Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Sådan føles det: At miste sit barn

Mette Mejrup og Morten Basse Pedersen.

Sådan føles det… er en serie i Ugeavisen Esbjerg med ti sandfærdige beretninger. De omhandler alle personer med tilknytning til Esbjerg, der åbenhjertigt fortæller om de ting, vi andre drømmer om, er bange for eller blot filosoferer over, hvordan føles. I denne uge Mette Mejrup og Morten Basse Pedersen: Sådan føles det at miste sit barn.

Annonce

PROLOG:
En fredag eftermiddag den 8. april 2016 går 10-årige Niels Basse Pedersen hjem fra skole. Han skal hjem og hygge med sin mor, da de er selv hjemme. Niels’ far, Morten, er i København, mens hans storebror Magnus er i London med nogle efterskolevenner, og hans storebror Jens er i Holland med sin klasse. I fodgængerfeltet ved Netto på Spangsberg Kirkevej i Esbjerg bliver Niels påkørt af en bakkende varebil, der skal samle nogle kegler op. I stedet for at vende bilen vælger chaufføren at bakke over fodgængerfeltet og op på cykelstien, men han har ikke set Niels, hvis skoletaske hænger fast i bilen, hvorved Niels bliver revet ind under vognen og slæbt 20 meter hen ad asfalten.

METTE:

Allerede da jeg kommer op ad Højtoftevej og ser ambulancen, har jeg en dårlig fornemmelse. Jeg skynder mig hjem for at se, om Niels er der. Det er han ikke. Jeg cykler op til ulykkesstedet og siger til en betjent, at jeg skal finde ud af, om det er min dreng. Han tager mig med rundt om et hjørne og viser mig en skoletaske, som jeg med det samme genkender. Jeg bliver taget med hen i en politibil og får at vide, at det er slemt, men at han lever, og at de flyver til Odense med ham. Så ringer jeg til Morten og fortæller, at Niels har været involveret i en ulykke, og at han skal komme til Odense med det samme.

Politiet siger, jeg ikke bør køre bil, så jeg ringer til én, der kommer og kører mig til Odense. Jeg sidder og tænker på, at vi har haft en god morgen. Nogle gange er Niels stædig, og vi har vores kampe med ham, men det er dejligt, at vi har haft sådan en god morgen sammen.

Jeg er på hospitalet, da Morten kommer. Vi bliver vist hen i et rum, hvor vi sammen venter. Der kommer tre læger, og jeg kan se på dem, at det ikke er godt. De fortæller, at Niels ikke klarer den. Skaderne på hans hoved er for store. Et døgn efter vi er kommet til Odense, beslutter vi sammen, at Niels skal have fred.

I lang tid efter Niels’ død hørte jeg ambulancer inde i hovedet, men Morten kunne ikke høre dem. En dag forsvandt de. Jeg har lånt rigtig mange bøger på biblioteket om folk, der har mistet børn. Jeg fandt også ud af, der er en gruppe, som hedder Mistet Barn, og der har vi mødtes med folk, som vi har en fælles forståelse med. Det er ikke en eksklusiv klub at være medlem af, og det har været svært at identificere sig som en, der har mistet et barn, men vi har mødt en enorm varme og forståelse for situationen. Det er en befrielse, når alle ved, hvad det handler om. Vi er jo symbol på det værste af det værste.

Niels var stædig som bare pokker. Når vi var på ferie, ville han altid være den første til alting. Han ville gå forrest og blev simpelthen så gal, hvis nogle af hans ældre brødre overhalede ham. I dag snakker vi om, at det var fordi, han skulle nå det hele. Han skulle have alt med, når han nu ikke var her i så lang tid.

Når Niels nogle gange skulle have en timeout, så kørte han en tur på sin cykel. Så snakkede han med alle mulige folk, der er kommet hen bagefter, og som jeg knap kender, som siger, at de kendte Niels. Det er måske ikke det helt store, men det betyder alligevel rigtig meget for mig, at Niels nåede at gøre sig bemærket. At nogle husker ham. Vi har også familiemedlemmer, der har billeder stående af Niels og tænder lys for ham. Det betyder enormt meget for os, at han lever videre hos andre også. Hvis der bliver fortalt en historie om Niels, som man måske har hørt før, men én så siger, lad os bare få den igen, så bliver jeg virkelig glad. Jeg får jo ingen nye historier med Niels, så det betyder alverden for mig.

Jeg synes, at jeg tager tingene lidt mere med et forbehold i dag. Fester eksempelvis. Toppen af glæden er taget af for mig. Jeg føler, der er et filter, som ligger ned over min hverdag, hvor det hele har en anden toning nu. Det er måske også noget med en dårlig samvittighed over at have det sjovt. Morten og jeg er forskellige på det punkt, men vi er jo også individuelle i vores sorg. Mor, far og brødre, alle har hver deres individuelle sorg og relation til Niels.

Jeg går sommetider med tanken om, hvorfor fanden det lige skulle være os. Om Niels da ikke kunne være stoppet op og have set på en fugl, så han ikke nåede fodgængerfeltet lige på det tidspunkt. Men det kan jeg jo ikke bruge til noget. Der er det liv, vi havde med Niels før 2016, og der er livet efter. Jeg har mistet min lille dreng, og mit liv er blevet splintret i atomer. Men jeg er langsomt, stykke for stykke, ved at samle det sammen igen. Hver eneste gang man får snakket om det eller fortalt historien, så er det hårdt, men det letter også en lille smule. Det helt afgørende er, at man tør være åben om det.

Jeg savner ham forfærdelig meget. Jeg tænker på ham hver eneste dag. Jeg funderer over, hvor høj Niels ville være. Hvordan han ville se ud lige nu. Og som voksen mand. Om han har det godt. Jeg tænker nok i virkeligheden mere på Niels end på Magnus og Jens, for dem kan jeg tale med. Det kan jeg ikke med Niels længere.

Niels gav rigtig meget af sig selv. Også til andre. Derfor besluttede vi, at der på hans gravsten skulle stå, ’det er i dag et vejr, et solskinsvejr’. Den skulle han have sunget solo med Treenighedskirkens Drengekor nogle uger efter sin død. Men det var bare ham. Niels var solskin.

MORTEN:

Jeg er lige kommet til Østerbro Stadion til en løbesamling, da min telefon ringer, og Mette fortæller, at der er sket en ulykke med Niels, og jeg skal komme til Odense med det samme. Klokken er omkring 15 fredag eftermiddag, og jeg skal ud fra København. Alt er kaos, og det tager omkring tre kvarter bare at komme ud af centrum. Jeg sidder der og aner ikke, om min lille dreng fortsat lever. Jeg råber ud i bilen, men tænker samtidig, at jeg må køre ordentligt, så jeg kan komme over til Niels.

I Odense får vi lov at komme ind og se ham på stuen. Hans lille krop er fuldstændig fin, men han har store forbindinger rundt om hovedet og er kraftigt hævet på grund af væskeansamlinger. Jeg kan godt se, han er forslået, men udover han er hævet, er der ikke nogen store sår eller sådan noget. Det sidder alt sammen i baghovedet.

Der er gået cirka et døgn siden ulykken, da vi træffer beslutningen om, at Niels skal have lov at få fred. Vi ruller en stor seng ind på stuen, som han bliver lagt over i. Mette og jeg lægger os på hver vores side og kigger på ham. Magnus og Jens er også nået TIL Odense, og vi ser alle, hvordan pulskurven langsomt falder. Til sidst fjerner de respiratoren.

Niels var fuldstændig kompromisløs. Han sagde altid sin mening. Jeg kunne godt li’, at man vidste, hvor man havde ham. Var han utilfreds, så var man ikke et sekund i tvivl om det, men var han i godt humør, så fyldte han hele huset. Jeg elskede, at han gav så meget af sig selv. Det kunne også være vildt irriterende, og nogle gange måtte vi sige, at han lige skulle tage en timeout.

Jeg savner Niels uendelig meget. Når jeg spillede klaver, kravlede han ofte op og hang på min ryg, og så sad vi bare og hyggede sammen. Nogle gange sang han med, andre gange lyttede han bare. Det var vidunderligt at have sammen.

I vinterferien var vi på skiferie, som altid har været vores ting i familien. Den ene dag blev jeg helt enormt ked af det, for jeg savnede ham simpelthen så meget. Men jeg giver mig selv lov til at være sårbar og mærke smerten. Sorgen er tålmodig, og hvis du ikke møder den, så kommer den med fuld hammer. Hvis du derimod jævnligt stiller dig ansigt til ansigt med den, så kan du nogenlunde håndtere den.

Det er da ad helvede til, men det er det ikke hele tiden. Vi har også gode dage. Jeg har det som om, at jeg har en sten i skoen. Nogle gange kan jeg slet ikke holde ud at have skoen på, og andre gange fylder den mindre, men stenen er der hele tiden. Der er altid noget, men det er ikke med det samme tryk hele tiden.

Vi talte om at flytte, men alt Niels er her, og det har vi sådan set ikke lyst til at flytte fra. Jeg forbinder også Odense mere med dødsfaldet end krydset heroppe. Jeg meldte ud til mine kollegaer, at nu startede jeg på arbejde igen, og at de gerne måtte spørge ind til mig. Jeg sagde, at det godt kunne være, at jeg blev ked af det, men de skulle bare spørge. Det har været en stor hjælp, for man kan ikke forvente, at folk altid kommer af sig selv, har jeg lært. Jeg har også haft et stort behov for at kommunikere om Niels for min egen skyld. Jeg har eksempelvis skrevet om ham på Facebook, og det har været en god ventil.

Jeg lever selv et mere kompromisløst liv i dag. Før levede jeg med ting, men det gider jeg ikke mere. Det er min søns dødsfald, der har startet det, men pludselig kommer det til at handle om livet. Jeg er meget skarpere på at prioritere de ting, der er gode for mig.

Niels’ største ønske var at få en hund, men det nåede han ikke. Det har vi så fået bagefter, og den hedder Nussi, ligesom Niels’ yndlingsbamse. Det har været godt. Det er rart at komme hjem til én, der bare er glad og elsker at se en. Den møder en med total umiddelbarhed, og det er godt for os at komme ud at gå tur med den.

Når jeg løber, så tænker jeg nogle gange over, hvordan Niels’ liv ville have formet sig. Hvem han ville være blevet til. Jeg bliver sommetider også ramt af en tristhed over de ting, som han ikke fik muligheden for at opleve. Forleden talte nogle søde kollegaer om, at deres børn skal konfirmeres næste år, og så gør det simpelthen bare så ondt. Jeg bliver jo konfronteret med ting, som jeg ikke har mere. Men når de kan være der og snakke om Niels, så kan jeg også være der, når vi snakker om deres børn.

Jeg gik i seng hver aften i otte måneder og tænkte, hold kæft det var godt klaret Morten, men i morgen siger du dit arbejde op og stopper i atletikklubben. Så vågnede jeg næste morgen og tænkte, nej, du giver det lige én dag mere.


EPILOG:
Efter Niels’ død har Morten og Mette valgt at være meget åbne samt tale med forskellige folk om Niels’ død. De har snakket meget med præsten Charlotte Gade, der begravede Niels, ligesom de har været inde og tale med lægerne i Odense igen. Psykologer, psykoterapeuter, sorggruppe og et åndeligt medium har de også benyttet ud fra en tanke om, at der ikke må være noget, som måske kan hjælpe dem bare en lille smule med sorgen, som de ikke vil prøve. Efter ulykken er parret blev mødt med varme og åbenhed, men der er også nogle, der ikke har været i stand til at snakke med dem om Niels. Morten og Mette fortæller, at folk i deres situation altid hellere vil have en kikset reaktion end ingen reaktion. At man langt hellere vil konfronteres end undgås, for det er ikke muligt for dem at blive mere ked af det. Det vigtigste budskab for Morten og Mette er, at man skal turde tale sammen om de svære ting i livet – også selvom det gør ondt.
Chaufføren, der kørte Niels ned, krævede efterfølgende i retten frifindelse og nægtede sig skyldig i de tre forhold, han var sigtet for - dels uagtsomt manddrab, dels at have undladt at udvise tilstrækkelig agtpågivenhed og hensyn til et barn i trafikken, dels at have foretaget bakning til fare for andre og at have undladt at afpasse hastigheden.
Chaufføren blev kendt skyldig. Dommen lød på 20 dagbøder a 300 kroner, ligesom han blev frakendt førerretten betinget.

Om Mette:
Mette Mejrup er 47 år og lærer på Bryndum Skole i Esbjerg. Hun kommer oprindeligt fra Varde, men har siden år 2000 boet i Esbjerg. Hun er gift med Morten, som hun mødte på Ribe Seminarium, og sammen har de sønnerne Magnus, Jens og Niels.

Om Morten:
Morten Basse Pedersen er 46 år og lærer på Vitaskolen i Esbjerg. Han kommer oprindeligt fra Oksbøl, men har siden år 2000 boet i Esbjerg. Morten er også mangeårig løber og træner i Esbjerg Atletik og Motion. Han er gift med Mette, med hvem han har sønnerne Magnus, Jens og Niels.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Succes for frokostpop

Annonce