårlig til at stoppe op og tage ting ind, men det er helt umuligt her. Jeg er ekstremt fokuseret, og det er ikke som sådan rart at stå der.

Der er måske 200 meter ned til de bagerste publikummer, og der er masser af folk, som ikke normalt hører Kellermensch. Der er også en del, som sidder ned. Vi har ikke spillet specielt længe, men jeg tænker instinktivt, at der må ske noget, så jeg griber ud efter en guitar, som jeg smadrer totalt. Publikum er sådan lidt, hvad fanden sker der her, og jeg tænker fint, nu har vi jer, nu kan vi spille for jer. Det er en indre følelse, jeg har af, at vi skal kunne kigge os selv i spejlet bagefter og sige, at vi ruskede i dem. Jeg er nødt til at reagere, det er næsten dyrisk. Jeg er som et truet dyr, der kæmper for livet. For et band som Kellermensch er Roskilde en stor modstander, og jeg lader publikum se, at jeg har en kamp deroppe.

Koncerten går godt, og publikum er fint med, men jeg tænker, er det dét? Jeg vil have mere at skrive hjem om, husker jeg at tænke, da jeg hopper ned fra scenen og begynder at løbe ned mod publikum. Pludselig går det op for mig, at jeg ikke kan komme op igen. Scenen er så høj, at jeg ikke kan nå kanten, og så står jeg der og tænker, at det her har jeg slet ikke tænkt igennem. Der er heldigvis en kammerat, som er med som scenemand, der er løbet under scenen og åbner en dør, mens han råber, at jeg skal komme med den vej. Jeg husker, hvordan vi løber nedenunder Orange Scene, mens bandet spiller ovenover. Det er en meget speciel oplevelse. Jeg når at komme op på scenen, gribe mikrofonen og synge videre. Det hele er voldsomt intenst nu. Jeg griber et par guitarer mere og giver dem en omgang. Den ene rammer bagscenen og bliver til pindebrænde. Jeg er nærmest i trance og har en følelse af, at der er nogen, som holder et forstørrelsesglas op, mens solen brænder ned på mig, og jeg må hele tiden ud af det brændende spot og i sikkerhed.

At stå på Orange har ikke som sådan været en drengedrøm for mig, men det kommer alligevel snigende, når ens identitet er at være musiker. Jeg føler på alle måder, vi er det rigtige sted, da vi står der. Det er nok lidt ligesom opkaldet fra landstræneren, hvis man spiller fodbold.
Da vi går af scenen, er det med en høj grad af lettelse. Der har været så meget på spil, og jeg husker, at vi er glade for, at det blev en lidt kaotisk koncert, for det måtte ikke blive atypisk for Kellermensch. Vi måtte cementere, hvad vi står for, og det føler jeg, at vi får gjort. Jeg er tilfreds med, at jeg genkender, at det var øvelokalebandet fra Fynsgården i Esbjerg, der gik på scenen og fyrede den af.

Da vi står sammen bagefter, kommer Jan, vores guitarist, hen og spørger, hvad jeg havde gang i med hans guitar. Jeg husker det stadig som om, at det er min sorte guitar, jeg har smadret på bagscenen under koncerten. Det viser sig så at være Jans helt nye guitar.

Det er en lidt mærkelig følelse i den efterfølgende tid. Det er ligesom, når man får en god nyhed eller har haft held med at score den dame, man har kæmpet for. Den der ting med at ens tanker hele tiden driver hen på det, selvom man står og snakker om noget helt andet. Sådan er det særligt i døgnene efter, hvor vi nyder andre koncerter og drikker lidt øl. Men også i flere uger bagefter. Det dominerer, som det har gjort i fire måneder forud, men nu er alt det angstprovokerende og bekymringerne bare forsvundet.

I dag er det et rigtig fedt minde. Det blev den milepæl, der forsikrer mig om, at vi kan lave godt arbejde. Den sikkerhed brugte vi også på pladen Goliath, selvom vi havde problemer med både pladeselskab og sangskrivning. Vi kunne tænke tilbage på Orange og sige til hinanden, at vi kan sgu godt.

EPILOG:
I 2014 annoncerede Kellermensch, at de arbejdede på nyt materiale. Sebastian Wolff blev efterfølgende ramt af skriveblokade, og først i januar 2017 udsendte bandet albummet Goliath, der høstede store roser i medierne, heriblandt årets album i Gaffa. Samme år gav gruppen atter koncert på Roskilde Festival, denne gang på Arena, der er Danmarks største indendørs scene med plads til 18.000 mennesker. I 2018 er Kellermensch blandt andet annonceret på plakaten til festivalerne NorthSide, Copenhell og Made In Esbjerg.


Om Sebastian:

Sebastian Wolff er 37 år, arbejder som faglærer og bor med sin kone og tre børn på et nedlagt landbrug i Bryndumdam. Kellermensch tog deres navn med inspiration fra Fjodor Dostojevskijs roman Kældermennesket, og foruden Kellermensch har Sebastian spillet i bandet The King & I.

Sebastian Wolff og resten af Kellermensch fik æren af at åbne Orange Scene på Roskilde Festival i 2012. Danmarks største og mest legendariske scene.
Sebastian Wolff og resten af Kellermensch fik æren af at åbne Orange Scene på Roskilde Festival i 2012. Danmarks største og mest legendariske scene.
Sebastian Wolff og resten af Kellermensch fik æren af at åbne Orange Scene på Roskilde Festival i 2012. Danmarks største og mest legendariske scene.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Succes for frokostpop

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce